Mange socialt udsatte mennesker, der lider af psykiske eller fysiske sygdomme, må leve i måneder eller år på herberger i stedet for at komme i et botilbud, der kan tage ordentligt vare om dem. 

Vi er slet ikke er gearet til at yde egentlig pleje.
Patrycja Wyszomirska, Herberget i Hillerødgade

Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen mener, at det kan hænge sammen med, at det er billigere for kommunerne at have folk boende på herberg end i botilbud.

Ved ophold på herberger får kommunerne dækket 50 procent af udgifterne af staten. Det gør de ikke på botilbud. 

Gadejuristen, der yder retshjælp til socialt udsatte, forsøger at skabe opmærksomhed om problemet.

Et grelt eksempel

– Den her praksis har forfærdelige følger. Jeg forsøger lige nu at hjælpe en benamputeret mand, der er kørestolsbruger, svært socialt udsat og har det meget dårligt, fortæller Nanna Gotfredsen.

Manden har boet på herberg siden engang i februar.

– Han kan ikke komme ud på toilettet hverken i elscooter eller i kørestol, så han må urinere og have afføring i en spand eller andet på værelset, siger Nanna Gotfredsen.

Hun blev mødt af en ulidelig stank og en sværm af fluer, da hun i sidste uge besøgte manden. Det er nu lykkedes at få ekstra rengøring af mandens værelse, og der er sat et campingtoilet op.

– Men det er åbenlyst, at manden burde være i et længerevarende botilbud. Herberget har også sagt, at det er helt uholdbart, erklærer Nanna Gotfredsen.

Ser et mønster

Gadejuristen begynder at se et mønster, hvor den her praksis finder sted i mange af landets kommuner. Det er utrolig vanskeligt og langsommeligt at få bevilget et midlertidigt eller varigt botilbud.

– Når vi taler med herberger rundt omkring i landet, hører vi om mange beboere, der egentlig er for dårlige til at være der. Det er ikke usædvanligt, at der ud af 50 beboere er 5-10, som burde have et botilbud med en langt mere intensiv indsats, siger Nanna Godtfredsen. 

Mange steder er der lange ventetider på at komme i botilbud. På landsplan er der sparet næsten 900 millioner kroner på varige og midlertidige botilbud i perioden 2010-2015, fremgår det af den sociale årsrapport, som Rådet for Socialt Udsatte offentliggjorde for kort tid siden.

Venter i 4-5 år

Et af de steder, hvor man mærker konsekvenserne af sparepolitikken, er Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade i København.

– Jeg kan fuldstændig genkende det billede, som Gadejuristen tegner. En tredjedel af de beboere, der er visiteret til vores 71 herbergspladser, burde i stedet være visiteret til et længerevarende botilbud, siger Patrycja Wyszomirska, der er afdelingsleder på herberget.

–  Problemet er, at vi som herberg slet ikke er gearet til at yde egentlig pleje i tilfælde af psykiske eller fysiske sygdomme. Det har vi ikke ressourcer til, og vi er ikke uddannet i for eksempel løfteteknikker. De fysiske forhold er heller ikke til det. Vi har værelser ned til otte kvadratmeter, tilføjer hun.

Der er syge og plejekrævende beboere, som bor på herberget i Hillerødgade, i fire til fem år, før de kommer i et egnet botilbud.

I gennemsnit er ventetiden på et botilbud omkring to år, vurderer Patrycja Wyszomirska.

Udover herbergspladserne er der også 12 varige botilbudspladser i Hillerødgade. Mens der på herberget er syv pædagogiske medarbejdere til at tage sig af 71 beboere, er der i botilbuddet syv pædagogiske medarbejdere til kun 12 beboere. Herberget er altså en langt billigere foranstaltning.

Tidligere havde herberget i Hillerødgade også 25 pladser i et længerevarende midlertidigt botilbud. Men de blev sparet væk for tre til fire år siden.

– Vi har stadig nogle af de mennesker boende. Nu bor de bare på herberget, hvor der er langt mindre hjælp. Kommunerne er forpligtet til at give supplerende støtte til beboere på herberger, der er visiteret til botilbud. Men det gør de ikke, fortæller Patrycja Wyszomirska.

I Vestjylland er der ikke helt så lange ventetider på at få en plads i et botilbud, fortæller Kristina Krohn, der er funktionsleder på Skovvang i Holstebro. Her er både herbergspladser, botilbud og skæve boliger.

– Hos os er der ikke det samme pres på pladserne som i storbyerne. Men vi oplever da problemer med folk, der er visiteret til botilbud, men må bo på herberget, fordi der er ventelister til botilbuddene, siger Kristina Krohn.