Regeringen fremlagde den 27. januar deres børneudspil, Børnene først, som skal sikre, at alle børn får en tryg opvækst.
"Børnene først" bør selvfølgelig ikke betyde carte blanche til at torturere forældre, bare fordi socialt udsatte typisk ikke hører til blandt Socialdemokratiets kernevælgere.
Johanne Thorup Dalgaard, cand.scient.pol.
Et af midlerne skal være, at flere børn anbringes i en plejefamilie, og at anbringelserne skal ske så tidligt som muligt – om nødvendigt via tvangsfjernelser og bortadoption før fødslen.
Et andet middel i udspillet er hårdere straf til forældre, som udøver vold mod børn, og efterfølgende fratagelse af kontanthjælpen i op til tre år.
Ikke alle forslag falder i god jord. Dansk Psykolog Forenings formand Eva Secher Mathiasen skriver i et debatindlæg i Altinget, at hun ikke er begejstret for at anbringe flere børn tidligere. Hun fortæller, at tiltaget kan være fristende, fordi mange børn anbringes sent, men anbefaler i stedet at løfte kvaliteten i børnesagerne:
– Et løft så de børn, der faktisk skal anbringes tidligt, identificeres og anbringes rigtigt, og som sikrer, at kvaliteten af sagsbehandlingen, forebyggelsen, kontakten til de biologiske forældre og en eventuel anbringelse løftes betydeligt.
Cand.scient.pol. Johanne Thorup Dalgaard mener, at udspillet med tydelighed viser Socialdemokratiets interesse for at fremstå handlekraftig og tilsvarende partiets begrænsede interesse for at hjælpe de socialt udsatte grupper, herunder udsatte indvandrerfamilier.
– Der er en klar klasseproblematik i dette, skriver hun i Altinget.
Antallet af tvangsanbringelser er steget markant
Regeringens udspil kommer på et tidspunkt, hvor antallet af anbringelser i flere år har været faldende, og antallet af tvangsfjernelser samtidig har været kraftigt stigende.
Der var ifølge Danmarks Statistik 15.800 børn og unge mellem 0 og 17 år, som var anbragt uden for hjemmet i 2007, og antallet var i 2018 faldet til 13.823. I samme periode er antallet af tvangsfjernelser steget drastisk. I 2007 blev cirka 1.200 børn tvangsfjernet. Det tal var i 2018 steget til omkring 2.700.
Ankestyrelsen, som er landets højeste klageinstans for en række afgørelser inden for socialretten, har undersøgt fire kommuners praksis og perspektiv på deres tvangsfjernelser. Undersøgelsen viser, at det ikke er entydigt, hvornår en sag oprettes som en "anbringelse uden samtykke", og hvornår den oprettes som en sag "med samtykke".
Stigningen i antallet af tvangssager er ikke nødvendigvis udtryk for, at sagerne om anbringelse er blevet tungere, men kan have mange forskellige andre grunde. For eksempel kan ansættelse af flere sagsbehandlere føre til flere anbringelser, forlyder det i undersøgelsen. Også grundigere oplysning om, hvilke rettigheder forældre har efter en tvangsfjernelse, kan få flere forældre til at acceptere en anbringelse.
Det kom også frem i undersøgelsen, at når kommuner af økonomiske grunde har forsømt nødvendige forebyggende indsatser, kan det ende med en tvangsanbringelse. En sagsbehandler nævnte ligefrem i undersøgelsen, at hun mente, at der er den fordel ved tvangsfjernelsessagerne, at inddragelsen af forældrene i beslutningerne efterfølgende koster mindre tid for kommunerne.
Anbringelser på forkert grundlag
Regeringen har flere gange i medierne forklaret, at mange anbragte børn i dag er blevet anbragt for sent, fordi forældre, som ikke kan tage vare på deres børns opvækst, får for mange chancer.
Eva Secher Mathiasen fortæller, at 44 procent af de anbragte som 19-årige har en psykiatrisk diagnose, mod 7 procent af alle unge generelt.
Autisme og ADHD er nogle af de diagnoser, som anbragte børn jævnligt diagnosticeres med, mens de er anbragt. Den adfærd, som børn med ADHD, autisme og flere andre diagnoser har, kan let fejlfortolkes som tegn på manglende eller fejlagtig omsorg i hjemmet. Diagnoserne vil typisk tidligst, og da kun i de mest oplagte tilfælde, blive stillet i to- til tre-års alderen, og de fleste børn får først de nævnte diagnoser i skolealderen.
Sager om børn, som myndighedspersoner mener skal anbringes, kan derfor let give anledning til alvorlige misforståelser. Forældre kan fejlagtigt blive beskyldt for omsorgssvigt, og børn med alvorlige diagnoser kan blive anbragt i plejefamilier uden den nødvendige specialviden om psykiatriske diagnoser.
Kathe Johansen er formand for Landsforeningen Autisme. Hun har blandet sig i debatten om tvangsanbringelser, og i Altinget skriver hun, at børn med autisme tvangsanbringes tre gange så ofte, som andre børn. Hun fortæller, at foreningen ofte ser anbringelses- og tvangsfjernelsessager, hvor autistiske træk som eksempelvis manglende øjenkontakt eller ringe mentaliseringsevne tolkes som mistrivsel hos barnet.
– Vi ser også sager, hvor et barn ikke har været i skole i årevis, fordi kommunen ikke har kunnet finde et autismevenligt skoletilbud, som ender med en anbringelse, skriver Kathe Johansen.
Autismeforeningen anbefaler, at kommunerne pålægges at inddrage udredning og handicapspecifik viden i anbringelsessager.
Er børneudspil klassepolitik?
Johanne Thorup Dalgaard, der arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet samt som freelanceskribent, mener, at regeringsudspillet indeholder "mange rigtige og gode ideer", men også at det indeholder elementer, som hun mener vækker mistanke om, at regeringen prioriterer at fremstå handlekraftig og resolut frem for at hjælpe udsatte familier.
Hun betegner i debatindlægget i Altinget udspillets punkt om tvangsadoption, som efterlader den nybagte mor tilbage uden det nyfødte barn, som umenneskeligt. Hun siger:
– Det bør intet demokratisk samfund sætte i system. "Børnene først" bør selvfølgelig ikke betyde carte blanche til at torturere forældre, bare fordi socialt udsatte typisk ikke hører til blandt Socialdemokratiets kernevælgere.
Hun spørger retorisk, om det er regeringens hensigt at omplacere underklassens børn i mere velfungerende familier som straf for, at de er underklassen med dertilhørende problemer.
Regeringens forslag om, at der skal være hårdere straf til personer, der udøver vold mod et barn, og som efter endt straf bliver frataget kontanthjælp i tre år, får et ord med på vejen:
– Dette er et forslag, der aldrig ville have fået gang på jorden i partiet, der bryster sig af at være velfærdssamfundets ophav, hvis ikke det havde haft klar adresse til udsatte indvandrerfamilier.
Johanne Thorup Dalgaard mener, at forslaget er helt i tråd med den bevægelse i retning af kollektiv straf møntet på indvandrere, som ghettopakken indvarslede.
– Igen synes det at handle om, at der er visse grupper, hvis basale velfærd Socialdemokratiet ikke bekymrer sig synderligt om, og som derfor kan bruges som prügelknabe, lyder det fra Johanne Thorup Dalgaard.
>>LÆS OGSÅ: Sociale organisationer: Gode intentioner i børneudspil kræver flere ressourcer
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278