Beboerlisten i Randers, Den Sociale Fællesliste i Rebild og Tværsocialistisk Liste i Svendborg er blot nogle af de progressive lister, der har kæmpet om vælgernes stemmer op til det nu overståede valg. En kamp, der bliver stadig vanskeligere i takt med de store partiers indtog i lokalpolitik, lyder det fra valgforskerne Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet og Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet.
Vi har helt sikkert afgivet stemmer til Enhedslisten, der denne gang valgte at stille op selv. Alternativet har også trukket stemmer.
Jens Laursen, Beboerlisten
En opgørelse viser, at der på landsplan var 22 færre lokale lister på stemmesedlerne i tirsdags end ved valget i 2013. Samtidig falder andelen af kandidater fra lokallister i landets byråd. Fra 1970 til 2013 er andelen af valgte kandidater fra lokallister i byrådene faldet fra 17,1 procent til 4,3 procent. Andelen for tirsdagens valg er endnu ikke gjort op.
En af de lister, der trodser udviklingen, er Den Sociale Fællesliste i Rebild Kommune. Med 3F-formanden Allan Busk i spidsen har listen fået næsten 700 flere stemmer end i 2013, hvor listen stillede op for første gang. Den Sociale Fællesliste sikrer sig dermed et ekstra mandat og er med fire mandater det tredjestørste parti i byrådet, næstefter Venstre, der fik otte mandater og Socialdemokratiet, der fik fem.
Tæt på borgmesterkæden
– Valget er vundet klokkeklart. 1776 personlige stemmer og et ekstra mandat til Den Sociale Fællesliste. Takker for hver eneste af dem, lød det fra Allan Busk, da resultatet for kommunen var talt op.
Med det flotte resultat var der på et tidspunkt mulighed for, at nordjyden kunne trække borgmesterkæden ned over hovedet. Et kaotisk forløb med forhandlinger på kryds og tværs endte imidlertid med, at Dansk Folkeparti valgte at støtte den nuværende radikale borgmester Leon Sebbelin sammen med Socialdemokratiet, De Radikale og De Konservative. Borgmesterens parti fastholdt sine tre mandater.
>>LÆS OGSÅ: "Vi samler ikke på titler men indflydelse"
Helt anderledes gik det for Beboerlisten i Randers, der ser ud til at være ramt af det problem, de to valgforskere påpeger: De landdækkende partiers indtog i lokalpolitik.
– Nu fik vi et ekstraordinært godt valg for fire år siden og havde derfor forventet måske at miste en enkelt plads, men to det kom bag på os, indrømmer Jens Laursen, der ryger ud af byrådet på den konto.
Beboerlisten har siddet i byrådet siden 1994, men denne gang havde de godt 77.000 stemmeberettigede hele 18 forskellige partier og lister at vælge mellem.
Stemmer til Folketingspartier
– Vi beholder et enkelt mandat og har helt sikkert afgivet stemmer til Enhedslisten, der støttede os sidst, men denne gang valgte at stille op selv og har fået et mandat. Alternativet stillede op for første gang og har også trukket stemmer. SF er gået frem, og både Velfærdslisten og Sociallisten har fået stemmer, forklarer midtjyden til Arbejderen.
>>LÆS OGSÅ: Jens vil fortsætte som vagthund i byrådet
Jens Laursen kunne en kort overgang glæde sig over, at det lykkedes at komme af med Venstre-borgmesteren Claus Omann. Han afløses af socialdemokraten Torben Hansen. Men glæden blev kort.
– På trods af et rødt flertal, så valgte Torben Hansen at lave aftale med Venstre og Dansk Folkeparti. Så vi har fået ny borgmester, men vi får ikke et systemskifte, mener Jens Laursen.
Mens Beboerlisten og Den Sociale Fællesliste i Rebild stadig vil være at finde i de nye byråd, der sætter sig sammen i 2018, så rakte 880 stemmer til de fynske socialister heller ikke denne gang til et mandat. Tværsocialistisk Liste i Svendborg fik godt 300 færre stemmer end ved valget i 2013.
I København forsøgte Christiania-Listen at komme ind i Borgerrepræsentationen, men 875 stemmer rakte ikke. Vælgerne i Hovedstaden havde hele 26 forskellige lister og partier at vælge imellem. Ingen af listerne opnåede stemmer nok til et mandat.
Som eksempel på en kommune, hvor der er blevet færre lokallister kan nævnes Hillerød. I mange år har Fælleslisten stået på stemmesedlerne, men i år valgte listen i stedet at stille op for Enhedslisten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278