Fælleshuset i Mjølnerparken er fyldt op. Beboerne har inviteret samtlige partier i Folketinget til debat om ghettopakken og dens konsekvenser for beboerne.

Allerede før mødet går i gang, er to små piger på løbehjul foran medborgerhuset klar med spørgsmål til de forbipasserende:

– Hvorfor skal vi flytte? Vi er glade for at bo her. Vi har ikke lyst til at flytte.

Indenfor tager den ene beboer efter den anden ordet og fortæller, hvor længe de har boet i Mjølnerparken, og at de vil ikke vil flytte.

– Jeg er gammel og kan ikke flytte. Jeg er glad for at bo her. Jeg vil ikke flytte herfra, lyder det fra en ældre herre.

Han bliver hurtigt afløst af en anden ældre herre.

– Et sted mellem 1000 og 1300 mennesker skal flytte herfra. Der er ikke en eneste, der får en uddannelse af at blive tvangsflyttet. Der er ikke en eneste, der får et arbejde af at blive tvangsflyttet. Man løser ikke folks problemer, man flytter dem bare et andet sted hen. Mennesker har konkrete problemer, der kræver konkrete løsninger. Det er en socialpolitisk indsats og en beskæftigelsesindsats, der skal til, lyder det fra John fra Mjølnerparkens seniorbofællesskab.

Beboere bed ikke på valgløfter

Det er især de tre fremmødte repræsentanter for Socialdemokratiet, De Konservative og SF – der alle har lagt stemmer til regeringens ghettoplan – der må stå for skud for kritiske spørgsmål fra beboerne i Mjølnerparken. Det er de eneste to partier bag ghettoaftalen, der er dukket op. Hverken Venstre, Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti er at finde i panelet.

På hver en stol i fælleshuset har politikerne lagt farverigt og glitret valgmateriale.

Jeg er meget påvirket af, at politikerne vil sælge vores boliger og smide os ud. Jeg er rigtig ked af det og har det meget dårligt. Alting er meget usikkert.
Imane Elsakhnini, beboer i Mjølnerparken

Den socialdemokratiske kandidat, Sine Heltberg, lokker med, at alle skal have deres egen læge, og taler for, at flere plejehjem skal have frisklavet mad…

Den konservative kandidat, Peter Stakemann, lover kortere ventelister og mere tid til omsorg…

Men i dag kan nok så mange valgløfter ikke fjerne fokus fra det, de mange fremmødte er kommet for at få svar på: Nemlig hvorfor de skal tvinges væk fra deres hjem og det område, de har boet i i årevis og holder så meget af.

Den socialdemokratiske folketingskandidat, Sine Heltberg, starter i en forsonende tone og forsøger at forsikre de fremmødte om, at salget af almene boliger og tvangsflytninger af beboerne sker for deres eget bedste.

– Børn skal vokse op i et område, hvor det er almindeligt at gå på arbejde, og hvor der ikke er for meget kriminalitet. Dem, der i dag bor et sted, der skal sælges, vil blive tilbudt en anden bolig et andet sted i byen. De vil blive kørt rundt for at se, hvilke andre lejligheder der findes. De får valget mellem tre forskellige lejligheder, lød det fra Sine Heltberg.

Men det glansbillede hopper 81-årige Janni Milsted ikke på. Hun er næstformand i Mjølnerparkens bestyrelse og formand i "ghettoens" seniorbofællesskab og blandt dem, der står til at blive smidt ud af sin bolig.

– Når man sælger de to blokke, vil der komme helt andre mennesker til at bo her. For os, der bor her nu, har ikke råd til de nye, private udlejningsboliger. Det er rigtigt, at os, der bliver smidt ud, får tilbudt en anden bolig. Men det er jo ikke til den samme husleje, som vi betaler i dag. Der er ingen steder i København, der er så billige at bo som her i Mjølnerparken. Det vil sige, at vi ikke har råd til at bo de steder, vi får tilbudt. Vi får tre tilbud – et eller andet sted i København. Hvis vi siger nej til de tre tilbud, så er det bare ærgerligt, forklarer Janni Milsted.

Efter en række kritiske spørgsmål går den socialdemokratiske kandidat til angreb.

– Jeg kommer fra et arbejderparti. Danmark er det eneste land i verden, hvor du har gratis læge, gratis veje, gratis folkeskole, gratis gymnasium, gratis universitet, gratis ældrepleje, gratis biblioteker, du kan få pension, kontanthjælp, dagpenge eller sygedagpenge, hvis du har brug for det. Der findes ikke noget sted i verden, hvor du får så meget gratis. Og det skyldes, at der er mange, der går på arbejde. Og det skyldes især, at der er mange kvinder, der arbejder, lyder det fra Sine Heltberg.

Hun uddyber:

– Det er vigtigt, at man arbejder, hvis man kan arbejde. Hvis det kun er 20 i Mjølnerparken, der mangler et arbejde, for at Mjølnerparken lever op til beskæftigelseskriteriet, så vil jeg da håbe, at I kan hjælpe hinanden til at finde de job. For det går heldigvis godt i dansk økonomi.

Men beboerne oplever, at ghettostemplet gør det endnu sværere at få et arbejde.

