08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Trump vil blive mødt af demonstranter i København

Planlægningen ruller

Trump vil blive mødt af demonstranter i København

Stop Trump, lyder hovedparolen for den demonstration, som foreløbig 21 organisationer står bag. Demonstrationen vil starte ved den amerikanske ambassade og bevæge sig gennem byen til Christiansborg.

FOTO: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Det ligger nu fast, at når den amerikanske præsident Trump lander i København den 2. september, vil han blive mødt af demonstranter.

Stop Trump, lyder hovedparolen for den demonstration, som foreløbig 21 organisationer er i fuld gang med at planlægge.

Vi har mødt meget stor opbakning, og der kom mere end 100 mennesker til det første møde.
Bwalya Sørensen, Black Lives Matter

"Vi går på gaden for at protestere imod præsidentens underminering af klimakampen og hans racistiske og diskriminerende politik. Vi vil sige det højt og tydeligt: NEJ til benægtelse af videnskab og klimakrisen, NEJ til islamofobi, racisme og dæmonisering af flygtninge og migranter, NEJ til abortmodstand, transfobi og sexisme, NEJ til Trumps asociale støtte til den rige 1 % og stigende ulighed, NEJ til oprustning, krig og brud på menneskerettighederne," hedder det i grundlaget.

Arrangørerne påpeger også, at "Det handler ikke kun om Trump! Trumps højreekstreme agenda spreder sig i Danmark og Europa med store konsekvenser for harmonien mellem lande og mennesker".

Bred demonstration

I arrangørkredsen er blandt andet: Amnesty International Denmark, Black Lives Matter Denmark, Den Grønne Studenterbevægelse, Greenpeace Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam IBIS, Sex og Samfund, Velkommen til flygtninge, Venligboerne København og 350 Klimabevægelsen i Danmark.

Der er lagt op til en bred og fredelig demonstration, hvor mange flere organisationer opfordres til at blive medarrangører. Partier opfordres til at anbefale demonstrationen.

– Vi har mødt meget stor opbakning, og der kom mere end 100 mennesker til det første møde i mandags, fortæller Bwalya Sørensen fra Black Lives Matter til Arbejderen.

Hun lægger vægt på, at arrangørgruppen skal kunne favne både små og store organisationer og de særlige sager, som de hver især kæmper for.

– Vi arbejder for at inkludere alle, derfor tager det tid, siger hun.

Optog, talere og musik

Programmet vil bestå af et optog, taler og musik. "Demonstrationen er fredelig, og vi håber, alle vil deltage. Detaljerne vil blive offentliggjort snarest", skriver arrangørerne.

Demonstrationen vil starte ved Den Amerikanske Ambassade klokken 17, og derfra vil den gå gennem byen til Christiansborg Slotsplads. Ruten er ikke endelig planlagt, og der arbejdes også med at lave en stjernedemonstration eller flere forskellige fordemonstrationer, hvor man kan samle sig i politiske blokke. Organisationen Sex og Samfund har allerede meddelt, at de gerne vil lave en pink fordemo med andre relevante organisationer.

Ifølge Bwalya Sørensen er alle organisationer blevet opfordret til at komme med forslag til talere, og i løbet af næste uge vil arrangørgruppen offentliggøre talerne en af gangen.

Anti-krigsbevægelse

Torsdag eftermiddag var store dele af den københavnske freds- og anti-krigsbevægelse samlet, for at diskutere deres deltagelse i demonstrationen. Også dele af fagbevægelsen deltog på mødet.

– Vi har endnu ikke lagt os endelig fast på, hvordan vi vil deltage i demonstrationen, men det ligger fast, at vi vil deltage, så vi får en stor manifestation. Måske vil vi lave en egen blok, det vil vi afklare i løbet af få dage, fortæller en af deltagerne til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. aug. 2019 - 10:15   09. aug. 2019 - 10:53

Protest

bi@arbejderen.dk