– Vi har fået nok og vi kan ikke mere.
Sådan lyder det fra sygeplejerske Heidi Simonsen, som er initiativtager til demonstrationen for en bedre sundhedssektor, der løber af stablen i dag på Christiansborg Slotsplads.
Vi får ikke lov at være de sygeplejersker vi gerne vil være.
Heidi Simonsen
Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, kalder hende "græsrodskvinde", selv betragter hun sig som ildsjæl.
– Jeg er nok lidt en ildsjæl, og jeg har altid gået meget op i retfærdighed, siger hun til Arbejderen.
41-årige Heidi Simonsen er bosat i Karlslunde sammen med sin teenagedatter. Hun har arbejdet som SOSU-assistent i godt og vel 10 år og er senere uddannet sygeplejerske.
Hun er glad for sin nuværende arbejdsplads i Solrød Kommune. Men i mange år har hun oplevet, hvordan hun og hendes kollegaer har måtte nedprioritere menneskelig omsorg og basale behov, som toiletbesøg og smertelindring, grundet underbemanding og urealistiske tidssatser.
Nej til nedskæringer
Problematikken er hørt før, men nu har sygeplejersken fået nok og har taget initiativ til dagens demonstration for en bedre sundhedssektor.
– Parolerne er klare: Slut med nedskæringerne og der skal ses på de dyre medicinudgifter, som Danmark kan spare mange penge på, siger Heidi Simonsen og henviser til en undersøgelse foretaget af professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg.
Godt 1700 personer har indtil videre tilmeldt sig demonstrationen på Facebook.
De mange tilmeldte vidner om, at Heidi Simonsen er blevet talerør for mange kollegaer i sundhedssektoren, som er frustreret over politikere, der op til folketingsvalget lovede forbedringer som alligevel endte i forringelser.
– Det, jeg hører fra kollegaer, er frustration på frustration over travlheden, angsten for at lave fatale fejl og den evige dårlige samvittighed.
Hvad gør det ved dig som professionel og som person?
– Helt reelt bliver man ked af det. Jeg har tit følt mig utilstrækkelig, siger Heidi Simonsen og fortæller, at hun flere gange har oplevet garvede sygeplejersker, der er brudt sammen i personalerummene.
Sygeplejerske med stort S
Mennesker, åndelig omsorg og "det dybe" har altid haft Heidi Simonsens interesse.
Som ung arbejdede hun i parfumebranchen. En dag hun stod og lagde makeup på en kunde, slog det hende, at hun skulle arbejde med mennesker på en anden måde.
– Jeg tænkte; Gud hvor er det egentlig overfladisk det her, det er slet ikke mig, fortæller Heidi Simonsen og griner undskyldende og forklarer, at det ikke skal lyde arrogant.
– Jeg havde ligesom bare brug for at lave noget, hvor jeg kunne være der for andre.
Det er en drivkraft og inspiration hun har fra sin familie. Som barn af en søskendeflok på seks, ligger det Heidi Simonsen naturligt at yde omsorg og være initiativrig.
Efter sin tid i parfumeafdelingen i Magasin begyndte hun at arbejde som ufaglært SOSU-hjælper og har senere uddannet sig som assistent og sygeplejerske.
Uddannelse og virkelighed
– Jeg læste videre til sygeplejerske på grund af min nysgerrighed til faget, fortæller hun.
Og selvom Heidi er glad for sin uddannelse, har hun og andre i branchen indset, at uddannelsen sjældent matcher den virkelighed, de møder.
– Vi får ikke lov at være de sygeplejersker, vi gerne vil være. En sygeplejerske er ikke kun medicingiver og praktisk blæksprutte. Vi bliver jo også uddannet i at rumme og arbejde med at yde åndelig omsorg, siger hun og fortsætter:
– Eksempelvis når patienten er dødelig syg eller bange for, hvad der skal ske før eller efter en operation, forklarer Heidi Simonsen.
Men nærværet og omsorgen bliver sygeplejersken ofte nødt til at overlade til assistenterne eller helt nedprioritere, fordi der er så travlt.
– Det var blandt andet en af grundende til, at jeg jeg sagde, nu må noget gøres. Det mindste vi kan gøre, er at vise vores ansigter og sige, nu er det altså nok. Og det har vi så gjort ved at lave en demonstration, lyder det fra Heidi Simonsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278