22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Omkring 3000 deltog i folkelig protest på Amager Fælled

Bred modstand

Omkring 3000 deltog i folkelig protest på Amager Fælled

Efter en uge fuld af frustration og vrede blev sammenholdet og håbet styrket, da omkring 3000 mennesker demonstrerede på Amager Fælled torsdag eftermiddag.

FOTO: Klaus-Henrik Andreasen
1 af 1

Solen skinner fra en blå skyfri himmel. Vejret kunne ikke være smukkere til dagens demonstration mod byggeriet på Amager Fælled.

Vores protester stopper ikke her. Vi er kun lige begyndt. I næste uge samles vi endnu engang.
Steffen Rasmussen, Amager Fælleds Venner

Det er torsdag den 4. marts, klokken nærmer sig 16, og fra alle retninger bevæger mennesker i en lind strøm sig hen imod Bjerget på Amager Fælled – den lidt ironiske betegnelse for den største af de kunstige bakker, der er på det ellers totalt flade område.

Folk kommer cyklende og gående. Her er børnefamilier, unge, midaldrende og gamle. En ældre kvinde kommer sågar gående med rollator. Mange har også taget hunde med.

Vi bliver budt velkommen af en gruppe musikere, der har taget opstilling på Bjerget og spiller blandt andet kendingsmelodien "Jeg ved en lærkerede".

Politiet er talstærkt til stede både på Bjerget og inde på det nu indhegnede byggeområde.

Det er Amager Fælleds Venner, der sammen med de lokale afdelinger af Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening har inviteret til demonstration i protest mod de byggeforberedelser, der gik i gang på Lærkesletten i sidste uge.

Lærkereddere

Ved foden af Bjerget er der uddeling af skilte med teksten: "Er du lærkeredder?" Dagens demonstration er til støtte for de lærker, der lige nu jages væk fra byggeområdet af fugleskræmsler og ansatte mænd med hunde. Foreningens Amager Fælleds Venner mener, at jagten på lærkerne er i strid med jagtloven, og har anmeldt bygherrerne og entreprenørfirmaet til politiet, der indtil videre ikke har gjort noget ved sagen.

Klaus-Henrik Andreasen

Flere kommer kørende på ladcykler, som er pakket med store bogstaver, der bliver læsset af ved foden af Bjerget. Aktivister står parat til at snuppe hver sit bogstav, og lynhurtigt har de dannet ordene "Bevar Amager Fælled".

Steffen Rasmussen, formand for Amager Fælleds Venner, byder velkommen.

– Det er dejligt, at så mange er mødt frem i dag. Det er vigtigt, at vi viser, at vi er mange, der er imod det her. Kun ved at være mange kan vi råbe politikerne op. Amager Fælleds Venner forfølger også den juridiske vej med klager og politianmeldelser. Det er vigtigt, at vi spiller på alle tangenter, siger han i megafon til de mange demonstranter, der med behørig coronaafstand har spredt dig ud over et stort område neden for og oppe på Bjerget.

Klaus-Henrik Andreasen

På pladsen går flere rundt og samler underskrifter for kravet om at få en folkeafstemning om byggerierne på både Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen. 

Andre aktivister sælger badges med teksten: "Jeg er lærkeredder".

Tak til værdige aktivister

Nikolaj Noel Christensen fra Dansk Ornitologisk Forening København overtager megafonen. Han fortæller om nogle af de mange fugle, der lever på Lærkesletten, som efter planen nu skal bebygges. Her er sanglærker, nattergale, skovhorneugler og mange andre fugle. 

– Hvad er en by uden plads til natur og vingeslag af vilde fugle, spørger han og får prompte svaret: "Det er ingen by".

Sidste taler er Knud Erik Hansen, formand for Danmarks Naturfredningsforening København. Han starter med at komme med et hip til alle de politikere, journalister og andre, der i den sidste tid har haft travlt med at fremhæve Lærkesletten som en tidligere losseplads uden nogen særlig naturværdi.

