07 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

NGO'er slipper lobby-vagthund løs

Vil kæmpe for mere åbenhed

NGO'er slipper lobby-vagthund løs

Tre miljø- og ulandsorganisationer opretter nyt netværk, der skal kaste lys over erhvervslivets magt i Danmark.

Nyt netværk – der foreløbig består af NOAH, Global Aktion og Frie Bønder – vil skabe mere åbenhed om dansk erhvervslivs magt i Danmark. NOAH har tidligere aktioneret foran Folketinget for at sætte spot på olieindustriens lobbyisme.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

I dag søsætter Global Aktion, NOAH og Frie Bønder et nyt netværk, der skal fungere som vagthund overfor lobbyisme i Danmark.

Netværket skal holde øje med magteliten og oplyse befolkningen om den skæve magtbalance.
Morten Nielsen, Global Aktion

– Netværket skal holde øje med magteliten og oplyse befolkningen om den skæve magtbalance. Det skal være en platform, hvor vi kan hjælpe hinanden med at få lige adgang til politikerne. Derudover vil vi forsøge at få ændret lovgivningen, så vi bedre kan få synliggjort lobbyismen. Platformen bliver et redskab til både journalister, fagforeninger og interesseorganisationer med flere. Netværket vil uddanne netværkets medlemmer, så der bliver flere, der holder øje med magteliten og holder dem til ansvar, forklarer Morten Nielsen fra Global Aktion (tidligere Afrika Kontakt) til Arbejderen.

Ifølge de tre ngo'er er Danmark blandt de få lande i EU, der ikke har regler om lobbyregistre og åbne kalendre. Det betyder, at ingen ved, hvem en minister, et folketingsmedlem eller en embedsmand mødes med eller om hvad.

– Det gør det let for politikerne og de store erhvervsorganisationer at skjule deres forbindelser og fælles interesser for befolkningen. Det er et problem, at erhvervslivet har stor indflydelse på politikerne. Det betyder, at det ikke er de gode argumenter, men pengepungens størrelse, der er afgørende for, hvordan lovgivningen bliver skruet sammen. Det problem vil vi gerne sætte fokus på, siger Morten Nielsen.

Det er ikke kun politikere og embedsfolk, der opererer udenfor offentlighedens søgelys. Også erhvervslivet holder kortene tæt ind til kroppen, forklarer Morten Nielsen.

– Vi skal kunne gennemskue de økonomiske strukturer, vi er oppe imod. Hvem hjælper danske landmænd med at opkøbe jord i Afrika? Hvornår står 3F's tillidsfolk overfor firmaer, der placeret deres penge i skattely? Hvem står bag byggerier med ondt i arbejdsmiljøet? Det tog fagbevægelsen lang tid at finde ud af, at den italienske mafia står bag metrobyggeriet. Erhvervslivet er lukket og uigennemskueligt. Det skal vi have åbnet op for. Vi håber på, at vores nye netværk kan være et redskab til at sikre mere åbenhed – både i den politiske forvaltning og i erhvervslivet.

>> LÆS OGSÅ: Arbejdere tør ikke vidne i mafiasag

Rapport kortlægger lobbyismen

Det nye netværk går i luften med rapporten Penge og politisk indflydelse om erhvervslivets skjulte indflydelse i dansk politik.

– Det kommer bag på mig, hvor lidt viden og forskning der er herhjemme om lobbyisme, og hvordan erhvervslivet udøver deres magt, fortæller Morten Nielsen.

Rapporten samler de undersøgelser, der findes om erhvervslivets lobbyisme, svingdørsmekanismer, tænketanke og bestilt forskning i Danmark.

– Lobbyismen i Danmark i dag sker ikke kun via fysiske møder med politikerne. Den sker i høj grad via tænketanke og betalt forskning. Det kom især bag på mig, hvor lidt gennemsigtighed der er omkring, hvem der finansierer de magtfulde tænketanke, siger han.

Det politiske system har det seneste år effektivt lukket ned for adgangen til informationer og indskrænket offentlighedens adgang til eksempelvis aktindsigt.

Konsekvensen er, at offentligheden ikke har mulighed for at undersøge, hvem og hvilke interesser der har været i spil, eksempelvis forud for at en minister har udarbejdet et lovforslag.

De tre ngo'er, der har taget initiativ til netværket, håber, at andre ngo'er og fagforeninger også vil være med.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. dec. 2019 - 08:55   12. dec. 2019 - 09:47

Lobbyisme

ml@arbejderen.dk