12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sociale foreninger vil i offensiven

Kræver en reel debat

Sociale foreninger vil i offensiven

Vi skal tilbage til, at der kan snakkes om socialpolitik i Danmark på et seriøst, fagligt niveau, mener en række foreninger, som i dag arrangerede konference i København.

Flere, der er i klemme i det sociale system, var inviteret med til konferencen. Her Lene Thorslund og David Skov, tidligere og nuværende hjemløs.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Socialpolitikken fylder ikke meget i de danske medier i dag. Og når der endelig tages fat om socialpolitiske problemstillinger er der fokus på sensation og enkeltsagshistorier. Det vil en række sociale foreninger gerne lave om på. I dag arrangerede de en konference på Borups Højskole i København.

-Tidligere var det en fint at være social journalist eller arbejdsmarkeds journalist. I dag er de stillinger afskaffet på de fleste medier.
David Trads, journalist

- Vi står på grænsen af et alvorligt demokratisk legitimitetsproblem, hvis ikke det lykkes at løfte den socialpolitiske debat op på et seriøst og fagligt niveau, siger Allan Bærentzen fra Socialpolitisk Forening, der var blandt arrangørerne.

- Både medierne og politikerne har fokus på sensation og enkeltsager. Det er svært at trænge igenenm med ekspertviden og få belyst, hvad de grundlæggende problemer er. Det kan ikke nås i et fem sekunder langt indslag på TV2 News, tilføjer Allan Bærentzen.

En stribe oplægsholdere belyste på konferencen mediernes rolle, manglen på samfundskritik og den manglende viden om, hvad der virker i forhold til socialpolitikken.

Debat på sociale medier

Journalist David Trads fra TV2 havde en del af forklaringen på den overfladiske dækning i medierne.

- Tidligere var det en fin stilling at være social journalist eller arbejdsmarkeds journalist. I dag er de stillinger afskaffet på de fleste medier, fortalte han i sit oplæg til konferencen.

Flere oplægsholder opfordrede de socialpolitiske foreninger til at være langt mere udfarende overfor medierne og bruge enkelte menneskeskæbner til at fortælle om de grundlæggende problemer. 

- Vi skal bruge medierne i stedet for at de altid bruger os, sagde Lisbeth Zornig Andersen fra Huset Zornig.

Hun opfordrede også til at bruge Twitter, Facebook og andre sociale medier til at få rejst en socialpolitisk debat og få den spredt til brede kredse udenom de traditionelle medier.

Rasmus Willig, sociolog og lektor på Roskilde Universitet, tegnede i sit oplæg om den fraværende samfundskritik, et billede af et offentligt system, hvor det hele indrettes på konkurrencesamfundets præmisser og hvor dem, der ikke kan klare at komme ud på arbejdsmarkedet og producere som konkurrencesoldater, bliver tabt.

- Nogle mennesker kan ikke udvikle sig, men det er der ikke plads til her, siger Rasmus Willig.

Stemme til udsatte 

To af dem, som kommer i klemme i det system, er Lene Thorslund og David Skov. De er henholdsvis tidligere og nuværende hjemløs og glade for, at nogle tager deres problemer alvorligt.

- Det er optur at nogle bekymrer sig om os, og at vi får en stemme, siger Lene Thorslund efter konferencen. 

De to ser det som et helt centralt problem, at de ikke bliver hørt i det sociale system.

- Det hele handler om økonomi, man ser ikke på det menneskelige, erklærer David Skov.

Hvordan der kan sættes mere fokus på samfundskritikken, var der ikke mange konkrete bud på på konferencen. Der var heller ikke nogen, som stillede spørgsmålstegn ved de snævre økonomiske rammer for den offentlige sektor, som er en konsekvens af regeringens politiske valg

- Med konferencen har vi fået taget fat på den her kæmpestore problemstilling. Nu skal vi arbejde videre med, hvordan vi kan ændre på det. Det snakker vi allerede nu videre om i arrangørgruppen, siger Allan Bærentzen efter konferencen.

Udover Socialpolitisk Forening var Frivilligt Forum, Mediehuset DenOffentlige.dk og Foreningen for Forskning i Socialt Arbejde, Forsa, med til at arrangere konferencen.

Arbejderen bringer mere fra konferencen i næste uge.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. maj. 2014 - 18:36   12. maj. 2014 - 18:43

Socialpolitik

ur@arbejderen.dk