Dong Energy A/S skal sælge ud af sine aktiver, og så skal energigiganten på børsen, så private kan begynde at købe op af selskabet.
Arbejderen har som det første medie fået indsigt i den politiske aftale om Dong Energy A/S fremtid.
Heraf fremgår, at der allerede i 2013 skal ske en kapitaludvidelse på seks til otte milliarder kroner, ved at få andre investorer end staten ind i Dong Energy A/S.
Al erfaring viser, at et aktieselskab er nødt til at tage hensyn til de store investorer.
Niels I. Meyer, energiprofessor
Herudover er det hensigten at »gennemføre et salg af aktier i Dong Energy A/S til en bred ejerkreds i tilknytning til en børsintroduktion«, skriver aftalepartierne (Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative).
Det er en lækkerbidsken, som de private investorer kan sætte tænderne i: I 2005 gik Dong på storindkøb for 20 milliarder kroner i den danske el-sektor. Først opkøbte Dong en ordentlig luns af Elsam for ti milliarder. Få dage efter opkøbte Dong, Københavns Energi for 10,5 milliarder inklusive 350.000 kunder.
Dong har også købt næsten hele elproduktionsselskabet Energi E2 og næsten hele NESA, der sælger el til 535.000 kunder over hele landet. I alt skal der ske aktie- og frasalg for minimum 16-18 milliarder kroner.
Også Dong Energy A/S' kerneområder - som eksempelvis havvindmølleparker er i spil, når det danske energiselskab holder udsalg i år og næste år.
I første omgang vil Dong Energy A/S se sig om efter medejere. Finansministeriet og Dong Energy A/S vil henvende sig til store, professionelle investorer. Ingen er på forhånd udelukket fra at byde på Dong Energy A/S's aktier - heller ikke kapitalfonde og/eller store udenlandske energigiganter, oplyser ministeriet til Arbejderen.
Staten ikke længere frit stillet
Næste skridt bliver at sætte Dong Energy A/S på børsen. Hvornår dette sker, ønsker Finansministeriet ikke at sætte dato på. I første omgang vil finansministeren dog fortsat beholde aktiemajoriteten på statslige hænder.
Men det beroliger ikke energiprofessor Niels I. Meyer fra Danmarks Tekniske Universitet. Han har i en årrække været medlem af en række af statens forskningsråd og rådgivende udvalg om energi og miljø.
- Al erfaring viser, at et aktieselskab er nødt til at tage hensyn til de store investorer. Sådan fungerer finansmarkedet. Hvis først staten begynder at sælge store aktieposter til private, er man ikke længere frit stillet. Vi har set, at det går galt med både arbejdspladser, forbrugerpriser, miljø, når eksempelvis kapitalfonde øjner en mulighed for hurtig profit, siger Niels I. Meyer til Arbejderen.
Han mener, at samfundet bør styre udviklingen af vitale funktioner som vand, sundhed og energi. Det kan kun ske, hvis forsyningsselskaberne er offentligt ejede eller forbrugerejede. I dag er Dong Energy A/S udelukkende ejet af staten og forbrugerejede energiselskaber.
Privat er kortsigtet
Selskabet sidder på store dele af den danske elproduktion. Derfor er det oplagt, at politikerne bruger deres ejerskab af energigiganten til at sikre grønne investeringer.
- Regeringen vil nedbringe CO2-udslippet og gå over til mere klimavenlig energi. Derfor skal staten selvfølgelig bruge sit ejerskab af Dong Energy til aktivt at forfølge dette mål. Private investorer skal ikke kunne forhindre eller vanskeliggøre, at Dong Energy prioriterer samfunds- og miljøhensyn højt. Hvis vi skal sikre grønne løsninger og klimavenlig energi, kræver det, at investorerne har en tidshorisont på 40-50 år.
– Det duer ikke, at kommercielle foretagender kommer og blander sine kortsigtede, profithensyn ind i Dong Energy A/S, siger Niels I. Meyer.
Han mener, at Dong som samfundsejet virksomhed kan sikre de langsigtede investeringer i eksempelvis vedligeholdelse af nettet.
– Den slags 15-20 årige investeringer ønsker privat kapital ikke. De vil have afkast her og nu. Det er problematisk, fordi samfundsmæssige hensyn til at sikre lave priser i fremtiden og sikre befolkningens behov for energi ofte kræver store og langsigtede investeringer, siger Niels I. Meyer.
Energigiganten er allerede i gang med at omstille sig til nye, kommercielle tider.
Energikoncernen besluttede i sidste måned, at Dong Energy A/S senest i 2016 skal give et afkast på mindst ti procent.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278