Den danske regering er klar til at sikre, at den multinationale sprøjtegift- og gensplejsningsgigant Monsanto de næste ti år kan fortsætte med at sælge sin sprøjtegift Roundup i EU.
Det er ubegribeligt, at regeringen stemmer ja til sprøjtegift på trods af dyb videnskabelig uenighed om giftens farlighed for mennesker, dyr og miljø.
Jan Søndergaard, Greenpeace
Monsantos - og andre giftfirmaers - tilladelse til at markedsføre sprøjtegift med det giftige stof glyfosat udløber den 30 juni.
EU's miljøministre skulle i sidste uge have forlænget tilladelsen. Men sprøjtegiftene møder modstand fra en række EU-lande som Frankrig, Tyskland, Holland, Italien og Sverige. Derfor opgav EU-kommissionen at sende den nye tilladelse til afstemning. Frankrig har endda annonceret, at man vil forbyde glyfosat-sprøjtegifte fra 2020.
Stoler på EU og industrien
Den danske miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ryster imidlertid ikke på hånden. Han ville have stemt ja til, at sprøjtegiftene fortsat kan markedsføres og sælges i EU:
– Regeringen henholder sig til Miljøstyrelsens vurdering af, at EFSA's (EU's Fødevareagentur, red.) konklusion vedrørende glyfosat er meget robust, og at glyfosat ikke i sig selv er kræftfremkaldende, ikke skader arveanlæggene eller udgør anden sundhedsfare. Regeringen støtter derfor en fornyet godkendelse af glyfosat i EU, sagde ministeren, da han tidligere på måneden redegjorde for regeringens holdning i Folketinget.
Vurderingen fra EU's Fødevareagentur står i dyb kontrast til anbefalingerne fra FN's verdenssundhedsorganisation WHO. WHO's kræftforskningsenhed (IARC) offentliggjorde i juli sidste år en 92 sider lang rapport, der samler al offentlig tilgængelig viden om glyfosats virkning på dyr og mennesker. Undersøgelsen advarer om, at "glyfosat er sandsynligvis kræftremkaldende i mennesker".
– Jeg er uenig i, at den vurdering, der eksempelvis er kommet fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, skulle overtrumfe den vurdering, som den danske regering bygger sine antagelser på i regi af det europæiske system, sagde Esben Lunde Larsen.
Hemmeligholder data
Greenpeace er blandt de organisationer, der har været aktive i kampen for at få glyfosat forbudt i EU og mener, at den danske regerings ja til sprøjtegifte med glyfosat er en hån mod WHO's kræftforskere.
– Det er dybt ubegribeligt, at den danske regering vælger at stemme ja til sprøjtegift på trods af, at der er en dyb videnskabelig uenighed om giftens farlighed for mennesker, dyr og miljø, siger politisk rådgiver i Greenpeace, Jan Søndergaard, til Arbejderen.
Han mener, at der en række problemer med EU's vurdering af glyfosat-sprøjtegifte, som er grundlaget for den danske regerings holdning.
– Store dele af EFSA's vurdering bygger på rapporter, som industrien har betalt og fået udarbejdet. Derfor kan offentligheden ikke få dem at se. Det betyder, at vi ikke har en chance for at gå undersøgelsen efter i sømmene og se de data, som EU's fødevareagentur (EFSA) bygger sine konklusioner på, når de frifinder sprøjtegifte med glyfosat, uddyber Jan Søndergaard.
Næsten 100 internationale forskere har i tidsskriftet Journal of Epidemiology og Community Health og i et fælles brev EU's landbrugskommissær stærkt kritiserer, at EU-kommissionen afviser kræftrisiko ved glyfosat og Roundup.
Europæiske miljø- og sundhedsorganisationer overrakte i sidste uge 220.000 underskrifter fra borgere over hele EU sammen med et krav om, at EU forbyder glyfosat. Samtidig kræver 1,4 millioner borgere, at EU inddrager Monsantos tilladelse til at sælge Roundup i EU.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278