15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skal der forkyndes for folkeskoleelever på Gribskolen?

Skal der forkyndes for folkeskoleelever på Gribskolen?

En beslutning om at droppe kirkegang for elever på Gribskolen skaber harme blandt forældre og kommunalpolitikere og selv Lars Løkke Rasmussen er utilfreds med beslutningen.

FOTO: Bococo/CC3.0
1 af 1

På Gribskolen i Gribskov Kommune har pædagogisk udvalg besluttet at droppe den årlige, traditionelle kirkegang for de yngste elever. Skolen er herved kommet i kraftig modvind blandt ledende kommunalpolitikere, forældre og selv Lars Løkke Rasmussen vælger at tage afstand fra skolens beslutning.

Det er utroligt hvad vort samfund skal tage af hensyn til muslimer.
Jonna Præst, DF

"Var ellers i gang med at skrive et indslag i min SoMe-julekalender fra barndommens folkeskole  i Græsted, hvor jeg gik fra 1. til 9. klasse – og så ser jeg det her! Det er en ommer!", skriver han på sin facebookprofil.

Jonna Præst, som er 2. viceborgmester i Gribskov Kommune og medlem af Dansk Folkeparti, mener ligefrem at beslutningen er udtryk for "et direkte knæfald for islam", og tilføjer i Netavisen Gribskov:

– Det er utroligt hvad vort samfund skal tage af hensyn til muslimer. Sharia lovgivning ind af bagvejen.

Op til den enkelte familie 

Beslutningen er truffet af skolebestyrelsen på Gribskolen og skoleleder Marianne Vedersø Schmidt fortalte på Skolens intranet i torsdags hvorfor:

"Beslutningen tog vi som følge af, at vi på skolen har børn med anden tro end den protestantiske. Vi er meget glade for samarbejdet med kirkerne og vil bestemt fortsætte med dette samarbejde, da det giver alle børn en kulturel og almendannende viden - men julegudstjenesten er også forkyndende, og det må derfor være op til de enkelte familier, om de ønsker at deltage i julegudstjenesten i privat regi".

Gudstjeneste ikke obligatorisk

Sognepræst Ole Backer Mogensen har til Netavisen Gribskov bekræftet, at gudstjenester altid er forkyndende og formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal siger til Ritzau at han ikke  ser noget problem i, at man dropper gudstjenesten.

– Der står ikke nogen steder i folkeskoleloven, at man skal i kirke, og der er rigtig mange skoler, der aldrig nogensinde har gjort det, siger han.

Mette With Hagensen, der er formand for interesseorganisationen Skole og Forældre er enig:

– Er man på en skole, hvor det ikke giver mening, kan man lave en anden afslutning. Men synes man, at det er vigtigt, skal man gøre det, siger hun til Ritzau.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. dec. 2017 - 10:56   11. dec. 2017 - 15:06

Folkeskolen

sb@arbejderen.dk