Undervisningsminister Mette Riisager (LA) opgiver nu ifølge Berlingske at lave aftale om stopprøver i folkeskolen med forligskredsen på skoleområdet, som er SF, de Radikale, Socialdemokraterne og DF. I stedet vil hun lande en aftale med Dansk Folkeparti alene.
Forslaget om stopprøver var ellers en central del af regeringens ghettoudspil. Det bliver nu justeret færdigt sammen med DF og skal først gælde efter et valg, hvis VLAK-regeringen genvinder magten.
– Hvis de andre partier ikke er klar, må vi gå til DF, som har bakket op hele vejen og udvist en helt anderledes konstruktiv tilgang til forhandlingerne, siger Merete Riisager til Berlingske.
Man skal passe meget på med at udvande den hårde bagkant, der er i forslaget.
Mette Riisager, LA
Konkret hedder det i regeringens stort anlagte ghettoudspil, at der skal indføres målrettede sprogprøver i 0. klasse. Dette skal ske på skoler, hvor mere end 30 procent af børnene er bosat i boligområder, som inden for de seneste tre år har været på regeringens såkaldte ghettoliste.
Videre lyder det, at hvis barnet dumper ved skoleårets afsluttende sprogprøve og igen dumper ved prøven efter sommerferien og efter et tilbud om sprogstimulering, kan det ikke rykke op i 1. klasse. I stedet må barnet blive et år ekstra i børnehaveklassen.
Dansk Folkeparti kræver, at barnet automatisk skal gå om, hvis det dumper ved prøven. SF og de Radikale kræver derimod, at det er op til den enkelte skoleleder at vurdere, om barnet skal forblive i 0. klasse.
Ifølge DF's forhandler Alex Ahrendtsen er Dansk Folkeparti klar til at indgå en aftale med regeringen.
– Jeg har set udkastet til den aftale, vi skal tale med ministeren om i dag, og det ser meget fornuftigt ud. Nu skal vi lige læse det hele igennem, så vi er sikre på, hvad der står, men når vi går fra Merete Riisager senere i dag, regner jeg med, at vi har landet en aftale, siger Alex Ahrendtsen til Berlingske.
Han tilføjer, at en af DF's betingelser, som allerede er indskrevet i aftaleudkastet, er, at tilbuddet om sprogundervisning i løbet af sommerferien skal koste 500 kroner for forældrene om ugen.
For SF og de Radikale er det afgørende, at skolelederne ikke fratages den kompetence, de har i dag, til at vurdere, om et barn kan klare sig i sin klasse fremadrettet. For de Radikale er det endvidere vigtigt, at børnehaveklassebørn ikke skal til en formaliseret prøve og Socialdemokraterne har tidligere meldt ud, at de også er imod en stopprøve efter børnehaveklassen.
Mette Riisager giver ikke meget for Socialdemokraternes, SF's og de Radikales argumenter. Hun udtaler til Berlingske:
– Man skal passe meget på med at udvande den hårde bagkant, der er i forslaget. Så kan det ende som det rene ingenting.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278