For første gang i ti år får Danmark nu et officielt forskningscenter for freds- og konfliktløsning.

Manden der skal stå i spidsen for centret er Ole Wæver, professor i international politik på Københavns Universitet.

Regeringen har sat 15,5 millioner kroner af på finansloven til at forske i fredelige løsninger af verdens konflikter. Det nye center får navnet Forskningscenter for løsning af internationale konflikter (CRIC). Målet er at samle en række danske fredsforskere og samarbejde med fredsforskningsmiljøer i udlandet.

Fredsforskning har en årrække været forsømt i Danmark, og så er det let at gribe den militære hammer. 

Der er nok at tage fat på, når fredsforskerne fra det nye center trækker i arbejdstøjet den 1. august.

- I Syrien raser en blodig borgerkrig og efterdønningerne fra den militære "løsning" i Libyen har forplantet sig som krig i Mali, fortæller Ole Wæver til Arbejderen.

Fredsforskning er ikke et nyt område for Ole Wæver, der var forsker hos freds- og konfliktforskningscentret COPRI, som blev nedlagt af Fogh-regeringen.

Tiltrængt forskning

Han mener, at det er tiltrængt, at Danmark igen begynder at forske i freds- og konfliktløsning.

- Fredsforskning har en årrække været forsømt i Danmark, og så er det let at gribe den militære hammer. Konsekvensen er, at når en konflikt er under opsejling, har politikerne ingen fredseksperter at trække på, når de skal beslutte, hvordan Danmark skal agere, forklarer Ole Wæver.

Ole Wæver har to visioner for den kommende fredsforskning:

- Når en konflikt er under opsejling, begynder medierne at fortælle om risikoen for civile ofre og overgreb fra statens side. Der opstår et pres om, at "vi må gøre noget" - og dette "noget" bliver typisk: At gribe til militære midler.

Det er denne fase i en konflikt, som Ole Wæver finder interessant: 

- Det ville være værdifuldt, hvis vi kunne tage konflikterne i opløbet, før voldsspiralen starter. Vi er flittige deltagere, når konflikten er blevet militær, men i den fase, hvor konflikten er ved at få fat, er vi ikke gode nok til at gribe ind ikke-militært, før volden eskalerer.

Beslutningstagere, medier og eksperter skal blive bedre til at analysere hvad der gør, at en konflikt udvikler sig voldeligt:

- Det kræver et godt kendskab til den konkrete konflikt. Hidtil har vi været handlingslammede. Vi stiller de forkerte spørgsmål: Skal vi vælge den militære vej, eller skal vi bare vaske hænder. Hvis ikke vi forstår det konkrete oprør i den konkrete situation, handler vi i blinde, siger han.

Når Danmark eksempelvis anerkender oprørerne i en konflikt og samtidig boykotter styret, kan det blive en del af en optrapning. Vi bliver set som part i konflikten, og så forstærker vi den forkerte dynamik, mener Ole Wæver:

- Hvis ikke vi får en forståelse for og en debat om drivkræfterne i en konflikt, bliver vores valg afgjort som løsrevne hjørner af konflikten, og vi kommer til at stille de forkerte spørgsmål, advarer fredsforskeren.

Vil forstå konfliktens mekanismer

Som eksempel nævner Ole Wæver konflikterne i Syrien og Libyen, hvor vi fik en debat, som begrænsede sig til spørgsmål som "skal vi anerkende eller ikke anerkende oprørerne?" og "Skal vi sanktionere styret i de to lande?"

- Der manglede en forståelse for drivkrafterne og mekanismerne bag konflikterne. Der manglede et forskningscenter, der kunne komme med nogle ikke-militære bud på, hvordan konflikten kunne løses, før den løb løbsk, mener han.

Men centrets ambitioner rækker længere end at komme med løsningsforslag til konflikter, der er ved at udvikle sig: Fredsforskerne vil også komme med bud på, hvordan langvarige konflikter kan løses.

Når man ser på statistikkerne over konflikter i verden, er der mange gengangere - eksempelvis Somalia og Israel/Palæstina.

- Hvis vi kan få gjort noget ved de konflikter, der går igen og igen, er vi nået langt i arbejdet for en fredeligere verden, siger Ole Wæver.