Oliegiganten Q8 Denmark har ikke betalt skat i Danmark i 30 år. Det oplyser Enhedslistens skatteordfører Rune Lund på baggrund af de seneste åbne skattelister for 2018, som Skattestyrelsen netop har offentliggjort.
Mens almindelige mennesker går på arbejde hver dag og betaler deres skat, slipper flere multinationale virksomheder.
Rune Lund, Enhedslisten
Listerne viser endnu en gang, at en lang række multinationale selskaber ikke betaler selskabsskat i Danmark.
Eksempelvis har store firmaer som Fujitsu Denmark og Scandic Hotels ikke betalt skat i Danmark de seneste mindst fem år.
Ø vil stramme op
Enhedslisten kræver nu skattelovgivningen strammet op, så det bliver sværere for virksomheder at undgå at betale skat af deres aktiviteter i Danmark.
– Mens almindelige mennesker går på arbejde hver dag og betaler deres skat, slipper flere multinationale virksomheder for at betale så meget som en krone i selskabsskat. Disse virksomheder omsætter for milliarder i Danmark, og alligevel opgiver de intet overskud her i landet. Det viser for mig tydeligt, at vi har brug for at få strammet reglerne, så virksomhederne reelt betaler skat i det land, hvor de tjener deres penge, siger Enhedslistens skatteordfører Rune Lund.
– Det er dybt urimeligt, at selskaber, der har godt gang i deres danske forretninger, ikke betaler en bøjet femøre til fællesskabet. Vores samfund sørger for infrastruktur, uddannet personale og gode administrative forhold for virksomhederne, mens regningen bare bliver tørret af på os andre.
– Vi skal skattefifleriet til livs. Vi skal simpelthen komme efter de her selskaber. Vi skal lukke skattehuller, og vi skal gøre det nemmere for de offentlige indkøbere at fravælge de selskaber, der ikke betaler skat i Danmark. Dernæst skal vi styrke kontrollen i SKAT endnu mere, så overskud for eksempel ikke flyttes ulovligt til skattely. Og så skal vi have en langt bedre sortliste for skattely end den, EU har lagt op til.
Konkret kræver Enhedslisten skattehullerne lukket ved eksempelvis at begrænse, hvor mange år en virksomhed kan fremføre tidligere års underskud, samt opstramninger i forhold til aggressiv brug af rentefradrag til at flytte overskud til lavskattelande. Herudover skal SKAT's kontrol styrkes, så overskud ikke flyttes ulovligt til skattely.
Ti milliarder mindre i kassen
I alt betalte selskaberne 61 milliarder kroner i skat i 2018. Det er et fald på over ti milliarder kroner set i forhold til året før, hvor virksomhederne betalte 72 milliarder kroner i skat, oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
Langt de fleste selskaber betaler faktisk ikke selskabsskat.
"I 2018 betalte over 76.000 selskaber selskabsskat, hvilket svarer til 36 procent af alle skattepligtige selskaber i Danmark. I perioden fra 2012-2018 har den gennemsnitlige andel af skattepligtige selskaber, der betalte selskabsskat, udgjort mellem 36 og 42 procent.", konstaterer Skattestyrelsen.
Og af de virksomheder, der betaler skat, er det nogle få virksomheder, der trækker det store læs: De ti største betalere betalte knap 21 milliarder kroner, hvilket svarer til 34 procent af de samlede indtægter fra virksomhedsskat, oplyser Skattestyrelsen.
Der er stor forskel på, hvor meget de selskaber, der betaler skat, rent faktisk betaler.
Eksempelvis betalte A.P. Møller Holding – som blandt andet omfatter Maersk Drilling, Damco, Svitzer og en lang række andre Mærsk-selskaber – samlet set 59,9 millioner kroner i selskabsskat i 2018, hvilket svarer til en 93. plads på listen over de største selskabsskattebetalere i Danmark.
Mens et lille selskab som Ringkjøbing Landbobank – med en langt mindre omsætning end Mærks' – betalte mere i selskabsskat end Mærsk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278