17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Postkort fra Rød sommerlejr #1

Politisk sommer

Postkort fra Rød sommerlejr #1

Deltagere på Rød sommerlejr skiftes til at skrive postkort. Annette Mørk lægger ud. Lejren holdes på Svendborg Medie- og Sportsefterskole fra søndag den 16. - fredag den 21. juli.

FOTO: Annette Mørk
FOTO: Annette Mørk

Svendborg Medie- og Sportsefterskole ligger i udkanten af den gamle havne- og søfartsby på det sydlige Fyn. I 2003 fejrede byen sin 750 års fødselsdag, og ganske flot har byen i dag bevaret sin ældre bykerne med gårdmiljøer, torve, bindingsværkshuse og smalle gader. Bedst var det dog at se, at havnen ikke er bygget til med dyre ejerlejligheder, som ligger klistret ned til vandet som i så mange andre byer, hvor det værste eksempel er ødelæggelsen af havnemiljøet i København.

På Rød sommerlejr er det svært at få øje på det tomrum, som nogle påstår er på venstrefløjen. 

Efterskolen er SID´s tidligere kursusejendom og hvilket dejligt sted! Tæt på skov og fjord, stranden ligger - næsten - i baghaven, funktionelle og behagelige to-mands værelser, masser af store grønne udendørsarealer, behagelig opholdsstue- og spisestue og masser af små nicher, hvor grupper kan sidde og samtale i rolige omgivelser.

Velkommen

Et par børn sad og sang efter morgenbuffeten søndag morgen og ventede forventningsfuldt på det store “ryk-ind”, mens der var travlhed på alle gange, i køkkenet, på lejrkontoret og med - hvad som ligner - hele Arbejderens bogbutik, som skulle bygges op fra bunden.

I alle lokaler blev der hængt årtiers plakater op, og det er som at gå gennem historien, når blikket falder på Ernst Thällmann, Kvindernes Internationale kampdag i 70'erne, Vietnamkrigen, Lenin, diverse Land og Folk m.m. Det fine er, at alle plakaterne kan købes. Det foregår ved, at der sættes en lille post-it på med navn og bud. Så for nostalgikerne er der mulighed for at få et historisk vingesus med hjem.

Tidlig formiddag begyndte de første lejr-deltagere at ankomme, og en velkomstkomité sad klar og udleverede nøgler, papirer med praktiske oplysninger, samt lejrens program. En ung pioner viste vej hen til det værelse, der var reserveret.

Fuldt hus

Som dagen skred frem, bliver flere og flere kufferter, rygsække, poser og diverse pakkenelliker båret gennem indgangsdøren. Om eftermiddagen begyndte der at blive kø ved nøgle- og informationsbordet og ferieglade børn og voksne fyldte skolen med deres stemmer og tilstedeværelse. De som havde valgt at bo i telt, arbejdede flittigt med at slå deres bo op. 

Sprængt kalvebryst med peberrodssovs, vegetar aubergine og et flot salatbord blev indtaget ude- og indendørs, mens venner, bekendte og nye ansigter hilste på hinanden og i børnenes øjne kunne man se forventningens glæde og tanker på, hvad henholdvis børne-og pionerlejren har at tilbyde dem i år.

Verner Brems

Aftenen blev afsluttet med fælles samling og tale af Jørgen Petersen (KP), som bød alle kommunister fra eget parti, KPID og DKP og mellemmer af Enhedslisten, andre organiseringer og uorganiserede velkomne.

Rød sommerlejrs husorkester "De røde ører" spillede  op til fællessang og godt humør til et veloplagt publikum, som afslappet sad og havde rystet rejsestøvet af sig. Kunstneren Verner Brems overraskede med en plakat i anledning af 100 året for Oktoberrevolutionen, som blev solgt og signeret for den nette sum af 100,- kr.

Første aften lagde en fin stemning an for den kommende uge.

En vifte af muligheder

Inden ugen er gået, vil 200 personer - voksne og børn - have været en del af Rød sommerlejr, hvoraf størstedelen deltager hele ugen. Der er en bred vifte af aktiviteter, som det er muligt at deltage i: Workshops om kommune- og regionsvalg, oplæg og debat om Fake News, Brexit, Luther, naturvidenskab, Marx versus Keynes, Velfærd i skred, Working Poor m.m.

Alt ser ud til at være vel tilrettelagt og med gode oplægsholdere, bl.a Dennis Kristensen (formand for FOA), redaktøren af Dagbladet Arbejderen Birthe Sørensen, Jan Mathisen fra 3F og Karina Rohr, medlem af landsledelsen for Folkebevægesen mod EU.

Endelig er der en workshop, som hver eftermiddag vil arbejde med kor, skuespil, musik og koreografi med temaet “Revolutionens tid”, i anledning af 100 året for Oktoberrevolutionen. Hvad der kommer ud af workshoppens arbejde, får vi alle glæde af torsdag aften, hvor resultatet bliver fremvist.

Børne-og pionerlejren har et eget program, med masser af gode aktiviteter.

En politisk uge i gode menneskers selskab venter forude. På Rød sommerlejr er det svært at få øje på det tomrum, som nogle påstår er på venstrefløjen. Her er det aktivisme, socialisme, handling og viden, som er på dagsordenen - og så selvfølgelig: Samvær og feriesjov på tværs og for alle aldersgrupper.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jul. 2017 - 14:00   17. jul. 2017 - 19:15

Postkort fra Svendborg

Annette Mørk
Rød bog

Annette Mørk deltager for første gang på Rød sommerlejr.

Er 54 år og bor i Ringsted. Er uddannet bibliotekar.

Har følgende tillidsposter:
Medlem af landsledelsen i KPiD
Medlem af bestyrelsen i Horserød-Stutthof foreningen
Næstformand i Antifacistisk Forum