11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Thorning nævnte ikke EU

En tale til de utilfredse

Thorning nævnte ikke EU

Statsministeren veg udenom kontroverselle spørgsmål som blandt andet EU i sin 1. maj tale. I stedet brugte hun krudtet på at skabe kant til Venstre og Dansk Folkeparti.

Helle Thorning-Schmidt forsøger at overdøve fløjterne.
FOTO: Andrea Sigaard
Helle Thorning-Schmidt forsøger at overdøve fløjterne.
FOTO: Andrea Sigaard

På trods af at der kun er godt tre uger til EU-parlamentsvalget og afstemningen om patentdomstolen nævnte Helle Thorning-Schmidt hverken EU eller patentdomstolen, da hun tidligere i dag holdt tale i Fælledparken. 

Statsministeren forsøgte i stedet at vinde nogle af partiets kernevælgere tilbage og talte om regeringens fokus på velfærd, jobskabelse, uddannelse af arbejdsløse i stedet for meningsløs aktivering og beskatning af Nordsøolien for at skaffe penge til bedre kollektiv transport. 

Der manglede noget i statsministerens tale om hvordan EU blander sig i vores arbejdsforhold.
3F'er

Derudover langede Helle Thorning-Schmidt voldsomt ud efter både Venstre og Dansk Folkeparti for deres satsning på nulvækst, skattelettelser og forringelse af dagpengene.

Det var en fornuftig tale, mener Esther Metzon og Anette Nielsen, som Arbejderen har fulgt gennem hele 1. maj. De er begge to medlemmer af 3F København og arbejder henholdsvis i køkkenet i en børneinstitution og som handicapledsager / rengøringsassistent. De håber, at talen er udtryk for, at regeringen vil lægge en anden og mere rød kurs, end det vi har set de sidste knap tre år. 

- Men der manglede noget i statsministerens tale om EU, og alt det med hvordan de blander sig i vores arbejdsforhold, siger Esther Metzon.

Der blev til gengæld sagt meget om EU på Rød 1. Maj få hundrede meter fra den store scene på LO og FTF's 1. maj arrangement i Fælledparken. Her samlede Kommunistisk Parti omkring 15.000 til en alternativ 1. maj.

En af talerne var Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EU's spidskandidat til valget den 25. maj. Hun kom blandt andet ind på problemerne med EU's stigende indblanding i dansk velfærd og arbejdsmarkedspolitik og kommenterede Socialdemokraternes løfte om at kæmpe mod, at EU forringer strejkeretten.

- Virkeligheden er, at EU’s regler, Lissabon-traktaten, begrænser strejkeretten, fordi EU afvejer retten til at strejke i forhold til arbejdsgivernes interesser. Socialdemokraterne har selv stemt for den EU-traktat, der giver os problemerne nu. Vil de nu give en garanti for, at de ikke fremover vil stemme for traktatændringer uden, at strejkeretten er sikret, spurgte Rina Ronja Kari.

Fælledparken er propfuld af mennesker, som fejrer Arbejdernes Internationale Kampdag. Der blev en del tumult i forbindelse med statsministerens tale. En flok sortklædte unge med sure smiley-skilte og sorte flag marcherede ind på pladsen, lige da Helle Thorning-Schmidt gik på talerstolen. De forsøgte at overdøve talen med højlydt piften. 

En gruppe medlemmer af Socialdemokratisk Ungdom havde til gengæld placeret sig lige foran scenen, hvor de klappede og kom med begejstrede tilråd til statsministeren.

Det kom til temmelig voldsomme scener mellem tilhængere og modstandere af fløjteaktionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. maj. 2014 - 17:20   01. maj. 2014 - 17:28

1. maj

ur@arbejderen.dk