I disse dage tager lærere og elever over hele landet fat på et nyt skoleår, hvor folkeskolereformen skal føres ud i livet. 

Der er meget opmærksomhed omkring længere skoledage, øget brug af niveaudeling, nye undervisningsformer og andre af de konkrete ændringer, der følger med reformen. 

I den danske velfærdshistorie markerer reformen et skift. For første gang har en regering fremlagt en reform, hvis gennemførelse havde som forudsætning, at der blev gennemført en forringelse af de ansattes overenskomst. Og klare signaler tyder på, at det ikke bliver sidste gang.

Det grundlæggende spørgsmål er, hvem der skal betale for velfærden? 

Regeringen fremlagde sit udspil til folkeskolereformen for godt 20 måneder siden, den 4. december 2012. I den forbindelse slog undervisningsminister Christine Antorini fast, at en stor del af reformen skulle finansieres ved, at den enkelte lærer skulle undervise i flere timer og bruge mindre tid på forberedelse og andre opgaver.

Lærernes daværende arbejdstidsaftale, som var en del af overenskomsten, satte et loft over hvor mange timer, den enkelte lærer måtte undervise om ugen. Det loft ønskede regeringen at komme af med.

Det ønske delte Antorini med de kommunale arbejdsgivere i Kommunernes Landsforening (KL), som på det tidspunkt stod overfor overenskomstforhandlingerne med lærerne og de øvrige grupper af offentligt ansatte. 

I regeringens skoleudspil henvises der direkte til, at KL ser arbejdstidsaftalen som en barriere for bedre resultater i folkeskolen. Regeringen konkluderer: "Kommunalbestyrelserne og skolelederne skal have et større ansvar og større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af skoledagen og prioriteringen af lærernes arbejdstid". 

De 12 milliarder skal stadig spares

KL's ledelse stod altså allerede, inden overenskomstforhandlingerne gik rigtigt i gang, med et løfte fra regeringen om, at den støttede kravet om en afskaffelse af arbejdstidsaftalen. 

Derefter behøvede KL ikke gøre andet end at fastholde kravet som ultimativt. Da lærerne ikke faldt til patten, blev der gennemført en omfattende lockout. 

Lockouten endte med et regeringsindgreb, som i alt det afgørende gennemførte det, som KL ønskede. 

Under konflikten kommenterede to jyske folkeskolelærere regeringens ageren omkring reformen på følgende måde i Arbejderen: "Det svarer til, at sygeplejerskerne skal betale for en kræftplan med ændringer i deres arbejdstid."

Nu er det jo ikke sådan, at statsminister Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med den nye kræftpakke, hun netop har bebudet, har været ude at sige, at sygeplejerskerne skal arbejde mere. Og det er heller ikke sandsynligt, at hun vil gøre det. 

Men det ændrer ikke på, at det er i den retning, udviklingen går. Diverse velfærdsinitiativer og -reformer skal betales helt eller delvist gennem forringelse af de ansattes forhold. 

I regeringens udspil til vækstplan fra 2013 står der direkte, at man frem mod 2020 skal spare 12 milliarder kroner i den offentlige sektor blandt andet ved at ændre på de ansattes arbejdstider. 

Banen er kridtet op til OK 2015

Dengang konkluderede FOA-formand Dennis Kristensen, at det var ting som overarbejdsbetaling, betalt frokostpause og tillæg for arbejde om aftenen, natten og i weekenderne der reelt er i spil.

De 12 milliarder blev ikke nævnt i den vækstaftale, regeringen endte med at lave med de borgerlige partier, men finansminister Bjarne Corydon har gentagne gange efterfølgende slået fast, at det stadig er målet at spare 12 milliarder – senest i foråret, da der blev lavet aftaler med kommuner og regioner for økonomien i 2015. 

Allerede op til overenskomstforhandlingerne i 2013 slog Sine Sunesen, løndirektør i KL fast, at arbejdsgiverne vil have færre og mere fleksible arbejdstidsaftaler, selvom hun måtte erkende, at aftalerne nok ikke helt kan afskaffes på områder med døgnarbejde. 

Banen er kridtet op for næste års overenskomstforhandlinger og der tegner sig et nyt parløb mellem regeringen og KL: Det grundlæggende spørgsmål er, hvem der skal betale for velfærden. Skal det være de offentligt ansatte gennem forringelse af overenskomsterne eller vores allesammens skattekroner?