20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

S lægger ikke op til ny økonomisk politik i 2025-plan

Starter kongres i dag

S lægger ikke op til ny økonomisk politik i 2025-plan

Socialdemokraternes 2025-plan, der blev fremlagt for to dage siden, understreger partiets opbakning til EU's nyliberale økonomiske politik.

Politisk ordfører Nicolai Wammen, formand Mette Frederiksen og gruppeformand Henrik Sass Larsen fremlægger Socialdemokraternes 2025-plan.
FOTO: Nikolai Linares/Scanpix
1 af 1

I dag starter Socialdemokraterne kongres i Aalborg. Partiets udspil til 2025-plan, der blev fremlagt i onsdags, kommer uden tvivl til at spille en stor rolle i Mette Frederiksens beretning.

S slår i deres 2025-plan fast, at partiet fastholder en økonomisk politik, der er helt i tråd med EU's nyliberale nedskæringspolitik. 

Hun vil slå på de punkter, hvor Socialdemokraternes plan adskiller sig fra Lars Løkkes plan: Nej til skattelettelser, nedskæringer på SU'en og højere pensionsalder. 

Socialdemokraterne lægger også op til at bruge flere penge på velfærd frem mod 2025. Mens Løkke-regeringen vil lade de offentlige udgifter stige med 0,5 procent om året frem mod 2025, vil Mette Frederiksen tillade en vækst på 0,6 procent. 

Men Socialdemokraterne lægger ikke op til et brud med den nuværende nyliberalistiske økonomiske politik, som også blev støttet af Thorning-regeringen.

Samme kurs

"Stol på Danmark", der er titlen på Socialdemokraternes 2025-plan, slår fast, at partiet fastholder en økonomisk politik helt i tråd med EU's nyliberale nedskæringspolitik. På side 30 skæres det ud i pap, at Socialdemokraterne på ingen måde vil gøre op med budgetlovens snævre rammer for den offentlige sektor, tilknytningen til EU's finanspagt eller fastkurspolitikken i forhold til euroen.

Det understreges også, at Socialdemokraterne "ikke af princip er imod skattelettelser". Partiet mener bare, at det er en forkert prioritering i den nuværende situation.

Ligeledes understreger Socialdemokraterne deres opbakning til de seneste års mange reformer, der har øget arbejdsudbuddet og dermed "rustet dansk økonomi til de udfordringer, vi står overfor". 

Der er ingen heller løfter i "Stol på Danmark" om tilbagerulning af regeringens nye fattigdomsydelser som kontanthjælpsloft, 225-timers-regel og integrationsydelse.

Direkte adspurgt på pressemødet, hvor planen blev fremlagt, svarede Mette Frederiksen, at det endnu er for tidligt at svare på, om Socialdemokraterne rent faktisk vil afskaffe kontanthjælpsloftet, som partiet er erklæret modstander af. 

Nyt principprogram

Udover diskussion af 2025-plan og den aktuelle politiske situation skal Socialdemokraternes kongres også diskutere nyt principprogram.

Partiets hovedbestyrelse besluttede for halvandet år siden, at der skal laves et nyt principprogram. Siden januar i år har partiforeninger og kredse holdt næste 200 møder med debat om det nye program, der også diskuteres på de sociale medier.

Principprogrammet skal endeligt vedtages på Socialdemokraternes kongres næste år. Der er ikke offentliggjort noget udkast til program, men Netavisen Pio har haft en lang række synspunkter omkring programmet. Blandt andet er holdningen til EU til diskussion. 

Poul Smidt, der er journalist, cand.jur. og medlem af Socialdemokraterne i Rødovre, henviser i et indlæg til et forslag fra partiets internationale udvalg til principprogrammet. I forslaget slås fast, at "Danmarks interesse er ikke at være "så tæt som muligt" på kernen i det europæiske samarbejde, men at være i kernen af det europæiske samarbejde. Efter en historisk lang intern proces i partiet er det på tide, at dette gøres helt klart". 

Poul Smidt ser det som Mette Frederiksens opgave på weekendens kongres "at kvæle myten om at Socialdemokraterne er på vej til at omfavne Dansk Folkeparti – også i Europa-politikken".

Kongressen varer til og med søndag

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. sep. 2016 - 07:04   23. sep. 2016 - 07:10

S-kongres

ur@arbejderen.dk