Endelig er dagen kommet. Den 12. maj, som tusindvis af fagligt aktive over hele landet har forberedt sig på i månedsvis. I dag skal der demonstreres i 74 af landets 98 kommuner mod regeringens nedskæringskrav.
Det er initiativet Velfærdsalliancen, der står bag de mange protester.
Mindst 20.000 mennesker har deltaget i de 74 demonstrationer.
Klokken er 16. På Nørrebro Runddel i København har mange hundrede pædagoger, medhjælpere, forældre og børn samlet sig.
Tillidsfolkene på bydelens daginstitutioner har arrangeret en fordemonstration ind til Københavns Rådhusplads, hvor den store demonstration starter klokken 17.
Her er tæt fyldt op af klapvogne, barnevogne, ladcykler og almindelige cykler med børn på bagsædet.
Maibritt Sandau er mødt op sammen med sin datter Marie på tre år.
– Jeg er med for at støtte op om, at der ikke skal være flere nedskæringer på børneområdet. De ansatte gør det godt, men de har alt for travlt, forklarer Maibritt Sandau.
Fløjter og kampråb
Demonstranterne begiver sig igennem den stærkt trafikerede by med larmende fløjter og taktfaste kampråd: Stop, stop, nu det nok. Undervejs støder flere grupper til og antallet kommer op omkring 500.
Demonstrationen går over Dronning Louises Bro. Her hænger dukker i lygtepælene i protest mod nedskæringer på børneområdet. Det er Københavns Forældreorganisation, der står bag den happening.
Mens demonstrationen bevæger sig gennem København er omkring 130 mennesker samlet til protest i Nykøbing Falster. Borgmester John Brædder fra listen Nyt Guldborgsund holder tale og retter en skarp kritik af regeringens omprioriteringsbidrag, der betegnes som tyveri ved højlys dag.
Tilbage i hovedstaden drejer demonstrationen nu ind på Rådhuspladsen. Her er godt fyldt op. Her er fagforeningsfaner og bannere, FOA-folk med masser af røde hænder, medlemmer af BUPL med balloner, Københavns Lærerforenings grønne flag, HK-skilte og meget mere.
Det er en kæmpe sejr, at vi har fået skabt Velfærdsalliancen som en landsdækkende bevægelse mod besparelser på velfærden, understreger Mari Ann Petersen, formand for FOA SOSU i sin tale.
– Kommunernes Landsforening skal stå fast i forhandlingerne med regeringen: Ingen økonomiaftale uden at omprioriteringsbidraget er afskaffet. Men vores mål er mere end det. Vi kræver en genopretning af velfærden, siger Mari Ann Petersen til klapsalver fra de omkring 4700 deltagere i demonstrationen.
Kravet fra Velfærdsalliancen er afskaffelse af omprioriteringsbidraget, der betyder, at kommunerne hvert år til og med 2019 skal spare en procent på deres budgetter. Samlet set svarer det til over syv milliarder kroner.
– Vi kan ikke klare flere nedskæringer. Vi knokler og knokler. Skal vi klare mere, går vi ned med stress. Der kommer flere og flere børnefamilier til København, men vi skal hele tiden spare, siger en af demonstranterne, Inge Kruse til Arbejderen. Hun er ansat som HK'er i Forældrebetalingen i Københavns Kommune.
I Børne- og Ungdomsforvaltningen i København er der bebudet nedskæringer på en milliard kroner de næste tre år.
Borgerlige politikere er med
På samme tid, som der demonstreres i København, er der demonstrationer rundt omkring i de fleste andre af landets kommuner.
I Aarhus er borgmester Jacob Bundsgaard (S) gået på talerstolen. Han ser omprioriteringsbidraget som et angreb på det kommunale selvstyre og finder det dybt problematisk, at kommunerne skal spare så mange penge.
Metalformand Finn Andersen får også ordet. Han understreger, at kampen for velfærd er et anliggende for hele fagbevægelsen, ikke kun de offentligt ansatte.
