Selvom 62 procent af landets kommuner har ekstra normeringer i daginstitutioner med mange udsatte børn, så er det desværre ikke tilstrækkeligt til at rette op på den ulighed, som mange børn i dag vokser op med.
I mange tilfælde stilles der ikke tilstrækkelige ressourcer til rådighed for større pædagogisk indsats i hverdagen.
Jakob Sølvhøj, FOA
Sådan lyder en af konklusionerne i en rapport, som FOA offentliggjorde i dag på høringen " Lige muligheder for børn". Høringen fandt sted i Fællessalen på Christiansborg.
Alt for tit bliver de ekstra bevillinger slugt af den store indsats med forældresamarbejde og samarbejde med andre kommunale institutioner, som institutionerne også skal varetage ud over den ekstra pædagogiske indsats for de udsatte børn, viser rapporten.
– Arbejdet med udsatte børn, der socialt er udfordret på mange fronter, kræver ildsjæle, der virkelig vil disse børn. Rapporten viser, at de er derude og at de yder en kæmpe indsats for både børnene og deres forældre. Desværre viser rapporten også, at der i mange tilfælde ikke stilles tilstrækkelige ressourcer til rådighed for større pædagogisk indsats i hverdagen. Det skal der rettes op på, udtaler Jakob Sølvhøj, formand for pædagogisk sektor i FOA.
Socialt boligbyggeri og to sprog
Rapporten bygger på 23 interviews med ledere af børneinstitutioner i socialt boligbyggeri, hvor mindst halvdelen af børnene taler et andet sprog end dansk hjemme. Når begge faktorer er til stede gælder det ofte også, at familierne fortrinsvist lever af overførselsindkomst.
Daginstitutioner i social boligbyggeri og med en overvægt af tosprogede børn er der godt 100 af fordelt over landet, hvilket svarer til godt 2 procent af alle børneinstitutioner i Danmark.
– Svarene i rapporten viser, at der er et stort behov i institutionerne for mere tid til børnene. Det kan skaffes med mere personale og mindre børnegrupper, foreslår Jakob Sølvhøj.
Skær ned på projekter og dokumentation
Han peger også på muligheden for at skaffe mere tid ved at skære ned på antallet af projekter, som institutionerne skal deltage i.
– Blev der fjernet en del af den dokumentation, som de skal levere opad i systemet, ville det også frigive noget tid. En del af dokumentationskravene opleves af flere ledere som overflødig og mest af alt som tegn på manglende tillid, siger Jakob Sølvhøj.
Ved høringen deltog børneordførere fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne.
De diskuterede oplæg fra fire eksperter suppleret af indlæg eller spørgsmål fra tilhørere i salen, der dels var FOA medlemmer med job indenfor den pædagogiske sektor, dels en bred vifte af øvrige fagpersoner fra børneområdet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278