En meget stor del af den stigende ulighed skyldes den førte skattepolitik: Skatterne er i stadig mindre omfang med til at sikre større lighed i den disponible indkomst. Det fremgår af dette års udgave af regeringens publikation "Fordeling og incitamenter".

Næsten hele den store stigning i ulighed siden 1994 skyldes skiftende regeringers skattelettelser og beskæring i overførselsindkomster.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille offentliggjorde publikationen i forrige uge under overskriften "Ny redegørelse punkterer grundlag for dansk reformskepsis." Ifølge Ammitzbøll-Bille gør den nemlig op med mange myter om, at reformer – herunder ikke mindst skattereformer – skaber voksende ulighed i Danmark.

Hans egen publikation synes dog at modbevise denne påstand.

39 procent mere ulighed

For eksempel hedder det i redegørelsen, at "reformer af dagpenge og kontanthjælp har bidraget til, at ledigheden er faldet, og at den strukturelle beskæftigelse er øget." Men tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsesfrekvensen for 15-64-årige tværtimod er faldet i forhold til det seneste opsving i midt-nullerne. Hvor i 2008 over 78 procent af de 15-64-årige var i beskæftigelse, er det i dag kun 75,4 procent.

Til gengæld har reformerne sammen med skatte- og afgiftslettelser til hovedsagelig de rigeste bidraget til at øge den økonomiske ulighed i hidtil uset omfang i nyere tid, afslører Økonomi- og Indenrigsministeriets egne tal.

Indkomstulighed opgøres normalt i den såkaldte gini-koefficient, hvor 0 betyder, at alle har lige stor indkomst, og 100 betyder, at al indkomst er samlet hos én person.

Her viser opgørelsen fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at gini-koefficienten for indkomster før skatter og afgifter er vokset fra knap 44 til godt 45 i perioden 1994 til 2016. En stigning på omkring tre procent. Men i samme periode er gini-koefficienten for indkomster efter skatter og afgifter - det vil sige den disponible indkomst – steget fra 20 til 28. Det er en stigning på godt 39 procent.

Så selv om omfordelingen via skatterne stadig sikrer et mere lige samfund, hvad angår indkomsten efter skat, så er denne omfordeling kraftigt på retur. Simon Emil Ammitzbøll-Billes publikation giver selv svaret på, hvorfor det er sket:

"En del af forklaringen er reformer, som har styrket den økonomiske gevinst ved at være i arbejde og yde en ekstra indsats. Det gælder blandt andet målretningen af offentlige ydelser, indførslen af beskæftigelsesfradrag og forøgelsen af topskattegrænsen."

Reformskepsis breder sig

Den øgede ulighed via blandt andet skattepolitikken er altså tilsigtet. Og Simon Emil-Ammitzbøll-Bille tager den nuværende højkonjunktur til indtægt for, at den har virket:

– Stribevis af reformer har lagt fundamentet for fremgangen. Derfor er det også paradoksalt, at reformskepsissen breder sig blandt Folketingets partier, i takt med at de gode resultater indfinder sig, lyder det fra ministeren. Han lover samtidig mere af samme skuffe fremover.

Skattereformernes ulighedseffekt har vist sig som en glidende udvikling, viser tallene i "Fordeling og incitamenter".

Når der modregnes for prisudviklingen, har de fattigste ti procent danskere oplevet en real nedgang i deres disponible indkomst på cirka 0,3 procent om året siden 2005, mens de rigeste ti procent af befolkningen har haft en real stigning på omkring 2,5 procent om året, vel at mærke fra et langt højere udgangspunkt.

Udhuling af overførselsindkomster

Næsten alle de ti procent fattigste er i øvrigt "økonomisk sårbare", ifølge Danmarks Statistiks nye fattigdomsdefinition. Det vil sige, at de har svært eller meget svært ved at få pengene til at slå til, at de ofte er bagud med betalingen af faste udgifter, ikke har råd til at have bil og må låne sig frem, hvis der kommer en uforudset udgift på 10.000 kroner – og heller ikke har råd til at alle familiemedlemmer holder mindst en uges ferie om året borte fra hjemmet.

I 2013 var ti procent af befolkningen "'økonomisk sårbar". Andelen faldt til og med 2015, men er siden begyndt at stige igen – samtidig med indførelsen af kontanthjælpsloftet og integrationsydelse. Analyseinstituttet CASA har i en tidligere analyse peget på, at det at overførselsindkomsterne, det vil sige dagpenge, kontanthjælp og pensioner, ikke stiger i samme tempo som (løn)indkomsterne på arbejdsmarkedet, accellerer denne udvikling.

Næsten hele den store stigning i ulighed siden 1994 skyldes altså skiftende regeringers skattelettelser og beskæring i overførselsindkomster.