Klaus-Henrik Andreasen

– Lærkesletten er ikke klassisk skønhed med store bøgetræer og den slags. Men der er liv her. Hvis man åbner øjnene, oplever man en ny form for skønhed, siger han til klapsalver fra de mange fremmødte.

– Det har været nogle svære dage i den sidste uge, hvor vi har måttet se på, at naturen er blevet maltrakteret. Nogle har i protest sat sig foran maskinerne, andre har spillet musik eller stået med skilte. De har gjort det rigtig flot med besindighed og uden vold. De har vist, at det er os, der er de værdige, selvom det er en uværdig måde, naturen bliver behandlet på. Skal vi ikke påskønne protesterne med en rungende klapsalve, tilføjer Knud Erik Hansen.

Klaus-Henrik Andreasen

Han bliver afbrudt af en massiv og meget langvarig klapsalve. 

Flere mennesker er stødt til demonstrationen. Arrangørerne vurderer, at der nu er omkring 3000 forsamlet.

Protester fortsætter

En af demonstranterne får ordet. Han fremviser en socialdemokratisk valgplakat fra sidste kommunalvalg, hvor partiet lover mere vild natur. Der bliver buhet højt af det budskab. 

– Vores protester stopper ikke her. Vi er kun lige begyndt. I næste uge samles vi endnu engang, siger Steffen Rasmussen fra Amager Fælleds Venner, inden han sender alle demonstranterne ud på en tur omkring hele det planlagte byggeområde, der nu er indhegnet.

Musik på Bjerget af Kim Jezus og venner.
Allan Kjær

Musikken spiller, og der bliver sunget og råbt "Sæt Lærkesletten fri", mens de mange demonstranter stille og roligt bevæger sig afsted i én lang menneskekæde.

Én bærer et skilt med et meget enkelt og tydeligt budskab. AFSKY, står der.

Demonstrant fra Nørrebro

Mange af demonstranterne kommer fra Amager, men en del bor længere væk. Rasmus Birk Pedersen kommer fra Nørrebro, men arbejder på Amager og er tit på Fælleden.

– Jeg er med i dag, fordi jeg er meget glad for naturen og synes, det er vigtigt at værne om biodiversiteten. Vi bør bevare den natur, der er i Danmark. Jeg er glad for, at så mange er mødt op. Jeg håber, at der kommer gang i demonstrationerne, så det ikke stopper her, siger Rasmus Birk Pedersen.

Klaus-Henrik Andreasen

– Ind imellem kan man godt føle, at det er håbløst, og kan have svært ved at se, hvad man kan gøre som enkeltperson. Men det giver håb, når vi er så mange mennesker sammen, tilføjer han. 

Vi bevæger os forbi klagehegnet, hvor voksne og børn har hængt bannere, plakater og tegninger op i protest mod byggeriet.

"Vi er naturens stemme", står der på et banner.

Inde på byggeområdet er der lagt store jernplader, ryddet krat og gjort andre forberedelser til byggeriet af en helt ny bydel her på Amager Fælled.

Planen er at bygge 2000 boliger med plads til omkring 5000 mennesker. Det svarer til indbyggertallet i en by som Nykøbing Sjælland. Der skal også være en fem-sporet skole, butikker, daginstitution, plejehjem, parkeringspladser med mere.

Lilly kommer på Fælleden hver dag

– De siger, at det kun er en lille del af Amager Fælled, de vil bygge på, men det kommer jo til at indvirke på hele området, at der kommer så mange mennesker, siger Lilly Pedersen, der også er med til demonstrationen.

Hun bor på Amager og går tur på Fælleden hver dag, når vejret er til det.

– Det er et helt fantastisk sted. Når man bor i en lille lejlighed, er det alletiders at kunne gå tur her, især i disse coronatider. Jeg nyder meget at kunne følge årets gang i naturen.

