03 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Råd kræver strategi mod fattigdom

Efter reformer:

Råd kræver strategi mod fattigdom

Regeringens reformer øger antallet af fattige. Op til socialministerens sociale topmøde i dag kræver Rådet for Socialt Udsatte en strategi for bekæmpelse af fattigdom.

FOTO: Christian Lindgren / Scanpix
1 af 1

Regeringen vurderer selv, at antallet af fattige kan vokse med over 10.000 personer som følge af reformerne af kontanthjælp, førtidspension, fleksjob samt skattereformen. 

Den konklusion kræver handling, mener Rådet for Socialt Udsatte, som i går offentliggjorde sin årsrapport med en række konkrete anbefalinger til regeringen.

>> LÆS RAPPORTEN HER

Der er brug for nye tiltag for at modvirke stigning i antal fattige.
Jann Sjursen, Rådet for Socialt Udsatte

Rådet foreslår, at regeringen senest midt i 2015 fremlægger en strategi til bekæmpelse af fattigdom, at det bliver lovpligtigt for kommunerne at indberette utilsigtede hændelser af reformerne, og at unge, som får den særligt lave uddannelseshjælp, får ret til et særligt boligtillæg, så de har råd til at betale husleje. 

Uddannelseshjælpen blev indført med kontanthjælpsreformen den 1. januar i år og er på 5857 kroner om måneden før skat.

Behov for handling

- På den ene side vil regeringen bekæmpe fattigdommen. Den afskaffede fattigdomsydelserne undtagen ungeydelsen til kontanthjælpsmodtagere under 25 år. Afskaffelsen var vigtig og betyder færre fattige. På den anden side gennemfører regeringen reformer, som blandt andet udbreder den sidste fattigdomsydelse til kontanthjælpsmodtagere op til 30 år. Det er noget af et paradoks, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

De nyeste fattigdomstal er fra 2012. Derfor kan konsekvenserne af reformerne, som trådte i kraft de efterfølgende år, endnu ikke ses i statistikken.

- Men stigningen i fattigdom som følge af reformerne kommer i takt med, at reformerne slår igennem i de kommende år. Der er brug for nye tiltag fra denne og den kommende regering for at modvirke den stigning, understreger Jann Sjursen.

Rådet diskuterede i går sine forslag med socialminister Manu Sareen og flere folketingspolitikere på det årlige stormøde for landets socialt udsatte, Brugernes Bazar, som blev afholdt i Odense. 

Input til socialt topmøde

Jann Sjursen ser også anbefalingerne fra Rådet som et input til det sociale topmøde om regeringens sociale 2020-mål, som socialministeren i dag afholder for aktører på det sociale område.

Regeringen offentliggjorde sidste år de sociale 2020-mål på områder som blandt andet hjemløshed, uddannelse, stofmisbrug og prostitution. 

Rådet for Socialt Udsatte kritiserede dengang, at der ikke fulgte økonomi med til opfyldelse af målene, og at der ikke er opstillet et konkret mål for bekæmpelse af fattigdom. 

I sin årsrapport foreslår Rådet, at de sociale 2020-mål suppleres med et mål om, at antallet af fattige halveres frem mod 2020.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. aug. 2014 - 06:06   28. aug. 2014 - 06:10

Socialpolitik

ur@arbejderen.dk
Sociale 2020-mål
  • Mindst 50 procent af udsatte børn og unge skal som 25-årige have gennemført en ungdomsuddannelse.
  • Udsatte børns faglige niveau i læsning og matematik skal forbedres.
  • Andelen af 15-17-årige udsatte unge, der får en dom for kriminalitet, skal falde med mindst 25 procent.
  • Andelen af anbringelser, der bryder sammen, skal falde med mindst 30 procent. 
  • Antallet af hjemløse skal reduceres med mindst 25 procent.
  • Andelen af borgere, der vender tilbage til et forsorgshjem efter, at de har fået egen bolig, må højest være 20 procent.
  • Andelen af kvinder, der har mere end et ophold på et krisecenter, skal reduceres med mindst 30 procent.
  • Andelen af stofmisbrugere, der efter behandling er stoffri eller har reduceret misbruget, skal øges til mindst 50 procent.
  • Antallet af narkorelaterede dødsfald på årsplan skal falde fra 250 til højest 200.

Kilde: Regeringens sociale 2020-plan