I dag offentliggør Researchkollektivet Redox årsrapporten "Truslen fra højre", der gennem tekst og billeder ser tilbage på 2014 på den yderste højrefløj.
Hovedparten af de nationale organisationer på den yderste højrefløj indgår i internationale netværk.
Det er første gang siden dannelsen af Redox, at vi udgiver en årsrapport.
Tanken bag rapporten er at give plads til tilbageblik og analyser af de begivenheder og tendenser, der har kendetegnet den fascistiske bevægelse i 2014 i ind- og udland.
Året der gik
I 2014 skete der ikke den store udvikling på den yderste højrefløj. I Østjylland var der relativt stille om det tidligere så aktive nazistiske miljø, og de seneste års organisatoriske opløsning på den yderste højrefløj præger stadig aktivitetsniveauet.
Miljøet omkring den nazistiske hooligangruppe White Pride er i dag en skygge af sig selv, og selvom gruppen i april 2014 gennemførte fire overfald eller overfaldsforsøg på venstrefløjen, nåede White Prides vold ikke op på niveauet fra for blot få år siden. Også det nynazistiske Danskernes Parti har været meget stille i 2014 efter partiets valgkampsoffensiv i efteråret 2013 og havde forholdsvis få aktiviteter sidste år.
Den vigtigste tendens i 2014 var uden tvivl Danmarks Nationale Fronts (DNF) gadeoffensiv i København i årets første fem måneder, der kulminerede med deres demonstrationsforsøg på Christiansborg Slotsplads den 10. maj.
Her forsøgte omkring 50 nazister fra ind- og udland at gennemføre den første offentligt indkaldte nazidemonstration i København siden besættelsestiden. I årsrapporten bringer vi en reportage i tekst og billeder fra demonstrationen, der på mange måder blev den definerende begivenhed i 2014 for både den nazistiske bevægelse og for antifascistiske modstand.
Truslen fra højre
Samtidig var 2014 året, hvor debatten om politisk ekstremisme blev reaktualiseret i den offentlige debat, blandt andet med SFI’s mangelfulde og fagligt problematiske ekstremismerapport, hvor vi også selv blev beskyldt for ekstremisme. Redox’ journalistiske arbejde med at afdække det yderste højres strukturer og aktiviteter sker på baggrund af en reel trussel.
De historiske erfaringer med stærke, fascistiske bevægelser, og de aktuelle, i lyset af den nye bølge af højreradikalisme i Europa, viser vigtigheden i at kende de fascistiske organisationer.
I årsrapporten bringer vi en analyse af den konkrete og potentielle trussel i Danmark, som en række nazistiske og højreradikale grupper i dag udgør i det danske samfund. Vi udpeger fem organisationer, der udgør en trussel for enten enkeltpersoner eller organisationer på venstrefløjen, inden for minoritetsgrupper eller dele af befolkningen som sådan.
For os ligger denne form for trussel ikke i gruppernes ekstreme holdninger eller forhold til det parlamentariske demokrati, men i gruppernes eller medlemmernes vold eller voldparathed over for politiske modstandere.
Vi mener at truslen fra højre er mere virkelig end nogensinde. Også internationalt, idet hovedparten af de nationale organisationer på den yderste højrefløj indgår i internationale netværk. Derfor har vi i vores årsrapport foruden det indenlandske stof bedt vores internationale samarbejdspartnere i Norge, Sverige, Finland og Tyskland om at beskrive de vigtigste tendenser i 2014 i deres hjemlige fascistiske bevægelser.
Din støtte er vigtig
Vores arbejde med at lave research, drive vores medie og levere informationer til venstrefløjen og andre medier er afhængig af den politiske og økonomiske støtte, som vi får fra venstrefløjsorganisationer og privatpersoner.
Du kan finde vores årsrapport på redox.dk og den trykte udgave kan købes på antifashoppen.dk. Du kan også vælge at støtte Redox’ research- og dokumentationsarbejde ift. den yderste højrefløjs aktiviteter og strukturer ved at melde dig ind i vores støtteforening, Støttekollektivet. Så får du automatisk tilsendt årsrapporten og vores andre udgivelser med posten som tak for støtten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278