03 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rekord i profitter men færre arbejdspladser

Halvårsregnskab fra store virksomheder

Rekord i profitter men færre arbejdspladser

Landets største virksomheder tjener styrtende med penge - de går bare til aktionærerne i stedet for at blive investeret i arbejdspladser.

Verdens største containerskib, "Majestic Mærsk" - her ved Mærsk-koncernens hovedkvarter på Langelinie - matcher ganske godt størrelsen på koncernens profit. Skibet, som er bygget i Sydkorea, er også et symbol på, at profitten er skabt på bekostning af danske arbejdspladser.
FOTO: Christian Liliendahl/Scanpix
1 af 1

Hvis man ser på profitterne går det rigtigt godt i de store danske virksomheder, som her i august har fremlagt deres regnskab for første halvår.

Overskuddet er skabt gennem omfattende rationaliseringer i landets store selskaber. Rationaliseringer, der har stået på i flere år under dække af  krisen.

Flere af virksomhederne har historisk store overskud. For eksempel kunne Mærsk-koncernen i sit halvårsregnskab opgøre overskuddet efter skat til rekordstore 19,7 milliarder kroner - dobbelt så meget som i første halvår af 2013, hvor resultatet lød på 9,2 milliarder kroner.

Mærsks rekord-profitter står ikke alene. Ifølge en optælling i Berlingske Business den 20. august har 16 af de 19 selskaber i C20-indekset, som er de 20 mest handlede aktier på Købehavns Fondsbørs, i årets andet kvartal øget deres overskud efter skat med hele 49,2 procent i gennemsnit, set i forhold til samme periode sidste år.

De tre selskaber, der mangler i Berlingskes opgørelse - ISS, William Demant Holding og Genmab - ændrer ikke væsentligt på disse tal.

ISS har for eksempel seksdoblet sit overskud - dog fra et meget lavt udgangspunkt - fra 60 millioner i 2. kvartal 2013 til 378 millioner kroner i år. Genmab har med et overskud på 72,4 millioner i årets første halvdel allerede tjent mere end hele sidste år. William Demants overskud er faldet i dette års 2. kvartal - men kun med et par millioner kroner ud af C20-selskabernes samlede profitmasse på 40 milliarder kroner i løbet af maj, juni og juli.

De mange milliarder ser dog ikke ud til at blive brugt til at skabe arbejdspladser. I stedet bruger selskaberne i stigende grad deres overskud på at købe egne aktier op. Mærsk har for eksempel bebudet, at koncernen vil opkøbe egne aktier for 5,6 milliarder kroner inden for det næste år, og lovet at rekordprofitterne også vil komme koncernens aktionærer til gode i form af rekord-udlodning af udbytter.

Det er en trafik, som først og fremmest gavner aktionærerne. Værdien af de af selskabets aktier, der er tilbage på markedet, stiger nemlig. Men arbejdspladser giver det ingen af.

Profitter på fyringer

Heller ikke den måde, rekord-profitterne er skabt på, har i væsentlig grad øget beskæftigelsen. Mens profitterne for selskaberne i C20-indekset er steget med næsten 50 procent, er omsætningen i årets første halvdel kun steget med 3,8 procent, sammenlignet med første halvdel af 2013.

Overskuddet er altså skabt gennem omfattende rationaliseringer i landets store selskaber. Rationaliseringer, der har stået på i flere år under dække af  krisen.

Mærsk-koncernen har således skilt sig af med 19.000 ansatte i løbet af de sidste fire år (fra 108.000 i 2010 til 89.000 idag).  Mærsk har for eksempel lukket Lindøværftet og lader i dag koncernens gigant-skibe bygge i Sydkorea, hvor værftsarbejdernes løn er noget lavere end i Danmark.

Danske Bank, der har øget overskuddet med 88 procent i årets første halvdel, har i samme periode skaffet sig af med godt 3000 ansatte (fra 22.000 til knap 19.000). Alene indenfor det sidste år har Danske Bank nedlagt op mod et tusind arbejdspladser.

Vestas, der i de senere år har fyret flere tusind ansatte, hovedsagelig i Danmark, er ganske vist gået den anden vej i årets første halvdel og har ansat omkring 2000 - langt de fleste dog udenfor Danmark.

Aktieanalysechef i Sydbank, Bjørn Schwarz, fremhæver da også overfor Berlingske, at de store virksomheder nu for alvor høster frugterne af de seneste års løbende besparelser, og at "danske virksomheder har været dygtige til konstant at finde nye effektiviseringer i alle dele af værdikæden".

Efterspørgslen mangler

Når landets store aktieselskaber vælger at lade aktionærerne æde løs af profitterne via kursstigninger og udlodning af rekordstore udbytter, skyldes det, at de ikke tror på, at efterspørgslen efter deres varer og tjenesteydelser vil vokse i den nærmeste fremtid. Derfor vil de ikke investere i en udvidelse af produktionen.

De kan heller ikke lade pengene stå i virksomheden og lade egenkapitalen vokse til "bedre tider". Så vil vil det nemlig rent regnskabsteknisk se ud, som om profitten, beregnet i forhold til den voksende egenkapital, ville falde - og investorerne vil søge andre græsgange.

Derfor vil de hellere opkøbe egne aktier og destruere dem - selv om de dermed også i en vis forstand destruerer jobudsigterne for landets arbejdsløse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. aug. 2014 - 10:10   30. aug. 2014 - 10:10

Analyse

he@arbejderen.dk
C20-indeks

C20-indekset er et aktieindeks over de 20 mest omsatte aktier på Københavns Fondsbørs:

  • A.P. Møller-Mærsk A

  • A.P. Møller-Mærsk B

  • Carlsberg

  • Chr. Hansen Holding

  • Coloplast

  • Danske Bank

  • DSV

  • FL Smidth & Co.

  • Genmab

  • GN Store Nord

  • ISS

  • Jyske Bank

  • Nordea Bank

  • Novo Nordisk

  • Novozymes

  • Pandora

  • TDC

  • Tryg

  • Vestas Wind Systems

  • William Demant Holding