For sjette gang valfarter lobbyister, politikere, store firmaer og interesseorganisationer, fagforeninger, partier og ngo'er til Allinge på Bornholm, hvor årets såkaldte Folkemøde løber af stabelen.
Fra torsdag til søndag vil de deltage i cirka 3000 forskellige events og debattere. 650 pressefolk er klar til at dække slagets gang.
Fagbevægelsen er også taget til folkemøde. Ikke for at lave pandekager eller østers, men for at sætte fokus på social dumping.
Det officielle formål med Folkemødet er "...at styrke demokratiet og dialogen i Danmark. Det sker ved at skabe en ny ramme om møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere fra Folketinget, EU, kommuner og regioner. Og ved at give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt".
Politikerne er Folkemødets stjerner. Men folketingsmedlemmerne tager især til Folkemødet for at mødes med lobbyisterne fra de private firmaer og organisationer. Det fremgår af en folkemødeanalyse, som kommunikationsfirmaet Operate for tredje år i træk har udarbejdet i samarbejde med Folkemødesekretariatet.
Kun 33 procent af de fremmødte folketingspolitikerne svarer, at de bruger mest tid på borgerne. Mens hele 74 procent af folketingspolitikerne bruger mest tid på at mødes med virksomheder og organisationer.
Østers og løbetur
Der er ellers lagt op til, at befolkningen kan opleve toppen af dansk politik helt tæt på. Man kan således partere et rådyr sammen med Ellen Trane Nørby og Esben Lunde Larsen eller overvære, at justitsminister Søren Pind laver pandekager med USA's ambassadør Rufus Gifford.
Man kan også tage en løbetur med sundhedsminister Sophie Løhde. Og i dag klokken 16 afslører Morten Messerschmidt sin opskrift på østers og viser, hvordan man tilbereder dem. Messerschmidts østerssmagning løber af stablen samtidig med, at rapperen Ham den Lange - et andet sted på Folkemødet - fortæller om at være frivillig i en flygtningelejr.
De store virksomheder deltager massivt på Folkemødet. IBM, Microsoft, Vestas og ISS. Danske Bank, Jyske Bank og Nordea. Og medicinalindustrien med Novo Nordisk A/S og Novartis Healthcare A/S.
Landbrugets- og fødevareindustriens lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer har folkemødets største stand - en hel teltby på 17 gange 26 meter.
De private firmaer og deres lobbyorganisationer kommer især for at sætte deres krav på den politiske dagsorden. Og der bliver lyttet: Eksempelvis deltager rengørings- og plejegiganten ISS i Liberal Alliances debat med overskriften "Er den offentlige sektor en benzinsluger?". Og bil-lobbyen AutoBranchen benytter folkemødet til at gå til angreb på den kollektive transport og i stedet kræve flere motorveje under overskriften "En vejfond i stedet for en togfond".
Social dumping
Fagbevægelsen er også taget til folkemøde. Ikke for at lave pandekager eller østers, men for at sætte fokus på social dumping.
- Det handler om at sikre ordentlige arbejdsvilkår – og ikke ræse mod bunden. Derfor bliver vi naturligvis også nødt til at diskutere Uber og social dumping. Uber er en trussel for vores velfærd, fordi chaufførerne hos den populære kørselstjeneste ikke betaler skat i Danmark, og fordi Uber-chaufførerne udkonkurrerer de danske vognmænd, siger 3F's næstformand, Jane Korczak, til Arbejderen.
Men 3F tager også ud af sit telt...
- I alt vil 40 tillidsvalgte aktivt deltage i debatter rundt om på Folkemødet, og vil på den måde sætte et tydeligt aftryk i debatten. Vi får mulighed for at rejse en politisk diskussion. Vi får nogle folk i tale, som vi normalt ikke taler så ofte med. Samtlige arbejdsgiverorganisationer, toppolitikere og interesseorganisationer kommer til et arrangement i vores telt, og det glæder vi os til. Derudover er 3F’s medlemmer også repræsenteret, fortæller Jane Korczak.
Fredsbevægelsen inviterer Kerry til folkemøde
Fredsbevægelsen har inviteret USA's udenrigsminister, John Kerry, der i øjeblikket er i Danmark, til folkemødet. Intet tyder dog på, at han vil tage imod invitationen.
– John Kerry bør benytte chancen til at opleve danskernes fredelige debatform ved Folkemødet på Bornholm. Fredsministerium er gerne sponsor til en tur med Gråhundbussen herover, siger Hasse Schneidermann fra netværket Fredsministerium.dk.
Fredsministerium er en paraplyorganisation for en lang række danske fredsorganisationer og aktivister, og arbejder for oprettelsen af et fredsministerium som en integreret del af den danske regering.
Fredsministerium ønsker især, at den amerikanske udenrigsminister når at få indtryk af den brede folkelige modstand mod oprustningen globalt og mod Danmarks indkøb af nye kampfly.
- Hvis John Kerry kun møder politikerne ovre på Christiansborg, får han jo et helt forkert indtryk af stemningen. Der er stor bekymring for, at de nye kampfly sammen med NATO’s anbefaling af øget oprustning ikke gør noget godt for vores fælles sikkerhed.
- Danmark er med til at opruste Baltikum, og deltager netop nu i en stor militærøvelse i Østersøen. Der er en reel fare for, at det går galt, så der kommer krig. John Kerry må forstå, det er vores liv og vores verdensdel, der er i fare.
- Vi vil derfor gerne præsentere ham for andre løsninger end oprustning, og opfordre til fælleseuropæiske sikkerhedsløsninger i dialog med Rusland, for eksempel i OSCE-regi, så vi kan skabe tryghed for samtlige lande i Europa, slutter Hasse Schneidermann.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278