Rådet for Socialt Udsatte efterlyser en ambitiøs strategi for bekæmpelse af fattigdom i Danmark.
- En halvering af fattigdommen i 2020 vil være et oplagt mål for en sådan strategi, siger rådets formand Jann Sjursen.
Han er skuffet over, at regeringens forslag til finanslov ikke indeholder initiativer i forhold til en fattigdomsstrategi.
- Regeringen var hurtig til tidligere på året at anerkende den fattigdomsgrænse, som det ekspertudvalg, jeg selv var medlem af, kom med. Det skal de have ros for, men en grænse bekæmper jo ikke fattigdommen i sig selv, siger Jann Sjursen til Arbejderen.
Det er svært at få øje på et løft for de socialt udsatte i den her finanslov.
Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte
Rådet for Socialt Udsatte offentliggør i dag en række konkrete forslag til regeringens kommende sociale 2020-plan. Det sker i forbindelse med, at der bliver afholdt Brugernes Bazar i Odense.
Et af forslagene er, at at alle nye lovforslag skal underkastes en vurdering af, hvilke konsekvenser de har for udvikling i fattigdom.
I forbindelse med præsentationen af finansloven tirsdag meddelte finansminister Bjarne Corydon, at regeringen kommer med sit udspil til en social 2020-plan i løbet af efteråret.
- I finansloven er der er række tiltag til støtte for dem, der virkelig har brug for det. Vi afsætter 280 millioner kroner over fire år til en indsats for socialt udsatte børn og unge, herunder en forebyggende indsats mod fattigdom. Det sker i forbindelse med arbejdet med en social 2020-plan, som regeringen vil præsentere her til efteråret, sagde Bjarne Corydon.
En milliard mindre
Der er virkelig brug for en social 2020-plan, mener Jann Sjursen.
- Tal fra Danmarks Statistik viser, at kommunerne fra 2010 til 2012 har sparet en milliard kroner på udgifterne til socialt udsatte. Samtidig bliver der især flere unge udsatte, både hjemløse, misbrugere og kontanthjælpsmodtagere. De politiske prioriteringer hænger ikke sammen med socialt udsattes behov, siger Jann Sjursen.
Han understreger, at tallene indeholder en vis usikkerhed. Tal fra kommunerne viser et mindre fald i udgifterne overfor socialt udsatte, som kan gøres op på mange forskellige måder.
Men det er et faktum, at der er skåret ned på området og er brug for en oprustning, konstaterer Rådet for Socialt Udsatte. Jann Sjursen er derfor skuffet over, at finansloven ikke indeholder initiativer på hjemløseområdet, i forhold til en strategi for bekæmpelse af fattigdom og anden indsats overfor de udsatte grupper.
- Udover de 70 kroner om året til udsatte børn og deres familier er der kun lagt op til at bruge den historisk lave satspulje på 350 millioner kroner på det sociale område i 2014. Det er svært at få øje på et løft for de socialt udsatte i den her finanslov, siger Jann Sjursen.
Samme kritik lyder fra andre sociale organisationer og Enhedslisten.
Intet om de ældre
Ældre Sagen hæfter sig ved, at finanslovsforslaget ikke nævner ældreområdet.
- Vi har lige haft en hjemmehjælpskommission til at kulegrave ældreplejen, så jeg er ærlig talt skuffet over, at finansministeren ikke prioriterer at redde ældreplejen. Vi ser i øjeblikket, at flere kommuner helt fjerner hjemmehjælpen fra svage ældre, siger Bjarne Hastrup, Ældre Sagens direktør.
Han henviser til, at der de sidste fem år er skåret fem millioner hjemmehjælpstimer samtidig med, at antallet af ældre over 65 år er steget med 115.000.
Danske Handicaporganisationer noterer sig, at finansloven ikke har fokus på, at 2014 er det år, hvor regeringen skal fremlægge sin handlingsplan på handicapområdet.
Også Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, er skuffet over finansloven.
- Det er fint, at der sættes penge af til udsatte børn og unge. Men vigtige opgaver på det sociale område er slet ikke nævnt, siger Finn Sørensen.
Han henviser konkret til kampen mod fattigdom, ældreområdet og afskaffelsen af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.
Finansloven bliver bedre modtaget blandt nogle af de fagforeninger, som organiserer ansatte på det sociale område. Både Socialpædagogerne og Dansk Socialrådgiverforening glæder sig over de 280 millioner kroner, regeringen afsætter over fire år til udsatte børn og unge, og ser frem til regeringens sociale 2020-plan.
Socialrådgiverformand Majbrit Berlau er samtidig skuffet over, at regeringen ikke åbner for en højere vækst i det offentlige forbrug.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278