Mens der inden for det offentlige skæres i bevillingerne til uddannelse og velfærd, tager private fonde i stigende grad over.

Senest har Egmond Fonden sammen med tænketanken Dea oprettet et frivilligt netværk, som de kalder "Børnealliancen". Alliancen skal samle fagfolk og interessenter, som ulønnet skal arbejde for trivsel og udvikling for de nul til seksårige.

 Under påvirkning af især USA har stadigt flere fonde markeret en interesse for at positionere sig som aktører i samfundsudviklingen.
Terkel Andersen, Frivilligrådet

De frivillige skal sammen med Egmont Fonden blandt andet arbejde for at opstarte nye projekter på området, og fonden har på forhånd udlovet 75 millioner kroner til formålet. Pengene skal blandt andet bruges til "storskalaforsøg i udvalgte kommuner", "afprøvning af indsatser i civilsamfundet", "samarbejde mellem civilsamfundet og den offentlige sektor" og "styrkelse af forældrekompetencer i udsatte familier".

Henriette Christiansen, som er direktør i Egmont Fondens Støtte- og Bevillingsadministration, siger i en pressemeddelelse om baggrunden for bevillingen og initiativerne:

– Vi skylder alle børn en god start på livet. Desværre er der i Danmark fortsat en betydelig læringsulighed, som viser sig allerede helt tidligt i livet – faktisk inden for barnets første 1000 dage. Den læringsulighed er svær at reducere. Men den bør elimineres, så alle børn kan opleve både tryghed og udvikling i de første leveår, og så de får de nødvendige forudsætninger for en god skolegang. Det kræver en ambitiøs indsats på tværs af fagligheder og sektorer og med inddragelse af civilsamfundet. Egmont Fonden vil gerne tage et medansvar og øremærker derfor 75 millioner kroner til de små børn frem til 2020.

Privat filantropi

At private fonde profilerer sig ved at uddele penge og støtte forskellige projekter, er i sig selv ikke noget nyt fænomen.

Terkel Andersen, som er sekretariatschef for Frivilligrådet, kan i en artikel i et særnummer af Social Politik fra februar 2016 fortælle om, hvordan fonde tidligere fandt færdige projekter, som de syntes var støtteværdige, og som de uddelte penge til.

De fleste af landets fonde, som typisk er meget små, uddeler også i dag midlerne på denne måde, fortæller Terkel Andersen og tilføjer:

– Men for de 50-100 fonde, der står for langt hovedparten af de uddelte beløb i Danmark, har der i nogle år tegnet sig en ny virkelighed. Under påvirkning af især USA har stadigt flere fonde markeret en interesse for at positionere sig som aktører i samfundsudviklingen, som et tredje ben mellem det offentlige og virksomhederne.

– De store fonde har taget bestik af, at de offentlige midler i mindre omfang kan understøtte inovation og dermed drive ny udvikling. Fondene er i dag i højere grad det sted, hvor der findes risikovilje og vilje til at støtte forsøg, der ikke nødvendigvis baserer sig på omfattende evidens. Fondene stiller nu i højere grad indholdsmæssige krav til projekter, hvis de skal støtte, og de udvikler også oftere selv projekter, siger Terkel Andersen til Social Politik.

På den måde tager fondene i stigende grad over, hvor det offentlige før løftede vigtige samfundsmæssige opgaver. Men netop fordi det offentlige på mange områder nærmest har givet slip, er de private investeringer blevet nødvendige.

Nødvendige investeringer

Selv om næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Christian Bakholt, er glad for at have fondene som medspiller, så han dog hellere, at udviklingen af velfærden var en offentligt opgave.

– Fonde generelt er et gode i det danske samfund, fordi de stiller risikovillig kapital til rådighed på et tidspunkt, hvor der i den grad er brug for at udvikle klogere velfærd. Omvendt ville det være bedre, hvis staten kunne give kommunerne et råderum, så de selv blev i stand til at udvikle velfærden. Budgetloven og andre mekanismer i budgetstyringen skaber forhindringer for kommunerne, siger Christian Bakholt.

Sektorformand i FOA, Mogens Bech Madsen, er inde på noget af det samme. 

– Hvis vi havde en verden, hvor staten og kommunerne klarede de nødvendige opgaver, var vi et andet sted. Men på trods af 30 års indsats er vi endnu ikke i mål med at bryde den social arv. Egmont Fonden forsøger at samle alle gode kræfter bredt ud i samfundet for at sikre en bredere indsats for at bryde den negative sociale arv, og det byder vi velkommen, siger han til Arbejderen.

Sociologi ved Roskilde Universitet, Thomas P. Boje, mener, at udviklingen betyder, at fondene burde underlægges en form for offentlig kontrol, der sikrer indsigt i uddelingerne, men også indflydelse på, hvordan pengene fra fondene bliver anvendt.

– Der er tale om private fonde, som har en meget stor indflydelse på, hvad der foregår i det danske samfund. Deres prioriteringer og afgørelser om støtte er uigennemsigtige og foretages af en begrænset personkreds – og der er ingen krav om begrundelser. Fondenes beslutningsprocesser er uden demokratisk forankring, sagde Thomas P. Boje sidste år til Altinget.