Mellem 2000 og 2500 er mødt frem på Rådhuspladsen i Aarhus.
I Grindsted er forsamlingen langt mindre. Her står 100 foran rådhuset, men det er mange i forhold til byens størrelse. Der har ikke været en demonstration i byen i mange år, og arrangørerne havde håbet på 50 deltagere, så de er glædeligt overraskede.
Kim Gosvig Hansen, medlem af byrådet for Konservative, er blandt talerne. Han kritiserer regeringen for ikke at tage hensyn til almindelige mennesker. Også mange andre steder i landet står borgerlige politikere på talerstolen med en kritik af Lars Løkkes omprioriteringsbidrag.
For eksempel er Venstreborgmester i Syddjurs Kommune Claus Wistoft blandt talerne på demonstrationen i Rønde og i Helsingør taler den konservative borgmester Benedicte Kiær mod omprioriteringsbidraget.
Men det er lokalpolitikere fra rød blok, der er mest markant tilstede på demonstrationerne rundt omkring i landet.
Sejt drengeband
Tilbage i København er fem seje gutter fra 6. klasse på Oehlenschlægergades Skole gået på scenen. Golden Boys kalder de deres band. Deres sange har masser af holdning og vender sig imod ulighed, krig, mobning og for lidt indflydelse til børnene.
Deres kontante tekster vækker vild jubel, og de får ikke lov til at gå ned fra scenen, før de har givet et ekstranummer.
Julie Kyndesgaard, formand for Københavns Forældreorganisation, har den utaknemmelige opgave at skulle holde holde tale lige efter det populære band.
– År efter år er der blevet færre og færre penge til den nære velfærd. Med omprioriteringsbidraget er kursen sat mod katastrofe. De sidste 10 år er der blevet fire børn mere per voksen i de danske børnehaver, siger KFO-formanden. Hun understreger, at Danmark er et land fuldt af ressourcer, og at der er rigeligt råd til velfærd.
Velfærd i stedet for kampfly
Det samme synspunkt går igen i mange af dagens taler. Flere kommer ind på det forestående køb af kampfly og planerne om skattelettelser. Tilråbene fra pladsen lader ikke nogen tvivl tilbage om, at forsamlingen mener, at de penge i stedet skal bruges på velfærd.
Samtidig er Erik Frost fra Danske Handicaporganisationer gået på talerstolen ved demonstrationen i Odense. Han er selv blind og skærer ud i pap, hvilke konsekvenser de konstante nedskæringer har for mennesker med handicap.
Han er kun en af de i alt syv talere i Odense. Og de omkring 400 deltagere lytter koncentreret, til sidste ord er sagt.
Vi har en flertalssag og en folkesag. Vi skal skabe en bevægelse for velfærd.
Jan Hoby, Velfærdsalliancen
I landets østligste kommune, Bornholm, er der også gang i demonstrationen. Her er 250 mødt op foran rådhuset i Rønne. Blandt talerne er Morten Riis, medlem af byrådet for Enhedslisten.
– Omprioriteringsbidraget vil betyde, at der hver år skal fyres 36 medarbejdere i kommunen, siger han.
Enhedslistens byrådsmedlemmer er aktive i demonstrationer over hele landet.
Tilbage i København er talsmand for Velfærdsalliancen Jan Hoby gået på talerstolen. Han understreger, at målinger viser, at kun 14 procent af danskerne støtter omprioriteringsbidraget.
– Vi skal have de øvrige 86 procent til at gå på gaden sammen med os. Vi har en flertalssag og en folkesag. Vi skal skabe en bevægelse for velfærd. Alt for længe har vi dukket nakken, det vil vi ikke længere, erklærer han og høster massive klapsalver.
Velfærdsalliancen bebuder fortsat kamp mod omprioriteringsbidraget. Dagens demonstrationer var blot et startskud.
Foreløbige optællinger viser, at mindst 20.000 mennesker har deltaget i de 74 demonstrationer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278