Danskernes modstand mod EU's fælles møntunion og militær den største i mange år: 67 procent af danskerne siger i dag nej til EU's fælles mønt, euroen - det højeste antal siden Gallup begyndte sine målinger i 1996. Modstanden mod EU's fælles forsvarspolitik er på 38 procent - mod 26 procent i maj 2010.

Men den stigende modstand giver sig ikke proportionalt omslag i medlemmer hos EU-modstanderne i Folkebevægelsen mod EU, som i weekenden mødes til landsmøde.

- Mange bakker op om Folkebevægelsens synspunkter uden at organisere sig hos os. Jeg tror, at de forbinder dét at organisere sig med, at så skal man gå til møder, fortæller talsperson Rina Ronja Kari.

Dét der virkede var, at vi kom ud til folk og overbeviste dem ansigt til ansigt.

På landsmødet skal Folkebevægelsens aktive netop diskutere, hvordan den stigende modstand kan omsættes i aktivitet, medlemmer og ikke mindst stemmer frem mod næste EU-parlamentsvalg i 2014.

Ved sidste valg i 2009 fik bevægelsen 7,2 procent af stemmerne - 170.000 danskere satte deres kryds ved liste N, og sikrede Folkebevægelsen en plads i EU-parlamentet. Valget var det bedste for Folkebevægelsen i 15 år. Men samtidig mistede Folkebevægelsens valgforbundspartner, JuniBevægelsen sit mandat, og nedlagde sig selv. Hver eneste stemme bliver altså vigtig for Folkebevægelsen i 2014.

Flere måder at være aktiv på

Den fornemmelse kender de i Skævt-kampagnen, der opstod forud for folketingsvalget i 2011. Meningsmålingerne vippede frem og tilbage. Derfor tog 3F initiativ til Skævt-kampagnen for at give S, SF og Enhedslisten en hånd til at tippe stemmerne den rigtige vej, og sikre en ny, rød regering magten.

Skævt aktiverede fagbevægelsens medlemmer, og fik sofavælgerne op af sofaen og hen i stemmeboksen. 

- Vi havde et bredt lag af medlemmer, vi kunne tage udgangspukt i. Først skulle vi overbevise dem om, at det var en god ide at blive aktive i valgkampen. Det gik rimeligt nemt. Vi spurgte bare, om de var tilfredse med tingenes tilstand? "Nå, ikke? Vil du så ikke gøre en forskel? Nu har du chancen", fortæller Frank Aabak til Arbejderen.

Han sidder i bestyrelsen hos Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund i København, og var en af drivkræfterne i Skævt-kampagnen i København.

Der var flere måder at være aktiv på i Skævt: Man kunne ringe til vælgerne op og få en snak om, hvorfor det var vigtigt at stemme. Man kunne pakke valgmaterialer eller stå i den pavillion, som Skævt satte op hver weekend på gader og stræder. Eller man kunne komme på et af Skævt's hold, der gik fra dør til dør og mødte vælgerne derhjemme.

- Dét der virkede var, at vi kom ud til folk og overbeviste dem ansigt til ansigt. Her fik slået nogle få, klare politiske pointer fast, mener Frank Aabak.

Det fik folk op af sofaen. Og ikke nok med det: Dansk Folkeparti gik tilbage, og Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne gik frem.

Skævt nåede op på 9000 frivillige, der på den ene eller anden måde deltog i aktiviteter.

- Desto flere aktiviteter vi lavede, desto flere blev aktive. Når vi gik på gaden, blev vi set af unge studerende, der spurgte "Hvad laver I"? Og så ville de også være aktive. På  den måde kom Skævt på Facebook og på nettet, og nåede ud til helt nye grupper.

I det københavnske Nordvest-kvartér, hvor Skævt-aktivisterne bankede på døre, steg stemmeprocenten med to procentpoint, og Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne gik frem. Herudover fik Skævt over 100.000 venner på Facebook.

Facebook spredte sig som ringe i vandet

Kirkeasyl kan tale med om at mobilisere mange mennesker på kort tid via Facebook. Kirkeasyl havde - ligesom Folkebevægelsen - svært ved at komme igennem med sit budskab i de borgerligemedie.

