Den danske satellit-producent, Space Inventor, nægter at sælge satellitter, der kan bruges til krigsførelse.
Firmaet har nedskrevet en "Peaceful Use Policy", der slår fast, at virksomhedens produkter kun må bruges til fredelige formål, fortæller Space Inventors direktør, Karl Kaas, til Arbejderen.
Jeg kan slet ikke se formålet med de krige, der foregår i dag. Det kan sagtens lade sig gøre at tjene penge og samtidig sige nej til krigsproduktion.
Karl Kaas, Space Inventor
– Hvis en ny kunde vil handle med Space Inventor, skal kunden skrive under på, at man kun vil bruge Space Inventors satelitter og dele til fredelige formål, forklarer direktøren.
>> LÆS OGSÅ: Når krig sikrer arbejdspladser
Radarsystemer og satellitsystemer kan nemlig indbygges i missiler og bruges til at få overblik over landjorden og luftrummet, hvis man vil angribe andre og guide missiler fra kampfly og aflytte og spionere mod andre.
– Det ønsker vi ikke at bidrage til. Vi vil ikke være med til, at vores produkter bliver brugt i krig, siger Karl Kaas.
– Jeg kan slet ikke se formålet med de krige, der foregår i dag. Min holdning og mit livssyn er, at vi skal passe på mennesker og natur og ikke ødelægge verden. Den holdning tager jeg også med på arbejde. Hvorfor skulle jeg i mit arbejdsliv bruge tid og energi på noget, der strider imod mit værdigrundlag?
Mikro-satellitter
Space Inventor har eksisteret i to år, og har specialiseret sig i at udvikle til mikro-satellitter, som benyttes til videnskabelige og meteorologiske formål.
Karl Kaas begyndte at lave satelitter i 2002, mens han gik på universitetet. Da han var færdig med at studere, startede han GomSpace op sammen med nogle kammerater. Men i 2015 solgte han sine anparter i GomSpace.
– Jeg var træt af, at virksomheden mere og mere blev drejet henimod militær produktion, forklarer Karl Kaas
En af de nuværende ansatte hos Space Inventor har tidligere vedligeholdt F-16 kampfly hos Forsvaret. Nu arbejder han for Space Inventor og laver radarer til eksempelvis miljøovervågning.
– Han følte, at det var skrækkeligt at være med til at vedligeholde kampfly. Han føler meget mere værdi i at være med til at udvikle satellitter, fortæller Karl Kaas.
Sælger til hele verden
Det går godt for den pacifistiske radarvirksomhed. For nylig blev firmaet færdig med at producere to komplette satellitter med en jordstation, der skal bruges af en kinesisk virksomhed, som skal anvende satellitten til at måle stråler i rummet.
Udover den kinesiske ordre har Space Inventor landet ordrer i USA, Holland, Tyskland og Litauen. Derfor er virksomheden netop flyttet til nye og større produktionslokaler i Aalborg.
>> LÆS OGSÅ: Metal og 3F glæder sig over våbenjob
Space Inventors direktør ryster på hovedet af dem, der tror, at højteknologiske virksomheder indenfor traditionel forsvarsproduktion som satellitter og radarer kun kan skabe vækst og arbejdspladser, hvis de producerer militært.
– Vi har overskud. For et år siden var det kun mig, der var ansat. I dag er vi fire ansatte. Og jeg vil gerne op på ti mand indenfor den nærmeste fremtid. Det kan sagtens lade sig gøre at tjene penge og samtidig sige nej til krigsproduktion. Jeg synes, at flere danske virksomheder burde gøre som os. Det er fremtiden. Jeg tror, at flere og flere – især unge – vil sige fra overfor krigsproduktion, lyder det fra direktøren.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278