Justitsministeren har udpeget de fem medlemmer, der fra den 1. januar 2014 skal føre tilsyn med Politiets Efterretningstjenestes (PET) og Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) behandling af personoplysninger.
"Tilsynet med Efterretningstjenesterne", som det nye udvalg hedder, kommer til at bestå af en dommer, en advokat, en professor i statskundskab, en direktør i Danske Regioner og en direktør i Statens Museum for Kunst.
Ifølge Justitsministeriet er Tilsynet "en markant styrkelse af kontrollen med efterretningstjenesternes behandling af personoplysninger".
Når man lægger det svage PET-tilsyn sammen med den vagt formulerede lov, ender vi samlet set med meget ringe muligheder for at kontrollere PET.
Claus Juul, chefjurist, Amnesty
Det er dog ikke alle, som ser lige så positivt på Tilsynet. Både Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Retssikkerhedsfonden, Institut for Menneskerettigheder og Amnesty har krævet, at det nye PET-tilsyn kan stille konkrete krav, som PET skal efterleve.
Men politikerne har besluttet, at det nye tilsyn kun skal kunne komme med henstillinger til PET og FE, hvis Tilsynet mener, at de to tjenester overtræder reglerne.
PET og FE behøver dog ikke at rette sig efter Tilsynet. Det står endda skrevet ind i loven, at PET kan beslutte sig for ikke at følge en udtalelse fra Tilsynet.
Lukket kredsløb
– Det er dybt beklageligt, at PET-tilsynet ikke kan træffe bindende beslutninger overfor PET. Det er helt afgørende for tilsynets gennemslagskraft - og mangel på samme - at man har mulighed for at komme med direkte påbud og forbud, siger Pernille Boye Koch til Arbejderen. Hun er lektor i forfatningsret ved Syddansk Universitet.
Hun bliver bakket op af Amnesty:
- Forudsætningen for et effektivt tilsyn er, at det har mulighed for at komme med påbud, som PET skal efterleve. Men det nye PET-tilsyn får kun mulighed for at komme med udtalelser. Hvis PET og justitsministeren ikke er enige i PET-tilsynets kritikpunkter, så sker der ikke mere, forklarer Claus Juul til Arbejderen. Han er chefjurist hos Amnesty.
- Risikoen er, at vi ender med en kontrol, der reelt består af et lukket kredsløb og en debat mellem PET og tilsynet i stedet for et effetivt tilsyn, der har mulighed for at udstikke grænserne for PET's beføjelser, uddyber Claus Juul.
Det nye tilsyn får kun mulighed for at kontrollere en lille del af PET's arbejdsområde - nemlig PET's behandling af personoplysninger.
Tilsynet får ikke mulighed for at afhøre PET-ansatte eller kontrollere PET's brug af agenter, hemmelige ransagninger og overvågning af borgernes telefon og internet.
Det betyder, at der fortsat ikke findes nogen uvildig instans, hvor juridiske eksperter vurderer, om PET eksempelvis overholder folkeretten, når tjenesten bruger civile agenter.
Tilsynet kan kræve skriftlige udtalelser fra PET om tjenestens "faktiske og retlige forhold". Herudover kan Tilsynet bede justitsministeren udlevere oplysninger om eksempelvis, hvor mange gange PET har indhentet private oplysninger om borgerne fra offentlige myndigheder. Men tilsynet får kun PET's egen vurdering og egne oplysninger.
Stikprøvekontrol
Det nye tilsyn afløser det nuværende Wamberg-udvalg. I dag skal Wamberg-udvalget godkende enhver ny registregering, som PET vil foretage af en borger. Den mulighed har det nye udvalg ikke. I stedet skal kan det nye tilsyn foretage "inspektionsbesøg" hos PET for at lave stikprøvekontrol i PET's arkiver.
Loven om det nye PET-tilsyn indeholder også retningslinjerne for, hvornår PET kan registrere danskere. Den nye lov slår fast, at PET har mulighed for at indhente "…oplysninger, der kan have betydning for tjenestens virksomhed", og PET kan registrere ledelsen af en lovlig politisk forening og overvåge lovlig politisk virksomhed for at "afklare om virksomheden er lovlig".
- Når man lægger det svage PET-tilsyn sammen med den vagt formulerede lov, ender vi samlet set med meget ringe muligheder for at kontrollere PET, advarer Claus Juul.
Arbejderen forsøgte i går forgæves at indhente en kommentar på kritikken af det nye tilsyn hos PET-Tilsynets fem medlemmer. Arbejderen har kun fået svar fra tre medlemmer. Ingen af dem ønsker at svare på spørgsmål om deres kommende arbejde i Tilsynet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278