For godt to måneder siden blev en række private behandlings- og opholdssteder i Holbæk Kommune solgt for et større millionbeløb til den nordiske koncern Olivia.
Det er usmageligt, at penge, der skulle understøtte udsatte børn og unge, skal give profit til direktører og investorer i udlandet.
Nynne Pagels, Regionsrådskandidat
Salget har fået panderynkerne frem hos Socialpædagogernes formand Benny Andersen.
– Er vi nu på vej til at gøre udsatte børns liv til en forretning her i Danmark, spørger en bekymret forbundsformand.
Der er tale om Søbæk Skolerne i Jyderup, der er en af landet største private virksomheder på sit område. Institutionen indeholder en vifte af behandlingstilbud til 220 børn og unge med socialpædagogiske behov og har 160 ansatte. Flere af landets kommuner benytter sig af Søbæks tilbud, som skifter fra privat dansk ejerskab til privat udenlandsk ejerskab.
Langt ude
Benny Andersen har den holdning, at institutioner for udsatte børn og unge ikke må blive en handelsvare, og han foreslår derfor, at der sættes loft over, hvad der må tjenes på at drive sociale tilbud.
Privatpersoner har i årtier drevet forretning på at tilbyde socialpædagogisk arbejde, og nye kommer hele tiden til, erkender Nynne Pagels, der er tidligere omsorgsmedhjælper hos Bo- og Servicecenter Høng.
Men sådan burde det ikke være, og at det nu er kommet så vidt, at en institution for 220 børn, der har behov for socialpædagogisk støtte, er blevet solgt til udlandet, får hende op i det røde felt.
– Hvordan er vi kommet så langt ud? Udenlandske organisationer opkøber jo ikke danske institutioner, fordi de ønsker at gøre det bedre for de danske udsatte børn, men udelukkende for at tjene penge. Det er usmageligt, at de penge, der skulle understøtte udsatte børn og unge, skal give profit til direktører og investorer i udlandet, siger Nynne Pagels til Arbejderen.
Hun opstiller til regionsrådet i Region Sjælland for Kommunisterne, der har den grundlæggende holdning, at det er en offentlig opgave at tage hånd om syge borgere.
Modsat Nynne Pagels ser Michael Graatang ikke noget problem i, at udenlandske koncerner rykker ind på det danske marked for opholds- og bosteder. Michael Graatang er direktør for LOS, en landsdækkende interesseorganisation for private opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud i Danmark med cirka 550 medlemmer.
Billigt pædagogisk arbejde
Michael Graatang mener, at de private socialpædagogiske foranstaltninger er gennemreguleret.
– Så det er overordentligt svært at trække penge ud, siger han til DR Sjælland og peger på en helt anden mulighed:
– Man kunne også tænke sig, at de kan gøre det mere prisbilligt, så de laver et solidt stykke pædagogisk arbejde til billigere penge.
Den melding skurrer i ørerne på Nynne Pagels, der var tillidsrepræsentant på sin tidligere arbejdsplads.
– Hvis man kan lave solidt pædagogisk arbejde for billigere penge, så bliver det noget med, at der skal spares personale væk, eller at de skal have en dårligere løn.
Uanset hensigterne med at byde ind på det socialpædagogiske marked, så mener Socialpædagogernes formand, at der er brug for en politisk debat, behandling af og støtte til udsatte børn og unge i fremtiden skal sælges til udenlandske firmaer.
– Den diskussion har vi ikke haft med hinanden. Og det bekymrer mig. For vi ved ikke, hvad det kan komme til at betyde på sigt. Og så skal vi sikre åbenhed og transparens omkring, hvordan pengene bliver brugt, og hvor de ender henne, når kommunerne bruger de her steder, siger Benny Andersen til DR Sjælland.
Debat på Christiansborg
Også blandt politikerne på Christiansborg bliver der spekuleret over salget af Søbæk Skolerne i Holbæk og konsekvenserne af, at danske velfærdsydelser ryger på udenlandske hænder.
– Jeg mener, der er grænser for privatisering af kernevelfærdsområder - at gøre behandling af udsatte børn og unge til en forretning, som skal give private ejere et økonomisk overskud, er et eksempel på, at privatisering går alt for vidt, siger Troels Ravn (S), formand for Social- og Indenrigsudvalget i Folketinget til Arbejderen og fortsætter:
– Får sådanne eksempler på privatisering lov til at brede sig, har vi en bombe under vores velfærdssamfund. Private virksomheder skal ikke på den måde have mulighed for at suge skattekroner ud af fællesskabet.
Kirsten Normann-Andersen, SF's socialordfører, er bekymret over at "gode danske velfærdskroner", ryger ud af landet til multinationale selskaber, som har set sig varme på det danske velfærdssystem.
Koncernen Olivia har mere end 4400 kunder og mere end 10.000 ansatte i Sverige, Norge og Danmark, kan man læse på koncernens hjemmeside.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278