For mange hjemløse er deres hund den primære kontakt til et andet levende væsen. Det er den bedste ven, en arbejdskammerat og en beskytter.
Når hjemløseavisen Hus Forbi i år for syvende gang sælger en hjemløsekalender, er den fyldt med fotos af hjemløse fra alle egne af landet sammen med deres hunde.
Det har været et stort ønske fra mange af Hus Forbis hjemløse sælgere, at de hjemløse og deres hunde blev tema for dette års kalender, fortæller Ole Skou, formand for Hus Forbi til Arbejderen.
Det giver styrke at sælge en avis, der er noget, i stedet for at tigge penge.
Ole Skou, formand Hus Forbi
- For os er det vigtigt, at der ikke bare er tale om portrætter af hjemløse med en hund, men at billederne illustrerer det helt specielle forhold mellem de hjemløse og deres hunde. Hunden er både den bedste og mest trofaste ven, den passer på en, når man sover på gaden, og giver noget at stå op til. Du har jo en opgave i at passe din hund. Det er et meget komplekst og unikt forhold, siger Ole Skou.
Mange hjemløse vælger at sige nej til en bolig eller en plads på herberg, hvis de ikke må have hunden med.
- Kommunen foreslår så typisk, at de kan få hunden passet eller aflivet. Men for den hjemløse vil det være som at aflive sit eget barn, forklarer Hus Forbi formanden.
Et godt hundeliv
Hus Forbi får mange henvendelser fra folk, som er bekymrede for, om de hjemløses hunde får mad nok, om de kan holde varmen og kommer til dyrlæge, hvis der er behov for det.
Men der er ingen grund til bekymring, fastslår Ole Skou. Stor set alle hjemløsehunde har et rigtigt godt liv.
- Typisk har hunden det bedre end den hjemløse selv. Er der ikke mad til begge to, er det hunden som får først.
Kalenderen med hundene er meget populær. Det første oplag på 30.000 eksemplarer er tæt på at være udsolgt og andet oplag på 15.000 er netop kommet.
Kalenderen koster 50 kroner. Heraf får sælgeren 30 kroner.
- Det giver en indtægtskilde for de hjemløse her op til jul. Og så er kalenderen jo med til at huske folk på de hjemløses situation gennem hele året, når den hænger rundt omkring i hjemmene, siger Ole Skou.
Det er en væsentlig del af Hus Forbis formål - at skabe opmærksomhed og viden om de hjemløses situation. Det er 17 år siden, at hjemløseavisen begyndte at udkomme. I dag er den så anerkendt, at mange, der arbejder med socialt udsatte, bruger den som fagblad, fortæller Ole Skou.
- Vi har dybdeborende journalistik om for eksempel forløbet af regeringens hjemløsestrategi og aktuelle kommentarer til den socialpolitiske udvikling i Danmark. Derudover har vi også reportager fra gaden, kåring af månedens sælger og andet lettere stof.
Hjemløse med i redaktionen
Det meste af indholdet i Hus Forbi skrives af professionelle journalister, men en gruppe af de hjemløse sælgere er med i Hus Forbis bestyrelse og med til at planlægge bladets indhold.
- Vi har for eksempel lige haft et heldags redaktionsmøde, hvor der var 10 sælgere med. De kom med friske ideer lige fra gaden til temaer og andet indhold, siger Ole Skou.
Udover at være det vigtigste talerør for de hjemløse og udsatte grupper er Hus Forbi også landets mest vellykkede aktiveringsprojekt for de allermest socialt udsatte, konstaterer Ole Skou med stolthed.
Bladet har i dag over 1600 sælgere fordelt over hele landet. Antallet er blevet tredoblet i løbet af de sidste fire år.
- De føler, at Hus Forbi er deres avis. At være sælger giver dem noget at stå op til, og det giver et netværk. Sælgerne passer på hinanden på gaden. Hus Forbi bliver en slags familie. Det giver styrke at sælge en avis, der er noget, i stedet for at tigge penge. Det giver identitet, selvtillid og selvværd, når sælgerne bliver positivt modtaget og oplever, at folk gerne vil have bladet, fortæller Ole Skou.
Hus Forbi koster 20 kroner. Heraf får sælgerne otte kroner i løn.
80.000 blade solgt på en måned
I sidste måned blev der solgt mere end 80.000 eksemplarer af Hus Forbi. Og i den kommende måned bliver tallet endnu højere, fordi det er jul.
