Budgetforliget i Randers betyder, at hundreder af ansatte i skoler, daginstitutioner og ældreplejen skal fyres for at få råd til lyskryds, tilskud til Aarhus Lufthavn, udvidelse af Randershallen og tilskud til erhvervslivet.
- Det er værre end frygtet, siger Bjarne Overmark, medlem af byrådet for Beboerlisten.
Bag forliget står Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF. Konservative, Beboerlisten, Radikale og Velfærdslisten står udenfor.
Netto er ældreområdet nu beskåret med 40 millioner kroner.
Bjarne Overmark, Beboerlisten
- Det er et udviklingsorienteret og ansvarligt budget. Jeg hæfter mig ved, at vi både har en fornuftig kassebeholdning og samtidig investerer i både vækst og velfærd og ikke mindst også i at skabe et endnu mere erhvervsvenligt klima, siger borgmester Claus Omann Jensen (V).
Forligsparterne glæder sig over, at ældreområdet tilgodeses med 10 millioner kroner.
- Det lyder jo godt. Man glemmer bare at oplyse, at området først var beskåret med 50 millioner kroner Så netto er der altså tale om, at området nu er beskåret med 40 millioner kroner. At kalde det en ”prioritering af ældreområdet” kan man vist – med et pænt udtryk – karakterisere som et alternativt forhold til sandheden, siger Bjarne Overmark til Arbejderen.
Alle kommunale områder skal næste år spare en procent på budgetterne. De penge kastes i en pulje, der kan bruges til "styrkelse af forskellige områder".
Børneområdet skal af med otte millioner, men får knap fire millioner tilbage igen, så området netto mister godt fire millioner,
Værre ser de ud for skolerne.
Udover de 20-30 job, der nedlægges i forbindelse med skolelukningsplanen, skal skolerne skære yderligere omkring 10 job.
Selvom skolerne er i gang med at implementere den nye skolereform og arbejde med at inkludere specialklasseelever får de ikke tilført en eneste ekstra krone.
Beboerlisten kritiserer forligspartierne for at føre penge fra velfærd over til anlæg. Der bruges for eksempel 18 millioner til en lysregulering ved Thors Bakke og 17 millioner til en udbygning af Randershallen. Der er også en udefineret millionudgift til ”erhvervsfremmende aktiviteter”.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278