16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Socialrådgivere har 13 krav til reform

Indspark til evaluering

Socialrådgivere har 13 krav til reform

Dansk Socialrådgiverforening har fremsat sine egne ændringsforslag til reformen af førtidspension og fleksjob. Forbundet er ikke med i opråbet fra 43 fagforbund.

Det skal være lettere at få førtidspension, for mennesker uden realistiske muligheder på arbejdsmarkedet, mener socialrådgiverne. På foto ses Charlotte Pedersen, der er blevet trukket igennem et mange år langt forløb, før hun fik bevilget førtidspension.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Dansk Socialrådgiverforening har 13 konkrete krav til den kommende evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob.

Der skal sikres en langt hurtigere sagsbehandling på jobcentrene.

Socialrådgiverne mener, at det skal være lettere for mennesker uden realistiske muligheder på arbejdsmarkedet at få førtidspension, og at der skal sikres en langt hurtigere sagsbehandling på jobcentrene.

De peger på, at de såkaldte ressourceforløb skal kunne sættes i gang tidligere end i dag, hvor det først må ske efter alle mulige arbejdsprøvninger. Og så skal ressourceforløbene ikke kun have fokus på arbejdsprøvning men også på sundhed, forebyggelse og sociale indsatser.

Fagforbundet vil også have kommunerne til at øge brugen af revalidering, som der er gode erfaringer med.

>> LÆS ALLE DE 13 KRAV HER.

Dansk Socialrådgiverforening har valgt at gå ud med sine egne ændringsforslag i stedet for at gå sammen med de 43 andre fagforbund, der har stillet seks ændringsforslag til reformen. 

Socialrådgiverne er bekymrede over konsekvenserne af de 43 forbunds forslag om et retskrav på førtidspension, hvis arbejdsevnen vurderes at være på syv timer eller derunder om ugen.

– Vi er forbeholdne over at have et fast måltal for, hvornår man skal overgå til førtidspension. Det bør i stedet bero på en faglig vurderiong hos medarbejderne i kommunerne, siger Rasmus Balslev, formand for socialrådgiverne i Region Øst.

Modsat mener de 43 fagforbund, at det er afgørende, at borgerne får nogle retskrav i stedet for individuelle kommunale vurderinger.

>> LÆS DE 43 FORBUNDS KRAV HER.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. aug. 2017 - 11:51   28. aug. 2017 - 12:32

Førtidspension

ur@arbejderen.dk
Reform af førtidspension
  • Reformen af førtidspension og fleksjob blev vedtaget i Folketinget 19. december 2012 af Socialdemokraterne, SF, Radikale, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Den trådte i kraft 1. janaur 2013. 

  • Reformen gør det langt sværere at få førtidspension. Ingen under 40 år skal som udgangspunkt have førtidspension. I stedet skal de ind i de såkaldte ressourceforløb, som skal bringe dem nærmere på arbejdsmarkedet. Forløbene kan vare op til fem år ad gangen, og den enkelte person kan få flere ressourceforløb.

  • Deltagerne i ressourceforløb har en indtægt på niveau med kontanthjælpen, som er væsentligt lavere end en førtidspension.

  • Reformen skal give en besparelse på 1,9 milliarder kroner årligt fra 2020.

  • Evaluering af reformen skal være afsluttet i starten af 2018.