- Vi har jo den der juleporno - hvor vi skal være gode ved de hjemløse, når det er jul. Jeg tænker altid på det her tidspunkt af året, at nu kan det ikke vare længe, før den første journalist ringer for at høre, hvor mange der fryser på gaderne, griner Hus Forbi formanden.
Han skynder sig at tilføje, at det selvfølgelig er godt med fokus på de hjemløses situation, men hvorfor skal det være koncentreret i december? Det er jo endnu mere koldt i januar og februar.
Flere af Hus Forbi sælgerne kommer videre i livet efter at have solgt avisen i en periode. Nogle af dem bliver ansat i Hus Forbi i løntilskudsjob eller praktik.
Men der er ikke mange fastansatte i Hus Forbi. Projektet baserer sig meget på frivillig arbejdskraft. Selv får Ole Skou ikke en krone for sit arbejde for Hus Forbi. Han lever af sit job i hjemløseorganisationen SAND.
Hus Forbi kører som et nonprofit-foretagende, der klarer sig helt uden tilskud fra det offentlige. Alt overskud fra salget af bladet skal gå til sælgerne og andre hjemløse.
For eksempel bliver der hvert år brugt over en million kroner fra overskuddet til at købe varmt og godt tøj til sælgerne, så de kan klare at stå ude i kulde og regn.
- Vi arbejder også på at få en it-café for hjemløse op at stå med penge fra overskuddet. De skal jo have et sted, hvor de kan få deres post, nu hvor det hele bliver digitalt. Egentlig er det jo en offentlig opgave, men det offentlige lader ikke til at ville løse den, konstaterer Ole Skou.
Hus Forbi arbejder også på at lave en lånefond, hvor hjemløse har mulighed for at få rente- og afdragsfrie lån til akut hjælp. Det kan for eksempel være til indskud eller indbo, hvis de står for at flytte ind i egen bolig efter en tid på gaden.
Mange kommuner mener, at den hjemløse selv bør kunne spare op til indskud, fordi de jo ikke har boligudgifter, når de bor på gaden.
- Det er absurd. At leve på gaden er noget af det dyreste, erklærer Ole Skou. Han fortæller samtidig, at mange kommuner giver 1790 kroner i støtte til møbler og indbo, når en hjemløs får egen bolig.
- Det ryster mig. Et så lille beløb rækker jo ikke til noget.
Det er nogle af de aktuelle problemer, hjemløse står med i dag.
Regeringens mål imponerer ikke
Ole Skou er ikke imponeret over regeringens mål og initiativer på hjemløseområdet.
To af regeringens sociale 2020-mål gælder de hjemløse. Det ene er, at antallet af hjemløse skal nedbringes med mindst 25 procent, så der højest er 4000 hjemløse i 2020.
Det andet er, at andelen af borgere, der vender tilbage til et herberg eller et forsorgshjem indenfor det første år efter, at de er blevet udskrevet til egen bolig, højest må være på 20 procent i 2020. I dag er det 31 procent.
- Det må siges at være nogle meget, meget beskedne mål, konstaterer Ole Skou. Han er vred over, at socialminister Annette Vilhelmsen siger til hjemløseorganisationerne, at der er masser af penge ude i området til at forbedre indsatsen. Regeringen har ikke sat en eneste ekstra krone af til at opfylde sine 2020-mål.
- Kommunerne har de seneste år sparet mere på hjemløseområdet end den halve milliard kroner, staten har brug på hjemløsestrategien, tilføjer Ole Schou.
Regeringen lægger stor vægt på, at kommunerne skal benytte sig af den såkaldte "housing first" metode i sit arbejde med hjemløshed.
Kort fortalt betyder "housing first", at man hurtigt arbejder på en permanent boligløsning for den hjemløse og kombinerer det med social støtte.
Ole Skou er bekymret over, at metoden føres frem som om, den kan løse alle problemer, og er den vej alle skal gå.
- Der er brug for mange forskellige metoder. Ikke alle kan klare at komme ud i egen bolig. Jeg frygter for, at kommunerne vil trække folk hjem fra forsorgshjem og herberger og give dem et dårligere tilbud i eget hjem uden den nødvendige støtte, siger han.
I Hus Forbi er man dybt bekymret over, at antallet af hjemløse stadig stiger - ikke mindst over de mange nye unge hjemløse.
- Det ser sort ud, der er meget at arbejde med for os, konstaterer Ole Skou.
Køb hjemløsekalenderen for 50 kroner hos din lokale Hus Forbi sælger. Er der ikke sælgere, hvor du bor, kan kalenderen bestilles ved at sende mail til john@husforbi.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278