Demonstranterne går i optog rundt om hele det store byggeområde, der nu er indhegnet.
Klaus-Henrik Andreasen

Et andet sted i demonstrationen går Stella Andersen. Hun har en voldsom oplevelse, da hun går på cykelstien mellem Vejlands Allé og vandrerhjemmet. Et rådyr kommer løbende op fra krattet og vil ind på Fælleden. Det har stor fart på og støder ind i det hegn, der er sat rundt om hele byggeområdet.

"Rådyret ville væk fra trafikken og menneskerne og kom med høj fart. Da den røg direkte ind i hegnet faldt den ned i knæ og skyndte sig tilbage i krattet og løb ned langs Vejlands Allé, inde i krattet. Meget forvirret", skriver Stella Andersen på Facebook.

Lærkesletten har været tilholdssted for en del rådyr, som besøgende på Fælleden har haft stor glæde af at opleve.

Der er også ugler, som har fundet deres føde på Lærkesletten. En af demonstranterne har lavet en fantastisk uglefigur, der klagende bevæger sig rundt i demonstrationen.

Vi er nu ved at være tilbage ved Bjerget, og demonstrationen er ved at ebbe ud. Mange er allerede taget hjem. På Bjerget sidder en lille gruppe unge og trommer, mens andre står i spredte grupper og snakker.

– En fantastisk flot demonstration, erklærer en mand i forbifarten.

Solen er ved at gå ned, og tusmørket sænker sig. På vej ud fra Fælleden flyver en stor flok skræppende gæs hen over hovedet på os.

I næste uge fortsætter protesterne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. mar. 2021 - 11:04   16. mar. 2021 - 15:18

Natur

ur@arbejderen.dk
Byggeplaner på Amager Fælled og Stejlepladsen
  • I 1990'erne beslutter de københavnske politikere, at der skal bygges på Strandengen på Amager Fælled. Men beslutningen ligger i dvale frem til 2016, hvor kommunen vil realisere planerne fra 1990'erne. De vil bygge på den 5-6000 år gamle Strandeng, der som et af de få områder i Danmark aldrig har været opdyrket. Området har en unik biodiversitet. Salget af byggegrunden skal finansiere en del af kommunens gæld til Metroselskabet.
  • Der rejser sig en stor protestbevægelse mod byggeplanerne. Amager Fælleds Venner dannes og sætter sig i spidsen for modstanden, som også Danmarks Naturfredningsforening København er meget aktiv i. Der bliver gennemført et væld af folkeringe, demonstrationer og andre protester.
  • Op til kommunevalget i 2017 går fire partier – Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF – til valg på, at der slet ikke vil blive bygget på Amager Fælled, hvis de får flertal efter valget.
  • Godt to måneder før kommunevalget giver den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen efter for presset og meddeler, at der alligevel ikke vil blive bygget på Strandengen på Amager Fælled.
  • Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF får ikke flertal ved valget i 2017. Frank Jensen fastholder, at der skal sælges byggegrunde, der kan finansiere en del af metrogælden. I september 2018 stiller overborgmesteren som betingelse for at være med i budgetforliget for 2019, at partierne accepterer, at der nu skal bygges på tre grønne områder: Lærkesletten på Amager Fælled, Stejlepladsen i Sydhavnen og Selinevej. Med i budgetaftalen er Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
  • Alle tre områder er fredede, men fredningerne bliver helt usædvanligt ophævet af et flertal i Folketinget ved lov i marts 2019 – uden om Fredningsnævnet.
  • Der har siden været massive protester mod byggeplanerne og affredningerne. Der har været underskriftsindsamlinger, demonstrationer, aktioner, klager, rekordmange kritiske høringssvar og meget andet. 
  • Trods protesterne vælger et flertal i Borgerrepræsentationen den 4. februar 2021 at godkende de lokalplaner, der åbner for byggerierne. For byggeplanerne stemmer Socialdemokratiet, SF, Radikale, Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti samt de to løsgængere Kasandra Behrndt-Eriksen og Kåre Traberg Smidt.
  • Den 24. februar 2021 går byggeforberedelserne i gang på Lærkesletten på Amager Fælled, men protesterne fortsætter.