Det vakte stor opsigt, da TV2 i maj beskrev, hvordan en række virksomheder i skattely havde modtaget penge fra statens hjælpepakke til lønkompensation under coronakrisen.
Danmark mister som helhed omkring syv milliarder årligt på grund af forskellige virksomheders brug af skattely.
Christian Hallum, skatteekspert
Blandt andet havde BC Hospitality Group, der ejer en række hoteller og konferencecentre, på det tidspunkt fået 6,5 millioner kroner til lønkompensation.
Nu kan Arbejderen afsløre, at BC Hospitality Group derudover har fået et langt større beløb på 60 millioner kroner fra regeringens hjælpepakke til dækning af faste udgifter.
Det viser en aktindsigt, som Arbejderen har fået i Erhvervsstyrelsens udbetalinger til dækning af faste udgifter. Tallene er trukket ud af systemet den 15. juni.
Det betyder, at BC Hospitality Group har modtaget mindst 66 millioner kroner fra regeringens hjælpepakker, selvom virksomheden er ejet i skattely.
BC Hospitality Group ejer blandt andet hotellerne Bella Sky, Crowne Plaza og Marriott samt Bella Centret og Comwell Konferencecenter.
De betegner sig selv som "en af Danmarks største og førende virksomheder inden for hoteller, konferencer, messer og hospitality".
Lang kæde af datterselskaber
Bag BC Hospitality Group er en kompliceret selskabsstruktur med en lang kæde af datterselskaber (se boks). I den sidste ende ejes BC Hospitality Group af selskaber i Cypern og Liechtenstein.
Den sindrige selskabsstruktur bag BC Hospitality Group kan misbruges til at mindske skatten, påpeger skatteekspert Christian Hallum fra Oxfam IBIS, der arbejder meget med afdækning af skattely.
– BC Hospitality Group har en klar skattelystruktur. Det ser ikke ligefrem pænt ud, konstaterer Christian Hallum.
Han understreger, at både Cypern og Liechtenstein kan betegnes som skattely, men slår samtidig fast, at han ikke konkret kan udtale sig om, hvorvidt BC Hospitality Group betaler den skat, de skal.
– Som reglerne er i dag, har vi ikke indsigt i det fulde regnskab og transaktionerne mellem landene for det enkelte selskab. Vi har længe arbejdet for, at der skal være indsigt i regnskaberne land for land. Endnu er det ikke lykkedes, siger Christian Hallum.
– Men på det generelle plan ved vi på baggrund af forskning, at Danmark som helhed mister omkring syv milliarder kroner årligt på grund af forskellige virksomheders brug af skattely, tilføjer han.
Afviser enhver kritik
Arbejderen har bedt om en kommentar fra BC Hospitality Group om baggrunden for den meget komplicerede selskabsstruktur. Vi har modtaget følgende svar via mail:
"Vi vil understrege, at BC Hospitality Group A/S skatteforhold er uangribelige, og at BC Hospitality Group A/S aldrig har medvirket til, at ubeskattede indtægter fra BC Hospitality Group A/S ender i skattely. Den udenlandske ejerkreds bag BC Hospitality Group A/S har i øvrigt investeret aktivt i danske erhvervsvirksomheder gennem 10 år og har fortsat et ønske om at investere kapital i Danmark."
Virksomheden ønsker ikke at forholde sig til skatteeksperters vurdering af, at virksomheden er ejet i skattely, eller forklare, hvad formålet med den sindrige struktur er, hvis det ikke handler om at skabe mulighed for at slippe billigere i skat.
Udvandet beslutning i Folketinget
Da Folketinget besluttede at forlænge hjælpepakkerne tilbage i april, hed det sig ellers, at virksomheder i skattely ikke skulle kunne få del i hjælpepakkerne.
Men i virkelighedens verden blev der tale om en meget udhulet beslutning uden reel betydning. Folketingets partier besluttede at bruge EU's liste over sortlistede skattelylande som udgangspunkt for vurderingen af, om et firma har base i skattely.
Men der er kun 12 lande på EU's liste, nemlig de lande som alle EU's medlemslande har kunnet enes om at udpege som skattely.
>> LÆS OGSÅ: EU kræver corona-støtte til virksomheder i skattely
Skattelylande som for eksempel Liechtenstein og Cypern er ikke med på listen.
Det betyder, at for eksempel BC Hospitality Group har adgang til skattepakkerne, selvom de er ejet i skattely.
Det er beskæmmende, at en virksomhed i skattely kan få 66 millioner kroner i coronastøtte, erklærer Mai Villadsen fra Enhedslistens folketingsgruppe.
– Enhedslisten mener ikke, at virksomheder baseret i skattely skal have nogen som helst del i coronahjælpepakkerne. Vi har kæmpet, alt hvad vi kunne, for at sikre, at det ikke kunne ske. Men regeringen vil ikke være med til at lave en dansk liste over skattely. De insisterer på at tage udgangspunkt i EU's liste, der er hullet som en si, siger Mai Villadsen.
Artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278