De partier, der i sin tid vedtog reformen af førtidspension og fleksjob, er lige nu i gang med at evaluere reformen.
Hvis det stod til os, så gjorde man det sværere at komme på førtidspension.
Laura Lindahl, Liberal Alliance
Der er lagt op til en række ændringer af den udskældte reform, erklærede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, da der forrige fredag var forespørgselsdebat i Folketinget om reformen.
Men debatten viste, at det ikke er store grundlæggende forandringer af reformen, som forligspartierne går efter.
Siden reformen trådte i kraft den 1. januar 2013 er kritikken af den vokset år for år i takt med beretningerne om syge mennesker uden arbejdsevne, der nægtes førtidspension og trækkes gennem udsigtsløse arbejdsprøvninger.
>> LÆS OGSÅ: Forhadt reform kom efter pres fra EU
De 63 faglige og sociale organisationer, der er samlet i initiativet Værdig Reform, har seks konkrete ændringsforslag til reformen.
Krav fra fagbevægelsen
De foreslå, at mennesker med en arbejdsevne på under syv timer om ugen skal have mulighed for selv at vælge, om de vil på førtidspension, i fleksjob eller i et ressourceforløb, hvor der er mulighed for at udvikle arbejdsevnen.
Derudover mener de 63 organisationer blandt andet, at et ressourceforløb højest skal kunne vare i fem år, og at ydelsen i ressourceforløb skal være på dagpengeniveau i stedet for som nu på kontanthjælpsniveau.
>> LÆS OGSÅ: 63 organisationer kræver ændring af reform
Men det er slet ikke ændringer i den størrelsesorden, der er planer om, slog et flertal af partierne bag reformen fast under debatten i Folketinget. Som det eneste forligsparti støtter SF kravene fra Værdig Reform.
>> LÆS OGSÅ: Pres for at lempe regler om førtidspension
I forhold til Værdig Reforms forslag om at mennesker med en meget lille arbejdsevne selv skal kunne vælge mellem førtidspension, fleksjob eller ressourceforløb henviste Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen til en fleksjobber, han havde talt med. Vedkommende startede med at arbejde få timer om ugen, men gik siden op i tid.
– Han sagde: Det var da godt, jeg ikke selv havde mulighed for at vælge dengang, for så havde jeg valgt at tage førtidspension, og jeg er da glad for i dag at være i fleksjob. Så det er bare ikke så simpelt, erklærede Leif Lahn Jensen.
Mindre justeringer
Han forklarede, at de ændringsforslag, Socialdemokratiet har til reformen, blandt andet handler om at sikre mere indhold og bedre kvalitet i ressourceforløbene, og at arbejdsløsheden for fleksjobbere, der er på 17 procent, skal bringes yderligere ned.
Samme fokuspunkter havde Venstre og Radikale i debatten. Udover de tre partier og SF står også Konservative og Liberal Alliance bag reformen.
Laura Lindahl fra Liberal Alliance gjorde det helt klart i, at de ikke vil være med til at lempe reglerne i forhold til at få tilkendt førtidspension.
– Hvis det stod til os, så gjorde man det sværere at komme på førtidspension, end det er i dag. Det skal være sværere at komme ind på en høj varig ydelse som førtidspensionen, sagde hun.
Forligspartierne fremhævede, at de tidligere på året tog forskud på evalueringen og gennemførte en ændring af reformen. Det skete efter massiv og langvarig kritik af reformens konsekvenser.
Med lovændringen blev det præciseret, at syge og handicappede ikke skal i ressourceforløb, hvis der ikke er en reel mulighed for at udvikle arbejdsevnen. Tidligere var det nok begrundelse, at man ikke kunne udelukke, at arbejdsevnen kunne udvikles i et ressourceforløb.
Det er nu "en forudsætning for at igangsætte et ressourceforløb, at kommunen kan pege på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgeren kan udvikle sin arbejdsevne".
Sparekrav
I forbindelse med lovændringen understregede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, at den ikke udvidede retten til at få førtidspension. Ligeledes fastholdt forligspartierne sparekravet i reformen, der betyder, at der i 2020 skal spares 1,9 milliarder kroner årligt. På sigt skal der spares 3,6 milliarder kroner om året.
Forespørgselsdebatten tyder på, at det også vil være status, når der bliver fremlagt yderligere ændringsforslag af reformen i februar.
Forespørgselsdebatten kom på initiativ fra Enhedslisten. Partiet kæmpede i sin tid for at forhindre en vedtagelse af reformen og har i hele dens levetid arbejdet på at få gennemført ændringer og støttet de bevægelser og initiativer der har samme dagsorden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278