13 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny PET-lov åbner for politisk overvågning

Masser af smuthuller

Ny PET-lov åbner for politisk overvågning

Den nye PET-kontrol, som et flertal af Folketingets partier netop nu forhandler om, vil med stor sansynlighed lovliggøre efterretningstjenestens overvågning af politisk aktive.

De politisk aktive, der blev ulovligt overvåget under den kolde krig, blev ikke hørt i PET-kommissionens rapport fra 2009. Derfor holdt de en høring, hvor de kunne fortælle deres del af historien.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Den nye lov om PET's virksomhed vil med stor sansynlighed lovliggøre efterretningstjenestens overvågning af politisk aktive.

Justitsminister Morten Bødskov lover ganske vist på ministeriets hjemmeside at skrive en erklæring om at PET ikke må registrere folk alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed ind i loven.

Men regeringen lægger samtidig op til en række undtagelser, hvor PET alligevel kan registrere politisk aktive.

- Vi får en lov, der slår fast, at PET ikke må registrere alene på baggrund at lovlig politiske aktiviteter. Men der er nogle situationer, hvor det kan være nødvendigt at registrere politiske aktiviteter - eksempelvis for at kortlægge det netværk vedkommende færdes i. Det kan eksempelvis være forud for et topmøde, hvor politiet frygter voldelige optøjer, siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen til Arbejderen.

Der er nogle situationer, hvor det kan være nødvendigt at registrere politiske aktiviteter.
Karina Lorentzen, SF 

I dag findes der ingen egentlig lov, der sætter grænser for PET's overvågning. Det tætteste borgerne kommer en forsikring mod overvågning er regeringserklæringen fra 1968, der forbyder PET at registrere lovlig politisk virksomhed.

På trods af erklæringen kunne PET-kommissionen i 2009 dokumentere, at efterretningstjenesten under den kolde krig overvågede politisk lovlig virksomhed i blandt andet fagbevægelsen og på venstrefløjen.

I kølvandet på lignende afsløringer blev det såkaldte Wendler Pedersen-udvalget nedsat for at komme med et udkast til en ny lov for PET's arbejde. Men da udvalget i februar sidste år kom med sit forslag indeholdt det kun meget brede formuleringer for, hvornår PET må registrere borgere.

Politisk overvågning fortsætter

Udvalget foreslår blandt andet, at PET skal kunne indhente "enhver oplysning, der kan have betydning for tjenestens virksomhed".

PET skal også kunne indsamle oplysninger om borgernes lovlige politiske aktiviteter for at kunne "forstå generelle, samfundsmæssige forhold" eller "tegne og vurdere et trusselsbillede" forud for eksempelvis et EU-topmøde eller andre politiske topmøder, hvor udenlandske statsoverhoveder kommer til Danmark.

Endelig skal PET kunne registrere enhver borgers politiske arbejde med henblik på at afklare, om der er tale om lovlig politisk virksomhed. Selv hvis PET finder frem til, at borgeren ikke er igang med ulovlige aktiviteter, ja så skal PET kunne fortsætte overvågningen og indhente oplysninger om borgeren - for at sikre sig, at det lovlige politiske arbejde ikke udarter sig til ulovligheder, hedder det i det foreløbige udkast fra Wendler Pedersen-udvalget, som politikerne er igang med at forhandle på plads.

Vi forspilder en historisk mulighed.

Jørgen Petersen, KP

De offentliggjorte dele af den nye PET-lov har ikke noget med om overvågning. Men S og SF's retsordførere bekræfter overfor Arbejderen, at de vil tage udgangspunkt i Wendler Pedersen-udvalget anbefalinger i det endelige lovforslag.

Forslaget vil de fremsætte sammen med Radikale, Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative.

- Nu har Wendler Pedersen-udvalget arbejdet med området i mere end 14 år, så det er helt naturligt for os at lægge os tæt op af deres anbefalinger, siger Ole Hækkerup, retsordfører for Socialdemokraterne.

De mange undtagelser til forbuddet mod at registrere lovlig politisk aktivitet skal sikre et effektivt PET, mener SF.

- Det er vigtigt, at vi fortsat har en effektiv efterretningstjeneste. Jeg har tillid til, at PET bruger sine ressourcer fornuftigt og kun kigger efter, der hvor der er noget at komme efter.

Hullet som en si

Den tillid har Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti, ikke. Han repræsenterer Kommunistisk Parti i PET-komitéen, som samler de mange organisationer og partier, der blev ulovligt overvåget af efterretningstjenesten under den kolde krig. Han fik selv en note i PET-arkiverne, blot fordi han stillede op til Folketinget for det daværende DKP/ML.

- Efter den kolde krig væltede skeletterne ud af efterretningstjenesternes skabe og afslørede at især fagligt aktive, kommunister og øvrige politisk aktive på venstrefløjen og i fredsbevægelsen systematisk blev overvåget af PET. Den nye PET-lov var en historisk mulighed for at vedtage en lovgivning, der belært af erfaringerne fastslår, at lovlig politisk virksomhed ikke må overvåges og registreres af PET. I stedet laver man et forslag, der er hullet som en si, og reelt set lovliggør politisk overvågning, siger han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jan. 2013 - 19:15   16. jan. 2013 - 19:15

PET

ml@arbejderen.dk