08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tusindvis på gaden i dag

Protest mod besparelser

Tusindvis på gaden i dag

Mange gymnasier boykotter undervisningen i dag. I Aarhus og Købehavn afholdes demonstrationer. I går blev 34 lærere fyret på Københavns Tekniske Skole som en konsekvens af regeringens besparelser.

"Uddannelsesalliancen" opfordrer politikerne til at tænke langsigtet og tage milliardbesparelserne af bordet. De indbyder til demonstration i Aarhus og København i dag klokken 16.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

I dag går tusindvis af unge på gaden for at protestere mod regeringens besparelser på uddannelserne.

Regeringer kræver, at uddannelsesområdet de næste fire år skal spare to procent årligt – i alt 8,7 milliarder kroner.

Vi kan slet ikke se, hvordan det skal hænge sammen med endnu flere elever per lærer.
Elever på KTS

I både Aarhus og København har Uddannelsesalliancen indkaldt til demonstration på Rådhuspladsen klokken 16. Fra 10 byer i Jylland kører der busser til Aarhus, mens Odense og Vordingborg kører til København.

Bag Uddannelsesalliancen står elever, lærlinge, studerende samt lærere og fagforeninger. I alt 38 fag- og uddannelses organisationer bakker op bag protesterne.

Erhvervsskoler fyrer 160

I går blev 34 lærere fyret på Københavns Tekniske Skole som en konsekvens af besparelserne. Eleverne på flere afdelinger blev sendt hjem på grund af fagligt møde blandt lærerne.

"Vi elever er vrede over fyringerne og bekymrede for vores uddannelse. Vores lærere er i forvejen vildt stressede. Vi kan slet ikke se, hvordan det skal hænge sammen med endnu flere elever per lærer. Der er i forvejen kø til maskinerne, og lærerne kan ikke nå at hjælpe alle i klassen", skriver eleverne i en pressemeddelelse.

Ifølge Fagbladet 3F har erhvervsskolerne allerede nu varslet fyringer af 160 lærere. Men besparelserne rammer bredt på alle uddannelsesinstitutioner:

– Hvis vi tager RUC, står vi samlet til at have 100 millioner kroner mindre i 2016, hvoraf de 60 til 65 millioner kan tilskrives finansloven. Det vil betyde, at vi i sidste ende må kigge på konkrete tiltag, som for eksempel frivillige fratrædelser, seniorordninger og i værste fald fyrringer, siger Peter Lauritzen, universitetsdirektør på Roskilde Universitet.

De danske gymnasier skal på landsplan spare over 619 millioner kroner tilsammen. Hvert gymnasium skal således over de næste fire år i gennemsnit spare, hvad der svarer til ni gymnasielærere på fuld tid.

- Vi kan ikke hente så store besparelser uden at afskedige lærere, siger Anne-Birgitte Rasmussen, som er formand for rektorernes forening Danske Gymnasier.

Nedlægger undervisning

Allerede i går blev der varmet op til protesterne. Både eleverne på Handelsgymnasiet i Ballerup og Det Frie Gymnasium på Nørrebro havde nedlagt undervisningen. Og mange flere gymnasier har planlagt at gøre det samme i dag.

I Aalborg gik gymnasieelever fra DGS på gaden. Symbolsk blev der skovlet korn op i "statskassen" under mottoet "Vores uddannelser er ikke kornfede". Det skete med henvisning til uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V), der har kaldt uddanelseinstitutionerne kornfede.

I København havde Studenterrådet i går inviteret til aktivistaften. I dag er der fordemonstration fra Israels Plads og Halmtorvet klokken 15.15.

Blandt de 38 organisationer i Uddannelsesalliancen er Dansk Socialrådgiverforening, Gymnasieskolernes Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening, Dansk Magisterforening, Uddannelsesforbundet, BUPL, Danmarks Lærerforening, FTF og LO-Ungdom samt en lang række lærlinge-, elev- og studenterorganisationer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. okt. 2015 - 07:30   29. okt. 2015 - 11:24

Demonstration

kkp@arbejderen.dk
Uddannelsesdemoer 29/10
  •  

Den 29. oktober klokken 16 demonstrerer en lang række uddannelsesorganisationer og fagforeninger mod planlagte milliardnedskæringer. Læs mere og tjek demoerne på Facebook her:

>> KBH DEMO: På Københavns Rådhusplads 29/10 klokken 16

>> AARHUS DEMO: På Rådhuspladsen i Aarhus 29/10 klokken 16

Organisationerne bag Uddannelsesalliancen er blandt andre:

  • Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

  • Danske Socialrådgiverstuderende

  • Danske Studerendes Fællesråd

  • Landssammenslutningen af Handelsskoleelever

  • Lærerstuderendes Landskreds

  • Sygeplejestuderendes Landssammenslutning

  • Erhvervsskolernes ElevOrganisation

  • Pædagogstuderendes Landssammenslutning

  • FTF

  • LO-Ungdom

  • BUPL

  • Dansk Socialrådgiverforening

  • Gymnasieskolernes Lærerforening

  • Handelsskolernes Lærerforening

  • Dansk Magisterforening

  • Uddannelsesforbundet

  • HK Ungdom

  • DM Studerende

  • Danske Mediestuderende

  • Kommunikation og Sprog

  • Bibliotekarforbundet

  • Forbundet Arkitekter og Designere

  • DJØF Studerende

  • Dansk Journalistforbund

  • Socialpædagogerne

  • Metal Ungdom

  • IBIS

  • Danmarks Lærerforening

  • Teknisk Landsforbund

  • FOA Ungdom

  • Efterskolerne

  • Operation Dagsværk

  • Dansk El-forbunds Ungdom

  • Dansk Sygeplejeråd

  • Arkitektforeningen

  • Frie skolers lærerforening

  • Yngresagen