12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sortlistet israelsk firma kan levere kanoner til Danmark

Milliardindkøb i militæret

Sortlistet israelsk firma kan levere kanoner til Danmark

Danmark trodser FN's ønske om boykot og åbner for at den kontroversielle israelske våbenproducent Elbit Systems kan levere militærets fremtidige artillerisystem. - Vi følger bare reglerne, siger Forsvarets Materieltjeneste.

Det danske militær skal have udskiftet sine M109 kanoner. De nye skal kunne ramme mål 40 kilometer væk og bruges som ildstøtte for danske soldater i fronten på internationale missioner.
FOTO: Karl André Pedersen/HOK
1 af 1

Det israelske våbenfirma Elbit Systems er med helt fremme i kapløbet om at levere fremtidens artillerisystem til dansk militær.

Elbit System har også udviklet særligt elektronisk overvågningsudstyr til den mur, som Israel har opført mellem Vestbredden og Israel.

Det danske militær har bebudet, at man til efteråret 2014 vil købe mellem ni og 21 nye artillerisystemer, der skal erstatte de nuværende M109 kanoner. Militæret ønsker et selvkørende artillerisystem, der skal kunne transporteres af både luft- og søvejen. Endelig skal de nye kanoner kunne skyde minimum 40 kilometer.

Af udbudsmaterialet fra Forsvarets Materieltjeneste fremgår det, at man forventer at spendere mellem 500 millioner og én milliard kroner på det nye artellerisystem.

Elbit Systems er blandt de fire firmaer, som Forsvarets Materieltjeneste har udvalgt til at komme med et bud. Det danske militær har et godt øje til det israelske firmas Soltam Atmos artllerisystem, med en "massiv ildkraft", der kan ramme mål op til 41 kilometer væk med 155 mm granater.

Men det israelske firma producerer ikke kun artillerisystemer.

Elbit System har også udviklet særligt elektronisk overvågningsudstyr til den mur, som Israel har opført mellem Vestbredden og Israel. Herudover leverer Elbit Systems overvågningsudstyr til de israelske bosættelser.

Af samme grund opfordrede FN's særlige udsending for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder, Richard Falk, sidste år til at boykotte Elbit Systems og en række andre navngivne firmaer, der tjener penge på de israelske bosættelser i Palæstina.

Pensionsfonde boykotter

Den 3. september 2009 besluttede den statsejede Norske Pensionfund at sælge sine aktier i Elbit Systems på grund af firmaets leverancer af overvågningssystemer til Israel. Den daværende norske finansminister Kristin Halvorsen begrundede beslutningen med, at "vi ønsker ikke at finansiere virksomheder, der så direkte bidrager til overtrædelser af international, humanitær ret".

Også Norges oliefond og den norske statspensionsfond boykotter Elbit Systems. Det samme gør det norske finansministerium. Og tidligere på året besluttede også Sveriges største pensionfond at boykotte det israelske firma. 

Også i Danmark er Elbit Systems flere steder blevet sortlistet.

I januar 2010 føjede Danske Bank Elbit til sin sorte liste over firmaer, som banken ikke vil investere i. På sin hjemmeside skriver banken, at Elbit Systems er "involveret i leverancer af elektronisk udstyr som anvendes i konflikt med menneskerettighedsnormer".

Også pensionsselskabet PKA boykotter Elbit Systems.

- PKA har udelukket flere virksomheder, der opererer på Vestbredden og Østjerusalem, og som aktivt bidrager til Israels brud med gældende menneskerettigheder for den frie bevægelighed. Det drejer sig blandt andet om virksomhederne Elbit og Magal Security Systems, forklarer PKA's presseansvarlige Thomas B. Knudsen til Arbejderen.

FAD: Vi skaber kontakt

Men det afholder ikke dansk militær og lobbyorganisationen for den danske våbenindustri, FAD, i at gøre, hvad de kan for at lave forretninger med Elbit Systems og hjælpe selskabet med at skabe kontakter til danske firmaer. Elbit deltog tidligere på måneden på den såkaldte "Artillery Event" sammen med 31 danske firmaer. 

- Vores seminar sikrer en kontakt mellem mulige danske underleverandører og de firmaer, som er med i slutspurten om at blive leverandør til Forsvarets nye artillerisystem, siger Frank Bill fra FAD til Arbejderen.

Han mener, at det i første omgang  være de danske myndigheder og politikere, der må  forholde sig til om Danmark vil handle med Elbit.

- Den danske lovgivning foreskriver, at udenlandske virksomheder, der leverer til Forsvaret, skal indgå samarbejdsaftaler med danske virksomheder, så det vil efter vores opfattelse være uansvarligt, hvis vi ikke sørger for at hjælpe danske virksomheder til disse opgaver, lyder det fra Frank Bill.

FMT: Vi følger reglerne

Det er Forsvarets Materieltjeneste (FMT), der er ansvarlig for indkøbet af artellerisystemet.

Arbejderen har forgæves forsøgt at få FMT's svar på, hvordan det kan være at man er klar til at handle med et firma, som flere pensionsfonde Danmark og i udlandet har valgt at sortliste, og som FN's særlige udsending for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder har opfordret til at boykotte.

I en kortfattet mail til Arbejderen, skriver FMT, at "Udvælgelsen af virksomhederne sker efter nærmere fastsatte procedurer og kriterier i de pågældende direktiver".

Arbejderen har også forsøgt at få en kommentar fra Forsvarskommandoen. Men det er ikke lykkedes før avisens deadline.

I alt har Forsvarets Materieltjeneste udvalgt fire potentielle firmaer: Elbit Systems (Israel), BAE Systems Land & Armaments (USA), Nexter Systems (Frankrig) og Samsung Techwin (Sydkorea). Inden udgangen af november skal de fire firmaer aflevere deres tilbud. I starten af januar indleder militæret forhandlingerne med firmaerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. nov. 2013 - 10:11   22. nov. 2013 - 16:40

Militær

ml@arbejderen.dk
Fakta: Nyt artillerisystem

Det danske militærs nuværende M109 artillerisystem skal udskiftes. Derfor sendte Forsvarets Materieltjeneste i maj en ordre på mellem ni og 21 nye artellerisystemer i EU-udbud.

De nye kanoner skal:

  • kunne ramme mål 40 kilometer væk

  • være selvkørende

  • kunne betjenes af maksimum fem personer

  • kunne affyre seks skud i minuttet

  • kunne affyre 155 mm "high eksplosive" ammunition.
     

Prisen for de nye artillerisystem bliver mellem en halv og en hel milliard kroner - inklusive vedligeholdelse i ti år og uddannelse en lille gruppe danske eksperter.

Elbit Systems

Den 19. september 2016 afleverede FN's særlige udsending for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder, Richard Falk, en rapport om menneskeretssituationen i Palæstina til FN's Generalforsamling.

Rapporten indeholder et helt afsnit om firmaer, der tjener penge på Israels besættelse og de ulovlige israelske bosættelser i Palæstina.

Et af de firmaer der bliver nævnt med navns nævnelse i rapporten er Elbit Systems.

Af FN-rapporten fremgår det blandt andet at Elbit Systems:

  • Leverer droner og andre våben til det israelske militær

  • Har udviklet særligt elektronisk overvågningsudstyr til brug ved den mur, som Israel har opført mellem Vestbredden og Israel. Herudover leverer Elbit Systems overvågningsudstyr til de israelske bosættelser

  • Flere investorer har siden 2009 boykottet Elbit Systems - heriblandt Norges Pensionsfond, PKA og PFA Pension, PensionDeutche Bank og Sveriges AP Fond