Tusindvis af bamser demonstrerede i lørdags og krævede gennemførsel af minimumsnormeringer i daginstitutionerne nu.
Bamserne blev stillet op på slotspladsen foran Christiansborg i København og på rådhuspladser i Kalundborg, Svendborg, Herning og flere andre byer.
Når politikerne lover os minimumsnormeringer på lokalt plan lige nu, så er det løgn.
Marie Bløn, talsperson for #Hvorerderenvoksen
Bag aktionen stod Forældreorganisationerne #Hvorerderenvoksen og FOLA, der på denne coronavenlige måde ville skabe opmærksomhed om kravet om bedre forhold i daginstitutionerne.
Regeringen har sammen med Radikale Venstre, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten vedtaget, at der skal være gennemført minimumsnormeringer i alle landets offentlige daginstitutioner i 2025.
Fem år for længe at vente
Men forældreorganisationerne mener, at fem år er alt for længe at vente. De benyttede lørdagens bamse-aktion til, at minimumsnormeringerne bliver indført via de forhandlinger om finanslov og de kommunale budgetter for 2021, som netop er gået i gang.
>>LÆS OGSÅ: Forældre aktionerer for hurtigere indførelse af minimumsnormeringer
Mika Rye er bestyrelsesmedlem i FOLA. Hun står i spidsen for en underskriftsindsamling, som skal bane vejen for, at Folketinget hurtigst muligt lovgiver om minimumsnormeringer på en voksen til tre børn i vuggestuerne og en voksen til seks børn i børnehaverne. Tallet gælder de voksne, som altid minimalt skal være til stede sammen med børnene.
– Al forskning viser, at jo mere voksenkontakt børn har, når de er helt små, jo bedre chancer har de for at klare sig godt senere i livet! Dårlig normering er derfor rigtig skidt både for vores børn og for samfundet på længere sigt, udtaler hun på Facebook.
Fup og fakta om minimumsnormeringer
Flere kommuner, blandt andre Svendborg Kommune, Hillerød Kommune og Gladsaxe Kommune har meldt ud, at de indfører minimumsnormeringer fra 2021.

I forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen er man ikke imponeret over kommunernes udmelding. Marie Blønd er talsperson i organisationen. Hun sagde til TV2 i lørdags om kommunernes udspil:
– Når politikerne lover os minimumsnormeringer på lokalt plan lige nu, så er det løgn, for det er papirsnormeringer, og det kommer ikke til at kunne mærkes ude på stuen.
Hun henviser til, at kommunerne i deres budgetter medregner personale, som ikke er sammen med børnene, som for eksempel ledere, der laver papirarbejde på et kontor og personale, som er på kursus eller er sygemeldt.
De aktionerende forældre har allerede høstet en del politisk opbakning for deres krav.
Enhedslisten og SF har således i flere år arbejdet for, at minimimsnormeringerne bliver indført hurtigst muligt. Radikale Venstre fortalte til TV2 i lørdags, at kravet om minimumsnormeringer ikke er nok. De vil derfor gå til finanslovsforhandlingerne med et krav om, at alle voksne i vuggestuer og børnehaver skal være uddannet, når der er gået 10 år. De ti år skal sikre, at der vil være uddannede pædagoger nok.
Marie Blønd kommenterer samme sted, på vegne af #Hvorerderenvoksen, Radikale Venstres krav sådan:
– Det vigtigste her og nu er, at der skal sikres minimumnormeringer – og først derefter giver det for os mening at diskutere uddannelsesniveau hos de enkelte voksne.
Guinness World Records
Bamserne, som deltog i demonstationen på Christiansborg Slotsplads, var donationer fra forældre rundt omkring i landet. Der blev doneret så mange bamser, at arrangørerne overvejede, om antallet af bamser samlet et sted ville kunne give en ny rekord i Guinness World Records.

Den tidligere rekord hos Guinness World Records var 7586 bamser på samme sted, og en optælling af lørdagens bamser lød på 7860 bamser. Arrangørerne går nu videre for at finde ud af, om det er muligt at få anerkendt resultatet.
Samtidigt er bamserne, som var med på slotspladsen, på vej til to flygtningelejre i det nordlige Irak. Facebookinitiativet "Støtte Til Børn på Flugt" sender bamserne til de to flygtningelejre, som hovedsageligt bebos af kurdere, som for manges vedkommende er handicappede.
Bamsedemonstrationerne ved rådhusene rundt omkring i landet blev også besøgt af et imponerende antal bamser. I Svendborg deltog 410 bamser, og i Frederikshavn var der mellem 400 og 500 demonstrerende bamser.
Mødrehjælpen er blandt de andre organisationer med humanitære formål, der efterfølgende får glæde af de bløde plysdyr.
>>LÆS OGSÅ: Forældre kræver bedre omsorg for deres børn
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278