Rusland bliver udråbt som fjenden i den nye strategi, der skal være styrende for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik i de kommende år.

Strategien, som regeringen fremlagde i sidste uge, slår fast, at Rusland har "… vilje og evne til at bruge militære midler".

Der er brug for nytænkning. Hvorfor ikke komme med konstruktive forslag til at bringe rustningskapløbet og fobien overfor Rusland til ophør?
Søren Riishøj, RIKO

Det "forandrede sikkerhedspolitiske landskab øger behovet for at styrke NATO’s evne til troværdig afskrækkelse og forsvar af alliancens territorium samt en fortsat høj prioritering af militære bidrag til internationale operationer, herunder også uden for NATO’s territorium", understreger regeringen.

Strategien opridser fem hovedudfordringer de kommende år: Sikkerhed i Danmarks nærområde, ustabilitet og terrorisme, migration, Brexit og EU’s fremtid, globaliseringen samt Arktis. 

Brug for alternativer

Søren Riishøj, ekstern lektor hos Syddansk Universitet med speciale i Østeruopa, NATO og Rusland og medlem af Rådet for International Konfliktløsning (RIKO), kalder regeringens synspunkterne på Rusland for dybt foruroligende:

– I strategien er et fravær af enhver form for selvkritik over for den linje, vi har ført over for Rusland. Strategien indeholder russofobi, mere oprustning, mere NATO, flere militære operationer rundt om i verden og mere udbredelse af "vestlige værdier". 

Søren Riishøj efterlyser nytænkning i regeringens strategi.

– Hvorfor ikke komme med konstruktive forslag til at bringe rustningskapløbet og fobien til ophør? Hvorfor føre en sanktionskrig, der efterhånden rammer Vesten mere økonomisk end Rusland?

– Hvorfor opruste, når NATO i forvejen er massivt militært overlegen? Hvorfor skal Danmark være en "superhøg" i Europa? Når regeringen ikke vil, må andre jo forsøge at opstille alternativer. Spørgsmålet er, hvor langt den hårde konfrontatoriske politik har støtte bredt i den danske befolkning. Lad os  få debatten, siger Søren Riishøj til Arbejderen.

Omdrejningspunktet i dansk udenrigspolitik de næste par år skal fortsat være NATO. Regeringen vil give "høj prioritet" til dansk militærs bidrag til NATO's militære tilstedeværelse i de baltiske lande. Regeringen vil også give flere penge til militæret. Dansk militærs "evne til at løfte opgaver i forhold til den kollektive afskrækkelse og forsvaret af NATO skal styrkes".

– Hvordan kan yderligere oprustning og NATO-udvidelse give mening? Der findes jo alternativer: Flere forbindelser på civilsamfundsniveau, diplomati, mægling og konfliktløsning, mere samhandel i stedet for sanktionskrig. De instrumenter er fraværende i regeringens udspil. Tror Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, at Rusland bøjer nakken for økonomisk og militært pres? Er det ikke i det mindste et forsøg værd at prøve alternativer? Det kræver, at vi også tager hensyn til legitime russiske interesser, uddyber Søren Riishøj.

Regeringen nævner også Arktis som et områder, hvor der er uenigheder med Rusland om territorialkrav. "I en situation med øgede spændinger mellem Vesten og Rusland kan der forekomme strategisk konkurrence i regionen", advarer regeringen blandt andet.

Udover at opruste danske militær og bakke op om NATO's oprustning i øst, vil regeringen styrke den danske ambassade i Moskva for at sikre "dansk interessevaretagelse over for Rusland især på det sikkerhedspolitiske område og Arktis".

Strategi mangler strategi

Ole Wæver, centerleder på Forskningscenter for Løsning af Internationale Konflikter (CRIC), kritiserer, at regeringen ikke har øje for hvordan verden forandrer sig i disse år:

– Der er ikke meget strategi over strategien. Den måske største svaghed er, at man kun passivt konstaterer, at verden er ved at ændre sig ved en magtforskydning væk fra Vesten – mod Øst og Syd. Det bliver kun til ændrede trusselsbilleder og nye økonomiske muligheder, men der er intet bud på, hvordan vi politisk skal placere os og agere i en verden, hvor Vesten ikke længere er dominerende, siger Ole Wæver til Arbejderen og tilføjer:

– Den politiske del er stadig skrevet som om, Vesten var og vedblev med at være verdens herrer.