– Hvordan hjælper det mig at få et job, at I stempler det sted, hvor jeg bor, som en "en hård ghetto"? Ghettopakken løser ingen problemer. Det flytter bare problemerne, lyder det fra en ung kvinde.

Med eller udenfor?

SF's kandidat i panelet må indrømme, at det ikke er "det fedeste" at smide folk ud af deres hjem.

– Vi er med i aftalen. Men det er ikke fordi, vi synes, det allerfedeste er at smide folk ud af deres lejligheder. Men SF vil søge alle de kompromiser, vi kan, forklarer SF's folketingskandidat, Louise Tuxen Romsdal.

Og SF'eren er glad for, at hendes parti gik med i aftalen.

– Ghettoaftalen var blevet vedtaget, uanset om SF var med eller ej. Derfor var SF med. SF fik blandt andet forhindret, at Landsbyggefonden bliver tømt fuldstændig for penge. Hvis Alternativet og Enhedslisten havde været med i aftalen, kunne vi have gjort den endnu bedre. Hvad fik I ud af at stå udenfor? spørger SF'eren.

Hun får med det samme Alternativets kandidat til at tage ordet.

– Vi kommer aldrig nogensinde til at lægge stemmer til en aftale, der gør forskel på folk. Det ville være i strid med vores helt grundlæggende værdier for, hvordan vi mener, at man skal behandle folk, understregede Carolina Magdalene Maier.

– Vi er allesammen enige om, at der er nogle udfordringer i de her områder, som vi skal have løst. Men hvordan løser vi de udfordringer? Gør man det ved at give folk færre rettigheder? Nej!

– Vi skal i stedet sætte gang i lommepengeprojekter og give storebrødre, der klarer sig godt, en bolig i det samme område, så de mindre brødre har nogle rollemodeller at se op til. Vi skal bevare det gode i de her steder. Vi skal styrke de her boligområder, ikke afvikle dem, fastslog Alternativets repræsentant og høstede en ordentlig klapsalve.

Hvad med min fremtid?

En af de mere end 100 fremmødte, der er kommet for at møde politikerne, er Imane Elsakhnini. Hun bor i en tre-værelses lejlighed på fjerde sal. Hun har boet i Mjølnerparken, siden hun for 27 år siden kom til Danmark som flygtning fra Libanon.

Hun bor i blok tre. Det er en af de to blokke, som politikerne vil rive ned. Arbejderen fanger hende, kort før mødet starter, på en af de forreste tilhørerstole, lige foran politikerne.

– Det er uretfærdigt, at jeg skal tvinges til at flytte fra mit hjem. Jeg kender kun til Mjølnerparken. Jeg er glad for at bo her. Jeg vil ikke flytte. Jeg har ingen problemer med at bo her, siger hun til Arbejderen.

– Jeg er meget påvirket af, at politikerne vil sælge vores boliger og smide os ud. Jeg er rigtig ked af det og har det meget dårligt. Alting er meget usikkert. Hvor skal jeg bo, når jeg bliver smidt ud? Mine tre piger er alle opvokset i Mjølnerparken og bor stadig i området. Kommer jeg til at bo langt fra mine døtre? Får jeg nogle lige så gode naboer der, hvor jeg skal flytte hen. Har jeg råd til at bo det nye sted? Det er både en social og økonomisk krise, jeg står i.

Uretfærdig stempling

Årsagen til at Mjølnerparken skal sælge ud af sine almene boliger er, at regeringen har opført Mjølnerparken på sin liste over "hårde ghettoer".

Men stemplingen som en hård ghetto er uretfærdig, mener beboerne.

Hvis bare yderligere 20 beboere var i arbejde, så ville Mjølnerparken ikke leve op til ghettolistens arbejdsløshedskriterium.

Og hvis der var fire personer færre med en dom, så ville Mjølnerparken ikke leve op til ghettolistens kriminalitetskriterium.

Og Mjølnerparken rammes også ekstra hårdt af indtægtskriteriet. I stedet for at tage et landsgennemsnit af indkomsterne, så er det regionernes indkomstniveau, som ghettoområderne skal måles op imod. Det betyder, at Mjølnerparken skal sammenlignes med indkomstniveauet i en række rige nordsjællandske kommuner. Dermed får Mjølnerparken endnu sværere ved leve op til regeringens krav om, at beboerne skal tjene mindst 55 procent af den gennemsnitlige indkomst i regionen.

Mjølnerparken føler også, at uddannelseskriteriet er uretfærdigt: Hvis mere end 60 procent af beboerne mellem 30 og 59 år kun har en grundskoleuddannelse, så risikerer området at komme på ghettolisten. Det betyder, at alle Mjølnerparkens unge studenter under 30 år ikke tæller med i statistikken og dermed ikke kan være med til at hive Mjølnerparkens uddannelsesniveau op og dermed ud af ghettolisten.

– Vi skal huske på, at hvert år fejrer vi Mjølnerparkens studenter. De seneste år har vi fejret cirka 30 studenter her i Mjølnerparken. Desværre tæller de ikke med i regnskabet. For de er for unge. Men de får en eksamen, og de går ud og får et arbejde, fortæller Janni Milsted.