29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Salg af elnet betyder stigende priser

Ørsted vil sælge Radius

Salg af elnet betyder stigende priser

Hvis et privat, profitdrevet selskab får monopol på store dele af elnettet på Sjælland, vil det betyde stigende priser for forbrugerne, advarer energiprofessor. Finansminister er ikke bekymret.

Elnetselskabet Radius, der ejer og driver det elnet, der forsyner en million borgere og virksomheder i Købenavn og store dele af Sjælland, skal sælges.
FOTO: Ørsted
1 af 1

Et salg af det elnet, der sikrer strøm til én million hjem og virksomheder i København, Nordsjælland og Midtsjælland, vil føre til stigende priser.

Der er kun ét elnet. Hvis det bliver overtaget af en privat virksomhed, bliver det en pengemaskine.
Frede Hvelpund, energiprofessor, AUC

Det forudser energiprofessor på Aalborg Universitet, Frede Hvelplund.

– Den kommende køber af Radius vil have forrentet deres kapital, og der er kun forbrugerne til at betale. Den nye ejer vil komme med en hær af advokater, der kan omfortolke reglerne. Dem kan Forsyningstilsynet ikke lægge arm med, siger energiprofessoren til Arbejderen.

Elnetselskabet Radius er i dag ejet af energiselskabet Ørsted (tidligere DONG), hvor den danske stat ejer 50,1 procent af aktierne. Nu har Ørsted besluttet at sælge Radius.

Kan ikke styre profitselskab

Hverken Ørsted eller finansminister Kristian Jensen vil afvise, at Radius bliver købt af en kapitalfond eller et andet udenlandsk privat selskab.

Men ejerskabet betyder ikke så meget. Den danske lovgivning sikrer nemlig mod prisstigninger, forsikrer Radius' nuværende ejere.

Men de løfter tror energiprofessor Frede Hvelplund ikke på.

– Myndighederne kan forsøge at lægge et loft over prisen. Men troen på, at Forsyningstilsynet kan regulere prisen, er ubegrundet. Den nye ejer vil argumentere med, at de har nogle omkostninger, de skal have dækket ind, og så hæver de prisen, forklarer han.

– Da fjernvarmesektoren blev åbnet op for private, gik der ikke lang tid, før tyske E.ON blev den dyreste leverandør af fjernvarme og fik de højeste varmepriser ud af de i alt 418 fjernvarmeselskaber i Danmark. Myndighederne kan ikke kontrollere et privat selskab, der har som eneste mål at hive så mange penge ud som muligt. Og hvis de kunne kontrollere det, var der ingen, der ville opkøbe. Det er jo netop, fordi myndighederne ikke kan kontrollere det, at der er nogen, der er interesserede i at købe, lyder vurderingen fra energiprofessoren.

Købere står i kø

Og interessen har været stor. Mere end ti potentielle købere har meldt sig til at overtage Radius og dermed elnettet på store dele af Sjælland.

Det kommer ikke bag på Frede Hvelplund:

- Det vidner om, at der er mere end ti selskaber, der tror på, at de kan tjene penge på at distrubere el i København og andre dele af Sjælland. Elnettet er et naturligt monopol. Der er kun ét elnet. Hvis det bliver overtaget af en privat, der har til formål at høste overskud til sine aktionærer, så er det ikke til at styre. Der er ingen konkurrence. Det bliver en pengemaskine.

Derfor mener han, at det er vigtigt, at den slags naturlige monopoler altid ejes af enten forbrugerne eller det offentlige, som ikke går efter at trække penge ud, men efter at sikre den lavest mulige pris til forbrugerne.

Men finansminister Kristian Jensen vil ikke arbejde for, at Radius kommer på offentlige eller forbrugerejede hænder. Og han vil heller ikke afvise, at Radius bliver solgt til en udenlandsk kapitalfond.

– Jeg vil ikke sætte nogen købere foran andre. Staten skal sikre Ørsted frihed til at gennemføre en salgsproces med fokus på selskabets kommercielle hensyn, uden unødig politisk indblanding, understregede finansministeren, da han i sidste måned var kaldt i samråd om salget.

Samrådet var indkaldt af Enhedslisten, der er imod salget.

– Vi står over for en skandale i forlængelse DONG-sagen. Allerede dengang advarede vi i Enhedslisten om, at privatiseringen af det statslige energiselskab kunne få som konsekvens, at vital national infrastruktur endte på private hænder, siger Enhedslistens erhvervsordfører, Pelle Dragsted.

Ørsteds bestyrelse træffer beslutning om et salg af Radius og elnettet i løbet af første halvår 2019.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. dec. 2018 - 07:00   05. dec. 2018 - 07:10

El-forsyning

ml@arbejderen.dk