Alle Folketingets partier på nær Enhedslisten blev lørdag enige om at bruge 400 millioner kroner fra satspuljen over de næste fire år til initiativer, der skal forebygge vold på psykiatriske bosteder. Det sker efter, at fem ansatte på psykiatriske bosteder er blevet dræbt i løbet af de sidste fire år.
Jeg er meget glad for, at det lykkes partierne at lande en aftale.
Dennis Kristensen, FOA
Både fagforeninger samt organisationer for brugere og pårørende har presset voldsomt på for at sikre løsninger, der kan forhindre vold i psykiatrien.
Den indgåede aftale møder både ros og kritik fra organisationerne.
FOA er godt tilfreds med, at der bliver oprettet specialiserede socialpsykiatriske afdelinger med plads til i alt 150 personer i alle landets fem regioner. Afdelingerne er målrettet svært psykisk syge med komplekse sociale problemer og udadreagerende adfærd. De skal stå klar i starten af 2018.
– Jeg er meget glad for, at det lykkes partierne at lande en aftale, hvor man kan flytte de mennesker, der er til fare for andre og ikke kan rummes på de kommunale bosteder, siger Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA.
Modsat kritiserer FOA, at der ikke er afsat penge til flere ansatte på psykiatriske bosteder og flere sengepladser i psykiatrien. Samme kritik lyder fra landsforeningen SIND.
Både SIND og patientforeningen LAP kritiserer mulighederne for brug af tvang på de nye socialpsykiatriske afdelinger.
Der bliver mulighed for at tvangsindskrive psykisk syge på de nye afdelinger og tilbageholde dem på mistanke om, at de vil anskaffe sig rusmidler eller farlige genstande. Der bliver også mulighed for kontrol af post, gennemsøgning af værelser og kropsvisitation.
"Som vi ser det, er den eneste reelle forskel på de nye "socialpsykiatriske afdelinger" og den almindelige tvangspsykiatri, at man ikke må bæltefiksere eller tvangsmedicinere", skriver LAP i en udtalelse om aftalen.
"Forliget repræsenterer desværre et brud med princippet om skadesreduktion, der de seneste årtier har kendetegnet stort set al misbrugsbehandling her i landet. I 90'erne blev der i de daværende amter skabt en række velfungerende botilbud for mennesker, der både er ramt af alvorlige psykiske lidelser og samtidigt har et misbrug af lovlige eller ulovlige rusmidler. Her tolereres brug/misbrug af rusmidler, så længe det foregår i egen bolig, samtidig med at man løbende tilbyder og forsøger at motivere til misbrugsbehandling. Disse velfungerende botilbud blev videreført i landets fem regioner, men har de senere år haft svært ved at overleve på grund af manglende henvisninger fra og spareiver i landets kommuner", hedder det videre i udtalelsen.
Udover de nye socialpsykiatriske afdelinger betyder aftalen mellem partierne, at der afsættes 124 millioner kroner til at forebygge vold på de nuværende psykiatriske bosteder. Blandt andet skal der gennemføres undervisning i konflikthåndtering, og der skal tilknyttes faste læger til bostederne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278