09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nye globale krisetegn i kapitalismens økonomier

Valutafond opdaterer prognose

Nye globale krisetegn i kapitalismens økonomier

Den økonomiske vækst er i aftagende over næsten hele kloden, skriver den internationale valutafond IMF i en opdatering af deres "World Economic Outlook". Samtidig vokser den globale gæld.

– Risikoen for en hurtig nedgang i den globale vækst er med sikkerhed øget, sagde IMF's topchef Christine Lagarde ved præsentationen af den nye prognose for verdensøkonomien.
FOTO: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

Det går – igen – ikke så godt for den globale kapitalisme. Den internationale valutafond, IMF, har opdateret sin prognose for verdensøkonomienog melder nu om nye globale krisetegn.

Bundlinjen er, at efter to års stærk vækst vokser verdensøkonomien langsommere end forventet, mens risiciene vokser.
Christine Lagarde, IMF

I EU er det især den såkaldte vækstmotor, Tyskland, der trækker væksten ned. IMF nedjusterer nu dette års vækst med en tredjedel i forhold til sidste IMF-prognose fra oktober sidste år. Dengang forventede IMF en tysk økonomisk vækst på 1,9 procent i 2019. Nu lyder buddet på kun 1,3 procent.

Det er lavere end i Storbritannien, som trods det angivelige "brexit-kaos" ikke får nedjusteret sin vækstprognose, der fastholdes på 1,6 procent for i år. Det er dog under den forudsætning, at der lander en form for brexit-aftale i løbet af 2019.

"Vær klar til opbremsning"

Nedjusteringer i IMF's vækstprognose har næsten været standard over det seneste år. Da IMF i oktober sidste år kom med sin seneste økonomiske vejrudsigt, "World Economic Outlook", lød forudsigelsen for den globale vækst i 2018-2019 på 3,7 procent. Det var et tak nedad fra april måneds forudsigelse på 0,2 procentpoint. Og med januar-opdateringen fra IMF lyder prognosen nu på en global vækst på 3,5 procent i år – endnu et fald på 0,2 procentpoint.

Det lyder måske ikke af meget, men ifølge IMF er der stor risiko for, at der venter nye nedjusteringer i horisonten.

– Bundlinjen er, at efter to års stærk vækst vokser verdensøkonomien langsommere end forventet, mens risiciene vokser, sagde IMF's øverste chef, Christine Lagarde, ved præsentationen af de nye tal på "verdensleder-topmødet" i Davos, Schweiz.

Hun mener dog ikke, at en ny økonomisk krise lurer lige om hjørnet.

– Men risikoen for en hurtig nedgang i den globale vækst er med sikkerhed øget. Læg dertil geopolitiske bekymringer og skuffende langsigtede vækstudsigter, så har du et billede af økonomien med en klar besked: Tag vare på nuværende svagheder og vær klar, hvis en alvorlig opbremsning viser sig, advarer IMF-chefen.

Januar-justeringen fra IMF ændrer ikke på valutafondens forudsigelser for USA's økonomi fra oktober sidste år. De var til gengæld heller ikke opmuntrende, med et fald fra 2,9 procent i 2018 til 2,5 procent i 2019 og et yderligere fald til 1,8 procent i 2020.

En global tendens

IMF's nedjusteringer af væksten gælder for næsten hele kloden, forklarer IMF's cheføkonom. Nu forudser IMF, at væksten i de udviklede markedsøkonomier falder fra 2,3 procent i 2018 til 2 procent i 2019 og 1,7 procent i 2020.

Også den økonomiske vækst i de fremspirende markedsøkonomier og i udviklingslandene ser ud til at aftage mere i år end IMF antog i oktober-prognosen. Kinas vækst vil fortsat falde, selv om verdens næststørste økonomi undgår en yderligere nedjustering. Til gengæld ser Indien ud til at øge væksten i de næste par år.

Blandt de lande, som IMF kalder "fremspirende markedsøkonomier", er det er især Østeuropa og Balkanlandene samt Tyrkiet, der får en kraftig pil nedad i IMF's nye prognose: Forventningerne for 2019 er skåret ned fra to procents vækst i oktober-prognosen til nu kun 0,7 procent. Til sammenligning var sidste års vækst på anslået 3,8 procent.

Den faldende vækst ses især i industriproduktionen. Og det gælder især produktionen af produktionsmidler, altså maskineri til at producere varer eller tjenesteydelser, understreger IMF.

"Den reelle underliggende bevægelse kan være endnu svagere end tallene antyder, da hovedtallene kan være løftet af forudgående import forud for toldstigningerne," skriver IMF med henvisning til USA's og Kinas handelskrig

Den aftagende vækst i produktionen kan også ses af faldende priser på olie og metaller.

Stigende gæld

Andre tal fra analysefirmaet MSCI viser, at den nedadgående tendens i væksten også afspejles på de globale aktiemarkeder, hvor kurserne taber pusten på grund af faldende afkast på aktierne. Det kan starte en lavine, vurderer IMF:

"En række udslagsgivende begivenheder i nøgleøkonomier kan føre til en bredere undergravning af investor-tilliden og dermed pludselig prisfald på aktiekapitalen i en situation med stigende gældsbyrder," advarer IMF.

Ud over den truende handelskrig mellem USA og Kina peger IMF her på, at en "hård brexit" og et større økonomisk opbremsning end forventet i Kina kan være udløsende faktorer sammen med den stigende offentlige og private gæld.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2019 - 08:51   04. feb. 2019 - 09:55

Økonomi

he@arbejderen.dk
WEO-rapport
  • World Economic Outlook er en rapport, som den internationale valutafond IMF sædvanligvis offentliggør to gange om året, forår og efterår.

  • WEO-rapporten præsenterer IMF-stabens analyser af den globale økonomiske udvikling på nært og mellemlang sigt, fordelt på udviklede industrilande, udviklingslande og lande med "fremspirende" markedsøkonomi.

  • Den behandler dertil emner af aktuel interesse. Med rapporten følger omfattende statistisk materiale.

  • Hvis forudsætningerne for den seneste rapport ændrer sig i væsentlig grad, plejer IMF af offentliggøre en opdatering på de relevante områder.

  • WEO-rapporterne kan findes på hjemmesiden, www.imf.org.