09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nyt liv til kvindekampen

8. marts 2015

Nyt liv til kvindekampen

Nordisk Forum samlede sidste år 20.000 deltagere til den største ligestillingspolitiske begivenhed i 20 år. Det har ført til en opblomstring i kvindebevægelsen i både Danmark og de andre nordiske lande.

Nordisk Forum 2014 samlede 20.000 deltagere og var den største ligestillingspolitiske begivenhed i Norden i 20 år.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Den 20. marts inviterer Kvinderådet til en åben debat om, hvordan vi kan styrke kvindebevægelsen i Danmark. Indtil videre har 150 tilmeldt sig arrangementet. 

- Det vælter ind med kvinder, der har lyst til at være med til at diskutere og lave noget, fortæller Randi Theil fra Kvinderådet. 

Hun håber, at mødet vil kunne føre til nye kvindepolitiske netværk.

Flere er blevet inddraget i den kvindepolitiske debat. 
Randi Theil, Kvinderådet

Opblomstringen af den danske kvindebevægelse sker efter en årrække med stilstand. Den nye udvikling er i høj grad en konsekvens af den store kvindekonference, Nordisk Forum, som i juni sidste år blev afholdt i Malmø på initiativ af de nordiske kvindebevægelser.

Nordisk Forum samlede omkring 20.000 deltagere og er den største ligestillingspolitiske begivenhed i Norden i 20 år.

- Det har betydet en energiindsprøjtning til kvindebevægelsen, og at flere er blevet inddraget i den kvindepolitiske debat. Mange er skuffede over, at der ikke er sket mere på ligestillingsområdet i den her regerings levetid. Nu har de fået blod på tanden til selv at gøre noget, siger Randi Theil. 

Flere initiativer

På mødet den 20. marts skal deltagerne diskutere, hvad de vigtigste spørgsmål er for kvindekampen i dag, og hvordan ligestillingspolitik kan blive en del af den kommende valgkamp. 

Kvinderådet er ikke alene om at tage initiativer. Fire dage før rådets arrangement er der stiftende møde i en ny feministisk bevægelse, der vil skabe forandring gennem dialog og aktivisme.

"For os er feminisme en kamp mod kønsmagtsstrukturer, og det er en kamp med et mangfoldighedsperspektiv. Det er en kamp, som også handler om feministiske perspektiver på anti-racisme, klimapolitik og økonomisk politik. Vores feminisme er for alle, der vil skabe et mere retfærdigt samfund og styrke solidariteten", hedder det i indkaldelsen til det stiftende møde, som er indkaldt af to enkeltpersoner og foregår hos HK-Hovedstaden.

Initiativtagerne til den nye feministiske bevægelse er også med på Kvinderådets møde. Randi Theil understreger, at der ikke er tale om konkurrerende bevægelser, der er plads til mange forskellige måder at organisere sig på. 

Også på de sociale medierne er der en øget fokus på kvindekamp og feminisme blandt andet gennem initiativer som "The everyday sexism projekt", hvor kvinder fortæller om episoder med sexisme.

63 konkrete krav

På Nordisk Forum blev der vedtaget et sludokument med 63 konkrete krav på ligestillingsområdet. 

- Det er et vigtigt arbejdsredskab, som kan bruges konkret af kvindebevægelsen i de forskellige nordiske lande, mener Randi Theil. 

Hun fortæller, at Kvinderådet få dage efter Nordisk Forum havde et møde med ligestillingsministeren om trafficking. Her foreslog de med inspiration fra slutdokumetet, at Danmark får en national rapportør om menneskehandel, som arbejder tæt sammen med civilsamfundet.

- Det blev det jo ikke lige gennemført af, men eksemplet viser, hvordan slutdokumentet kan give konkrete ideer til vores arbejde, forklarer Randi Theil. 

Kvinderådet har nu oversat slutdokumentet til dansk og lavet en pjece med det, som ligger klar til mødet den 20. marts.

Det er ikke kun i Danmark, at Nordisk Forum har givet ny energi til kvindekampen. Det samme er tilfældet i de øvrige nordiske lande. Deltagerne i styregruppen bag Nordisk Forum har dannet Feministisk Netværk Norden, for at fortsætte det positive samarbejde mellem de nordiske kvindebevægelser. 

Et helt konkret eksempel på det styrkede samarbejde er et projekt, hvor kvindebevægelsen i Danmark, Sverige og Island i fælleskab laver undervisningsmaterialer om kvinderettigheder beregnet til gymnasieelever. Gymnasielærere er inviteret med i arbejdsgrupperne i de tre lande for at sikre materialer, som er brugbare i undervisningen. 

Danske kvinder til FN-møde

Feministisk Netværk Norden er også med, når FN's kvindekommission holder sin årlige samling i New York fra den 9. - 20. marts i år. Det er 20-året for FN's fjerde verdenskvindekonference i Beijing. En begivenhed som havde stor betydning i den globale kamp for kvinders rettigheder.

På Kvindekommissionens samling vil de nordiske kvindebevægelser ved en sideevent i FN-bygningen præsentere erfaringerne fra ligestillingskampen i Norden og fortælle om de udfordringer, de nordiske kvinder står overfor. 

FN-mødet skal blandt andet diskutere, hvordan krav om kvinders rettigheder kan få en central placering, når FN om kort tid skal opstille de mål for udvikling og bekæmpelse af fattigdom, som skal opfølge de såkaldte 2015-mål. 

Der er en stor tilstrømning af ngo-deltagere fra hele verden til New York. Fra Kvinderådet deltager de to næstforkvinder Nanna Højlund og Mette Kindberg.

For første gang har det danske udenrigsministerium afvist at give et økonomisk tilskud til danske ngo'ers deltagelse på FN-mødet. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. mar. 2015 - 01:03   08. mar. 2015 - 07:22

Ligestilling

ur@arbejderen.dk
Nordisk Forum
  • Nordisk Forum 2014, med undertitlen "New Action on Women’s Rights", var en stor kvindepolitisk komference, som blev afholdt i Malmø fra 12. til 15. juni 2014. Arrangører var de nordiske kvindebevægelser. 
  • Fra Danmark deltog Kvinderådet i forberedelsesarbejdet. Rådet arbejder for ligestilling og er paraplyorganisation for 43 medlemsorganisationer.
  • Nordisk Forum samlede i alt omkring 20.000 deltagere til debatter, workshops, demonstrationer, happenings, kulturarrangementer og meget andet. 
  • Der blev vedtaget et slutdokument med 63 konkrete krav. Blandt dem er, at budgetter for stat, kommuner og amter skal indtænke ligestillingsperspektiver, regeringer skal arbejde for at mindske lønforskelle mellem mænd og kvinder, og at udvisning af kvinder, der har været udsat for vold, skal stoppes.