08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pensionister må fortsat leve i usikkerhed

Minister afviser at sikre klare regler

Pensionister må fortsat leve i usikkerhed

Ældre, enlige forsørgere og arbejdsløse må fortsat leve med skrækken for pludselig at få frataget deres sociale ydelser. Socialministeren afviser at lave klare regler. Han mener, at kommunerne skal have ret til at foretage et skøn.

Socialminister Manu Sareen har afvist Enhedslistens forslag om at sikre klare regler for, "hvad det vil sige at være henholdsvis reelt enlig forsørger og reelt enlig pensionist".
FOTO: Manu.dk
1 af 1

Kort før valget vendte socialminister Manu Sareen tommelfingeren nedad til et beslutningsforslag fra Enhedslisten, der vil have Folketinget til at sikre klare regler for, "hvad det vil sige at være henholdsvis reelt enlig forsørger og reelt enlig pensionist".

- Det er vigtigt, at man overlader det til et skøn i hver eneste sag i stedet for at have objektive kriterier. Det er svært at komme med et fuldstændig perfekt forslag, når man skal ind at vurdere de her sager. Og derfor har jeg stor tillid til, at man gør det efter individuelle skøn, lød det fra Manu Sareen, da Enhedslistens forslag blev førstebehandlet.

 Det er fuldstændig uacceptabelt, at den ansvarlige minister ikke vil være med til at sikre klarere regler. Elisabeth Poulsen

- Uanset om man kan lide det eller ej, er der nogle mennesker, der snyder. Der er selvfølgelig nogle vanskeligheder med hensyn til - i det her tilfælde - at vurdere de enkelte par. Derfor må det være et skøn for den enkelte kommune, sagde ministeren.

Baggrunden for Enhedslistens forslag er, at kommunernes definitioner og fortolkninger af begreberne "reelt enlig forsørger" og "ægteskabslignende forhold" varierer fra sagsbehandler til sagsbehandler og fra kommune til kommune, siger Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen.

Forskelligt skøn

I dag lever enlige mødre og fædre, arbejdsløse og pensionister i retsløshed og er nervøse for at have en ven eller en kæreste, da de dermed risikerer at blive beskyldt for ikke at være enlige. Det kan betyde, at de bliver trukket i sociale ydelser. 

Enlige forsørgere har ret offentlige ydelser som børnetilskud og hel eller delvis friplads i institution samt mulighed for højere boligsikring. Og enlige ældre risikerer at få frataget de tillægsydelser, de modtager til folkepensionens grundbeløb, som eksempelvis pensionstillæg som enlig, ældrecheck og varmehjælp.

Både en række juridiske eksperter, Ældre Sagen og Dansk Socialrådgiverforening efterspørger klarere regler. Hos Ældre Sagen er man derfor skuffet over socialministerens afvisning.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at den ansvarlige minister ikke vil være med til at sikre klarere regler. Hvad er det, han mener, kommunerne skal skønne forskelligt, siger Elisabeth Poulsen til Arbejderen. Hun er socialrådgiver og tager dagligt telefonen hos Ældre Sagens telefonrådgivning.

- Hovedproblemet er netop, at kommunerne skønner forskelligt, og at borgerne også hos forskellige sagsbehandlere kan få forskellige svar, når de spørger om, hvad der er gældende lov. Konsekvensen af de uklare regler, der hersker i dag, er, at de ældre ikke kan få klar besked, om de kan være kærester, selvom de bor hver for sig. Og vi oplever ældre, der ikke tør have venskaber, fordi de frygter at blive trukket i deres sociale ydelser, uddyber hun.

Kommuner krænker privatliv

Kommunerne har oprettet kontrolgrupper, der efterforsker eksempelvis enlige arbejdsløse mødre og enlige pensionister, der modtager ydelser som forhøjet pension og nedsat varmeudgift. Ifølge Danmarks Statistik er der cirka 430.000 enlige pensionister i Danmark. Hvis en folkepensionist vurderes til ikke at være reelt enlig, kan han/hun få nedsat sin pension med over 3000 kroner om måneden.

- Borgernes retssikkerhed udfordres af kommunernes praksis. Borgerne kan ikke få klar besked, når de henvender sig til kommunen for at få at vide, hvad de skal gøre for at overholde loven, siger Finn Sørensen.

Konkret foreslår Enhedslisten, at Folketinget erstatter det uklare begreber "ægteskabslignende forhold" med klare, objektive begreber for, hvornår en person er enlig: Borgeren skal have en selvstændig bolig med tilknyttet folkeregisteradresse. Der skal være tale om en reel bolig med tilhørende almindelige forbrugsudgifter eller det skal kunne dokumenteres, at borgeren selv betaler de almindelige forbrugsudgifter i boligen.

Det er Udbetaling Danmark, der har ansvaret for udbetaling og kontrol med en række offentlige ydelser, som folkepension, boligstøtte, børnebidrag, dagpenge ved barsel og førtidspension. Sidste år krævede Udbetaling Danmark, at 2263 borgere fik stoppet deres sociale ydelser, og at 1472 borgere betalte penge tilbage for sociale ydelser.

    Kan du lide, hvad du læser?

    Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
    rød journalistik:

    Abonnér

    eller giv et bidrag via


    87278


    04. jun. 2015 - 17:30   04. jun. 2015 - 17:40

    Indland

    ml@arbejderen.dk
    Ø kræver klare regler

    Enhedslisten foreslår, at regeringen skal klargøre reglerne for, hvad det vil sige at være henholdsvis "reelt enlig forsørger og reelt enlig pensionist".

    Enhedslisten foreslår, at Folketinget erstatter det uklare begreb "ægteskabslignende forhold" med klare, objektive begreber for, hvornår en person er enlig.

    Ifølge Enhedslisten og Ældre Sagen kunne en forenkling af reglerne se sådan ud:

    • Borgeren skal have en selvstændig bolig med tilknyttet folkeregisteradresse

    • Der skal være tale om en reel bolig med tilhørende almindelige forbrugsudgifter, eller det skal kunne dokumenteres, at borgeren selv betaler de almindelige forbrugsudgifter i boligen