25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Protester presser københavnske politikere

Reformramte sætter dagsorden

Protester presser københavnske politikere

Efter massive protester vil de ansvarlige politikere nu bruge 16 millioner kroner til en øget indsats overfor de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere. Det er alt for lidt, lyder kritikken.

FOTO: Aage Christensen
Kim Madsen, talsmand for Jobcentrets Ofre
FOTO: Aage Christensen

Omkring 200 vrede københavnere, der er ramt af skiftende regeringers reformer på socialområdet, demonstrerede i går på Københavns Rådhusplads.

Det her er bare et lille bitte skridt i den rigtige retning
Anne Mette Omø Carlsen, Enhedslisten

Deres krav er klare: Kommunen skal sikre en bedre, hurtigere og mere værdig behandling af syge kontanthjælpsmodtagere. Og langt flere skal have tilkendt førtidspension. 

Imens demonstranterne råbte slagord foran Rådhuset, forhandlede medlemmerne af kommunens beskæftigelsesudvalg inde på rådhuset om at gennemføre forbedringer i behandlingen af syge kontanthjælpsmodtagere. Den radikale beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev har fundet 16 millioner kroner, som hun vil bruge til en øget indsats på området.

Pres har virket

At borgmesteren har taget det initiativ skyldes ene og alene det pres, som reformramte har lagt på hende gennem længere tid, mener Anne Mette Ømø Carlsen, der er medlem af beskæftigelsesudvalget i Københavns Kommune som repræsentant for Enhedslisten.

– Når der er politiske forhandlinger nu, skyldes det en gruppe af superseje og hårdt pressede borgere, der ikke kan klare mere, og derfor er gået direkte til den ansvarlige borgmester, siger Anne Mette Omø Carlsen.

Det er de to bevægelser, Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, der igennem den senere tid har gennemført flere demonstrationer, aktioner og et debatmøde med krav om handling i forhold til de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere. Oveni kommer en heftig aktivitet på de sociale medier.

Sagsbehandlere har op til 220 sager

Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet har i fællesskab stillet et ændringsforslag til borgmesterens forslag til aftale omkring nye initiativer. De vil have præciseret, at de 16 millioner kroner først og fremmest skal bruges til at ansætte flere sagsbehandlere, så den enkelte får ansvar for færre sager. I dag er der sagsbehandlere i Jobcentret påLærkevej i København, der har helt op til 220 sager.

– Det er himmelråbende uambitiøst, at kommunen på intet tidspunkt siden jobcentrets dannelse i 2007 har taget ansvar for, at medarbejderne har rimelige rammer for deres arbejde. Intet menneske – uanset faglig baggrund – kan have det fulde overblik over 220 komplekse sager og udføre et optimalt stykke fagligt arbejde i dem alle, sagde Rasmus Hangaard Balslev, formand for Dansk Socialrådgiverforening Region Øst, i sin tale på demonstrationen.

Udover lavere sagstal per sagsbehandler vil S, SF og Enhedslisten have nedsat en task force af eksperter, der ikke er ansat i Københavns Kommune. Task forcen skal bruge to måneder til at se på, hvad Københavns Kommune gør anderledes end andre kommuner, siden kommunen ligger helt i bund i forhold til tilkendelse af førtidspensioner, og komme med forslag til en bedre praksis.

Derudover indskærper ændringsforslaget, at kommunen skal følge Ankestyrelsens afgørelser og derudover skal lægge mere fokus på de lægelige vurderinger ved ansøgninger om førtidspension.

Nye forhandlinger mandag

Det var ikke muligt at slå søm i aftalen på beskæftigelsesudvalgets møde i går. Forhandlingerne fortsætter på udvalgets møde på mandag.

Selv hvis ændringsforslaget bliver endeligt vedtaget på mandag, har Anne Mette Omø Carlsen ikke hænderne oppe af begejstring. 

– 16 millioner kroner er ikke ret mange penge. Det her er bare et lille bitte skridt i den rigtige retning, siger hun og understreger, at der ved budgetforhandlingerne til efteråret skal kæmpes for langt flere penge til området. 

De 16 millioner kroner stammer fra penge, der i år var afsat til aktivering af udsatte kontanthjælpsmodtagere, men som ikke er blevet brugt.

Kim Madsen, talsmand for Jobcentrets Ofre, mener også, at de 16 millioner er helt utilstrækkelige.

– Det er som at finde en nål i en høstak. Det rækker ikke ret langt. Der er sparet omkring 100 millioner kroner på området gennem de seneste år. Det er et beløb i den størrelsesorden, der skal findes, hvis der skal styr på sagsbehandlingen, siger Kim Madsen. 

Han glæder sig over, at de mange protester har fået sat problemstillingen på politikernes dagsorden, men lover samtidig, at kampen fortsætter, indtil der er gennemført reelle forbedringer og bliver tilkendt flere førtidspensioner i København.

Næste demonstration

På mandag den 14. august indkalder Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne igen til demonstration for deres krav. Det er klokken 14.30 foran Jobcentret, Lærkevej 18 i Københavns Nordvestkvarter.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. aug. 2017 - 11:23   14. aug. 2017 - 13:44

Førtidspension

ur@arbejderen.dk
Reform af førtidspension
  • Reformen af førtidspension og fleksjob blev vedtaget i Folketinget 19. december 2012 af Socialdemokraterne, SF, Radikale, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Den trådte i kraft 1. janaur 2013. 

  • Reformen gør det langt sværere at få førtidspension. Ingen under 40 år skal som udgangspunkt have førtidspension. I stedet skal de ind i de såkaldte ressourceforløb, som skal bringe dem nærmere på arbejdsmarkedet. Forløbene kan vare op til fem år ad gangen, og den enkelte person kan få flere ressourceforløb.

  • Deltagerne i ressourceforløb har en indtægt på niveau med kontanthjælpen, som er væsentligt lavere end en førtidspension.

  • Reformen skal give en besparelse på 1,9 milliarder kroner årligt fra 2020.

  • Evaluering af reformen skal være afsluttet i starten af 2018.