Da 60 udvisningstruede irakiske flygtninge søgte beskyttelse i Brorsons Kirken på Nørrebro i København, dannede en gruppe borgere Kirkeasyl. Undervejs i kampen for irakerne gjorde Kirkeasyl sig gode erfaringer med at bruge Facebook til at sprede deres budskab til hele Danmark og mobilisere og aktivere danskerne.

- Facebook kan nå ud til mange tusinde mennesker med et budskab og mobilisere mange mennesker på kort tid til eksempelvis til en demonstration. På vores side gav vi  vores medlemmer konkrete anvisninger på, hvordan de kunne være aktive. Hvis man skal have en aktiv og levende bevægelse, er det vigtigt for den enkelte at opleve, at man gør en forskel, fortæller Stine Brix, tidligere aktivist i Kirkeasyl.

Der blev næsten dagligt lagt nyheder ud på Facebook-siden.

- Vi delte både billeder, tekst og video på Facebook. Vi kunne selv bestemme indholdet, så vi kunne fortælle irakernes historie, som vi så den. Vi kunne lægge billeder og tekst ind om irakernes hverdag. Vi kunne efterlyse mad, tøj og andre ting, som irakerne havde brug for. Folk blev inddraget. Vores Facebook-gruppe var ikke kun noget, der foregik i cyperspace. Det var virkelighed, forklarer Stine Brix.

Aktivitet mellem valgene

En af de tilbagevendende diskussioner i Folkebevægelsen mod EU er hvordan interessen for unionsmodstanden kan fastholdes mellem parlamentsvalgene.

Det har den norske søsterorganisation, Nei til EU, et bud på. De har 30.000 medlemmer og aktivister og kontakter i de fleste kommuner. Den store folkebevægelse har sat sit præg på befolkningen: 75 procent af den norske befolkning er imod EU, og kun 15 procent er for norsk medlemsskab.

Det er lykkedes at stable en stabil bevægelse på benene ved at opbygge alliancer med andre og sikre, at der hele tiden er noget for Nei til EU's medlemmer at give sig til, fortæller Heming Olaussen, leder af Nei til EU til Arbejderen.

- Vi har opbygget en bred tillid hos den norske fagbevægelse. Den tillid har vi opnået gennem et bredt arbejde for at synliggøre EU's angreb på fagbevægelse og arbejdere. Især vores kampagner mod EU's servicedirektiv, Laval-dommene og social dumping har betydet, at mange i fagbevægelsen fik øjnene op for konsekvenserne af EU og Nei til EU, siger han.

Vi delte både billeder, tekst og video på Facebook.

Nei til EU producerede løbesedler om det konkrete indhold og konsekvenserne af eksempelvis EU's servicedirektiv.

- Vores viden om konsekvenserne af EU, og den tillid vi havde i fagbevægelsen betød at tillidsfolkene på arbejdspladserne delte vores materiale ud, og argumenterede med deres kollegaer i frokostpauserne.

I Danmark peger Rina Ronja Kari på, at Folkebevægelsen mod EU skal finde på flere forskellige måder at være aktiv på. Blandt andet skal det sikres, at en far eller mor med en travl hverdag får mulighed for at støtte Folkebevægelsens arbejde:

- Folkebevægelsen hænger ofte fast i traditionelle måder at organisere og lave politik på. Jeg tror en løsning er mere direkte kontakt til den enkelte, hvor vi får indblik i, hvad det enkelte medlem kan bidrage med. Det skal være overskueligt at være EU-modstander, og gøre noget. Det kan bare være, at tage en snak med din kollega eller smide et par flyers i dine naboers postkasse. En stor, stærk og rodfæstet folkebevægelse består af en masse små initiativer, forklarer hun.

Tidligere erfaringer viser, at det virker at være synlig i gadebilledet. Da EU-modstanderne i januar satte gang i en underskriftsindsamling blandt danskerne for en folkeafstemning om EU's finanspagt, gav den øgede aktivitet 150 nye medlemmer.