Et flertal uden om regeringen forhindrede tirsdag miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i at tillade dyrkning af fire GMO-majssorter i Danmark, som hun ellers havde planer om.
GMO'er vil simpelthen være en trussel mod muligheden for at dyrke økologisk landbrug.
Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.
Flertallet i Folketingets fødevareudvalg bestod af Socialdemokraterne, Alternativet, Radikale, Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti.
– Jeg er utrolig glad for, at vi har fået samlet et flertal uden om regeringen, så vi kan sende et stærkt signal om, at disse GMO-afgrøder ikke skal dyrkes i Danmark, siger Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding.
Hun betegner regeringens kurs som hovedløs og ser GMO'er som en trussel mod landbruget.
– Forbruget af pesticider er langt højere på marker, hvor afgrøden er genmodificeret, og samtidig kan GMO'er sprede sig over store afstande og ødelægge økologernes marker. GMO’er vil simpelthen være en trussel mod vores rene grundvand, vores natur og muligheden for at dyrke økologisk landbrug, udtaler Maria Reumert Gjerding.
Håber på generelt forbud
De fire genmodificerede majssorter er godkendt af EU's fødevaremyndighed og ventes at blive godkendt i EU til efteråret.
Det såkaldte Barossodirektiv gør det muligt for enkelte lande at forbyde dyrkning af GMO-afgrøder. Tyskland, Frankrig, Skotland, Grækenland, Litauen og Nordirland har allerede varslet, at de vil indføre nationale forbud mod dyrkning af de fire GMO-majs.
– Regeringens nederlag i fødevareudvalget kan forhåbentlig være første skridt i retning af, at Danmark får et generelt forbud mod GMO’er, lyder det fra Maria Reumert Gjerding.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278