I mere end 100 år har det danske sundhedsvæsen bygget på de praktiserende læger. De praktiserende lægers rolle hænger tæt sammen med opbygningen af sygekasser i Danmark.

I slutningen af 1800-tallet opstod en frivillig sygekassebevægelse, hvis mål det var at sikre lægehjælp til fattige. Fra omkring 1870 blev der oprettet sygekasser, hvor ubemidlede arbejdere ved at betale en ugentlig afgift kunne sikre sig mod de økonomiske følger af sygdom. 

Den første sygekasselov trådte i kraft i 1893. Den betød, at staten trådte til med støtte til den frivillige sygesikring for ubemidlede. Kommunerne begyndte også at støtte sygekasserne. Hovedparten af udgifterne blev dog båret af de forsikrede selv.

I dag tager det mindst 13 år at blive praktiserende læge.

Lægerne støttede oprettelsen af sygekasserne, der sikrede dem en indtægt også fra den fattigere del af befolkningen. Dette medvirkede til, at antallet af praktiserende læger steg. 

Lige og gratis lægehjælp

Sygekasseloven blev udvidet og forbedret flere gange. Som led i socialreformen fra 1933 blev sygesikring en del af den nye folkeforsikringslov, der samlede næsten alle regler om hjælp til syge, handicappede og ældre.

Herefter var medlemskab af en privat anerkendt sygesikring en betingelse for at opnå alders- og invaliderente. 

Efter 1945 blev udgifter til læge- og sygehusbehandling i stigende grad dækket af det offentlige, og da loven om sygesikring blev ændret i 1960, blev der åbnet for optagelse af personer, som ikke var ubemidlede. 

Loven om offentlig sygesikring, som trådte i kraft i 1973, afskaffede de private sygekasser. Hermed blev alle sikret lige og gratis adgang til den praktiserende læge.

Denne forhistorie er baggrunden for, at myndighederne i dag har aftale med hver enkelt læge, som har ansvar for indbyggernes adgang til lægehjælp. 

13 års uddannelse

Indtil midten af 1960'erne havde de praktiserende læger konsultation i deres private bolig, næsten alle var mænd og mange havde deres ægefælle som medhjælp i konsultationen. Lægen kunne tilkaldes døgnet rundt, fravær blev aftalt med en nabolæge fra gang til gang. 

Indtil 1976 kunne enhver læge, der havde arbejdet i et år på et sygehus, nedsætte sig som praktiserende læge. Siden da er uddannelseskravene øget væsentligt.

For at blive praktiserende læge i dag, skal man være speciallæge i almen medicin. Uddannelsen til speciallæge tager fem år, dertil kommer selve lægeuddannelsen og kravet om at den praktiserende læge har været ude og arbejde i en lægepraksis, inden han eller hun kan kalde sig praktiserende læge.

Samlet set betyder det, at man er mindst 13 år om at uddanne sig til at blive praktiserende læge.

Der er i dag 3600 praktiserende læger i Danmark. Knap 1500 af dem er kvinder. Godt en tredjedel af alle lægerne arbejder alene i deres praksis, mens de øvrige arbejder en eller flere læger sammen i en klinik.

Nat- og weekendarbejde er nu organiseret i vagtordninger.

Mange lande har ligesom Danmark bygget på den praktiserende læge som den centrale person i sundhedsvæsenet. Men systemet har kun overlevet i få lande som for eksempel Holland, Norge og Storbritannien. 

Kilde: denstoredanske.dk og Praktiserende Lægers Organisation, PLO.